Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
50 dage om året. Så meget kan det let løbe op i, når skuespilleren Malte Joe-Frid Nielsen arbejder gratis.
I et konstant forsøg på at promovere sig selv over for teaterchefer og filminstruktører sætter han og nogle kollegaer mindre teaterstykker op rundt omkring i København. De vil opdages. De vil ud af rakkerlivet og have løn for deres ekspertise. Men indtil videre må de arbejde uden at få penge for det. Og gratis arbejde er langtfra et ukendt fænomen i den danske skuespilbranche.
I en spørgeskemaundersøgelse blandt skuespillere foretaget af Berlingske Research svarer 53 procent, at de i løbet af deres karrierer har arbejdet gratis. Nogle optræder for eksempel i børneteaterforestillinger, medvirker i kortfilmsprojekter eller som konferencier ved diverse show.
Malte Joe-Frid Nielsen er uddannet skuespiller i USA, men begyndte sin skuespilkarriere herhjemme i 2005 og har siden været med i cirka to mindre teaterforestillinger om året, der knap nok har kunnet køre rundt økonomisk. Men en dag ringede telefonen endelig. Det københavnske Teater Grob inviterede ham til audition på forestillingen »Warszawa«.
Han havde chancen for at få ro i sindet og i en periode sikre sig en fast indtægt, i forhold til tidligere hvor han overlevede ved at spille mindre roller på film og TV, samt ved at undervise i kampsport og ved oversætterarbejde.
Tilbuddet var alt det, som Malte Joe-Frid Nielsen havde drømt om, lige siden han begyndte at arbejde gratis for at promovere sig selv som fremadstormende skuespiller. Men han takkede nej og lagde på. Året forinden havde han nemlig aftalt at sætte endnu et teaterstykke op med nogle kollegaer, som ville kollidere med opsætningen på Teater Grob.
»Jeg følte, jeg ville dolke mine kollegaer i ryggen, hvis jeg gik til den audition. Min karriere som skuespiller lever og dør på netværk. Hvilket renomme ville jeg ikke få ude i branchen? Ville jeg være ham røvhullet, man ikke kunne stole på? Et dårligt ry kan jo betyde nul arbejde i fremtiden,« siger Malte Joe-Frid Nielsen.
Malte Joe-Frid Nielsen fortalte sin storesøster, hvad han lige havde sagt nej til. Hun blev rasende og overtalte ham til straks at ringe tilbage, undskylde og tage imod tilbuddet. Han ringede tilbage, mødte op og fremførte rollen som en amerikansk skuespiller på toppen af sin karriere med en eksistentiel krise hængende over sig så overbevisende, at han i sidste ende fik opgaven.
Opfatter skuespil som en hobby
Hos Dansk Skuespillerforbund forsøger man konstant at komme gratis arbejde til livs.
»Min grundlæggende holdning er selvfølgelig, at skuespillere er højtuddannede specialister, der skal have løn for deres arbejde ligesom alle andre,« siger formand Katja Holm.
Derfor har forbundet udarbejdet nogle standardkontrakter til opgaver, der ikke er dækket af en overenskomst og kan bruges lige fra endagsoptagelser til længere spillefilmsprojekter. Kontrakterne er et af de midler, som forbundet har taget i brug for at mindske omfanget af ulønnet arbejde.
Men ifølge formanden kæmper branchen med et endnu større problem, som fører til underbetalt eller ligefrem gratis arbejde.
»Vores fag bliver ikke anskuet som et rigtigt arbejde. Folk opfatter det simpelthen som en hobby at være skuespiller. Vi bliver ofte spurgt, om det ikke bare er noget med, at vi lærer teksten og så går op på scenen og fremfører den,« forklarer Katja Holm.
Hun mener, at baggrunden for, at skuespillerne arbejder gratis, er ønsket om at holde sig i gang, at være i konstant berøring med branchen og at eksponere sig selv.
»Det er den onde cirkel i vores branche, hvor arbejde genererer arbejde. Skuespillere skal hele tiden ses for at gøre sig forhåbninger om nye jobtilbud,« siger Katja Holm.
»Vi ved godt, at folk indimellem arbejder gratis. Det er et problem, som vi hele tiden forsøger at gøre noget ved. Men det er en lang proces og en balancegang at komme ulønnet arbejde til livs, uden samtidig at kvæle det vækstlag af skuespillere, der prøver at finde fodfæste i branchen,« siger hun.
Stolthed og professionalisme
I spørgeskemaundersøgelsen foretaget af Berlingske Research svarer 66 procent af skuespillerne desuden, at de finder det problematisk at udføre gratis arbejde.
»Jeg bliver helt varm om hjertet, når to tredjedele faktisk opfatter gratis arbejde som problematisk. Det tyder på, vi holder fast i vores faglige stolthed og professionalisme. For det bliver først et problem, hvis vi aldrig anerkender, at vi har et problem. Det kræver også en solidaritet i samlet flok at sige nej til gratis arbejde,« siger Katja Holm.
Tilbage hos Teater Grob er »Warszawa« færdigspillet efter endt spilleperiode, og Malte Joe-Frid Nielsen vågner igen op til småjob og gratis skuespilarbejde. Han håber, at det ulønnede arbejde i sidste ende kan sende ham ud af branchens onde cirkel.
»Det bedste ville være, hvis jeg aldrig skulle arbejde gratis,« siger han.