Skuespilleren Anne Heche ventes ikke at overleve efter ulykke

Anne Heche, der har været med i »Donnie Brasco« og »6 dage, 7 nætter«, ventes at dø efter trafikulykke.

Anne Heche var i en trafikulykke for en uge siden og har været i kritisk tilstand siden. Hun ventes ikke at overleve (arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: MARIO ANZUONI
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den amerikanske skuespiller Anne Heche ventes ikke at overleve efter en trafikulykke i Los Angeles i sidste uge.

Det oplyser hendes familie ifølge det amerikanske medie CNN.

»Efter ulykken har hun desværre fået en alvorlig anoksisk hjerneskade. Hun er fortsat i koma, i kritisk tilstand, og ventes ikke at overleve,« lyder det.

En anoksisk hjerneskade opstår, når hjernen ikke forsynes med ilt.

53-årige Anne Heche nåede at spille med i en lang række film og tv-serier. Hun var blandt andet med i filmene »Donnie Brasco« og »6 dage, 7 nætter«.

Hun bliver lige nu holdt i live for eventuelt at donere organer.

»Det har længe været hendes valg at donere organer, og hun bliver holdt i live for at beslutte, om nogen af dem kan bruges,« skriver familien.

Heche forulykkede sidste fredag. Her kørte hun i høj fart ind i et hus, der på grund af kollisionen brød i en voldsom brand.

Siden da har skuespilleren været i kritisk tilstand.

»Anne havde et kæmpe hjerte og berørte alle, som hun mødte, med sit gavmilde væsen,« lyder det i familiens udtalelse.

»Ud over at bruge sit ekstraordinære talent anså hun det som sit livs opgave at sprede venlighed og glæde. Særligt i forhold til at få folk til at acceptere, hvem man elsker. Hun vil blive husket for sin modige ærlighed, og hun vil blive savnet for sin lysende tilstedeværelse,« skriver familien.

Anne Heche har tidligere dannet par med talkshowværten Ellen DeGeneres. De to begyndte at date i 1997 og gik fra hinanden i 2000.

Politiet i Los Angeles meddelte torsdag, at Anne Heche tilsyneladende var påvirket af stoffer, da ulykken skete.

Politiet kan dog ikke udelukke, at der er tale om medicin, hun har fået på hospitalet, og afventer en anden blodprøve.

/ritzau/

Opdateres …