De omdiskuterede elløbehjul i København vil i fremtiden ikke længere ligge smidt på fortovene rundtomkring i byen. I hvert fald ikke i lige så høj grad.
For en ny politisk aftale på rådhuset i hovedstaden forbyder nemlig udlejning af elløbehjul fra offentlige områder i det meste af Indre By og brokvartererne i København.
Mette Annelie Rasmussen, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget for Radikale Venstre, kalder beslutningen for »utroligt ærgerlig«.
»Vi havde håbet, at vi kunne finde en løsning med krav til sikkerhed, bæredygtighed og parkering. Det var særlig vigtigt for Radikale Venstre at finde en løsning med parkering, for elløbehjulene på gaden har været et kaos, og det skulle vi selvfølgelig gøre op med,« siger hun og fortsætter:
»Men branchen har også selv haft lyst til at rydde op. Men København bliver ikke en innovationsby, når det kommer til dette projekt.«
Mette Annelie Rasmussen er »ærgerlig« over, at forbuddet om udlejning de facto er et farvel til elløbehjulene.
»Dette restriktive kort betyder, at de, der har været ansat i løbehjulsbranchen, står uden job. Det er over 100 mennesker, hvilket er mange – særligt under corona. Det er utroligt ærgerligt. Hvorfor ikke finde en løsning, som man kan se i så mange andre europæiske byer?«
At elløbehjulene i fremtiden ikke længere vil være at finde i samme grad i hovedstaden, er også en dårlig nyhed for københavnerne, mener Mette Annelie Rasmussen.
»Vi kan se på tallene, at københavnerne og pendlere bruger løbehjulene. Særligt under corona,« siger hun.
Du nævnte tidligere, at en bæredygtig løsning for elløbehjulene var vigtig for jer. Men elløbehjul er vel ikke bæredygtige?
»De første elløbehjul var ikke bæredygtige, men det begynder de at blive. Eksempelvis har de nye løbehjul genopladelige batterier. Vi havde håbet, at vi kunne sætte grønne krav til produktion og CO2 og lave et samarbejde med nogle aktører,« siger hun.
Med den nye aftale vil det ifølge Ritzau stadig være muligt at udleje elløbehjul fra en forretning, hvor kunden kan komme tilbage med løbehjulet efter endt tur. Men de skal altså ikke længere kunne lejes fra gaden.