Skuespilchef: »Kan man se på mig, at jeg i virkeligheden er ganske normal og tyndskidende usikker?«

Skuespilchef Morten Kirkskov har instrueret »Lang dags rejse mod nat« på Det Kongelige Teater. Han rapporterer her fra et nervepirrende døgn to dage før premieren fredag aften.

Det Kgl Teaters skuespilschef Morten Kirkskov. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

7.00-7.15

Vækkeuret står både på 7.00 og 7.15. Snooze. Elsker det. Jeg har et kryds på venstre hånd, som jeg ikke aner hvad betyder. Skal sikkert ringe til nogen eller noget. Banan og grapejuice til morgenmad og kosttilskud, olier og den slags. Bilder mig ind, at det er super godt og kan afhjælpe en barndom med lidt for mange panerede kødretter og frysegrønsager. Er sjældent syg, så det er nok rigtigt.

7.35

Opdaterer Facebook – premiere på fredag!!

I dag kommer der et betalende publikum for første gang. I går til generalprøven, som er for venner af huset, gik fint. Der kom lidt ro på.

»Lang dags rejse mod nat« er ikke for ingenting en klassiker, Det Kongelige Teater har spillet den før, Dramaten i Stockholm ejer den, alle mulige – små og især store – har lavet den. Nu laver vi den sammen her igen. Familiedramaet over dem alle. Mor og far og to voksne sønner. Mor er på morfin, far og storbror drikker tæt, lillebror er syg. Helt almindelig familie. Eller i hvert fald kan alle spejle sig i den.

I en tid hvor mange af os bestræber os på at være politiske og se tingene i meget store sammenhænge, glemmer vi, hvor vi kommer fra, vi forsømmer at huske på vores ophav, vores familie, og hvad den har gjort os til. De små sammenhænge. Familien.

Vi har travlt med at opleve os selv som verdensborgere og glemmer, at det samfund, vi er rundet af, er bygget op omkring familien. Og at vi selv, uanset hvordan vi forsøger at vride vores historie, stammer fra noget, er rundet af noget, som vil følge os resten af livet – mere end Aleppo, mere end stramningslagkager, mere end alt muligt andet, vi skriver om og gør os kloge på i update efter update på det ene (a-)sociale medie efter det andet. Derfor kommer »Lang dags rejse mod nat« som en frisk stemme fra fortiden, håber jeg. Inden jeg for alvor er vågen.

8.15

Cykler ulovligt over Rådhuspladsen fra Vesterbro mod Kongens Nytorv. Hvornår mon nogen finder en god løsning for cykler der? Ankommer til Skuespilhuset i god tid. Det sker ikke hver dag.

9.00

Dramaturgiatsmøde. Vi snakker fremtidig planlægning, men den forestående premiere har hele tiden sin underlægningslyd, sit parallelspor: Går Simon for sygt for tidligt? Skulle de være mere nøgne? Er det ekstremt gammeldags, det vi har gang i? Er det netop det, der er det gode? Ja, det er sgu nok meget godt. Vi trænger til noget teater-teater. Traileren lyder af teater, men det ér også teater. Det skal vi jo stå ved.

11.45

Kantinen: Mon ikke hende, der sidder dér faktisk så gennemspilning i går, hvorfor fanden siger hun så ikke noget? Nå, hun kunne nok ikke lide det og vil ikke sige noget, for jeg er jo også hendes chef. Eller hvad fanden foregår der? Kan man se på mig, at jeg i virkeligheden er ganske normal og tyndskidende usikker på det, vi har lavet? Jeg spiser artigt salat og drikker rødbededrik og er hurtigt ude af kantinen igen. Jeg tror ikke, man kan se noget på mig – jeg har ofte øvet mig i at være usynlig i et rum. Den slags skal man passe på med, hvis man gerne vil gøre sig bemærket.

12.30

»Italiener«: Skuespillerne sidder i cirkel på scenen og siger alle ordene. Det er en dejlig fornemmelse, at skuespillerne er ved at kunne det hele så godt, at de kan jonglere med det, og bare det at lytte til ordene og kigge på deres ansigter er meget intenst. Skuespillerne er meget spændte og i stand til at gøre grin med deres roller – sige teksten med den lethed, som gør teater så godt, og så dybt. Pludselig lytter vi på en helt anden måde til disse ret så store ord - og bliver klogere til i aften.

14.45

Er faktisk smadret. Premieren på fredag og første publikum i aften kører konstant i baghovedet, som et tungt åbent computerprogram der stjæler hastighed og energi fra det, man er midt i. Det er sådan, det er, jeg ved det godt, men er det ikke lidt anderledes lige nu? Er der lidt for mange mennesker, der klapper på skulderen eller holder om mig lidt længere end normalt i et kram?

17.00

Valget står mellem en lur og en løbetur. Det bliver til en kort løbetur rundt om Søerne. Og nå ja, krydset på hånden var, fordi jeg skulle huske at skrive denne artikel i dag. Men det havde jeg husket, og nu er jeg i gang.

19.00

Tilbage på teatret i en næsten tom kantine. Spændingen er henlagt til garderoberne og rygekabinen. Lige et par sidste noter. Skuespillerne er ved dejligt godt mod.

19.30

Første forpremiere: Næsten fyldt sal. Stor applaus bagefter. Tragedien viser sig også at være sjov. Lettelse.

22.00

Mange smånoter. Mere mørke, mere lethed, sig kun det, der står, nyd det nu, nu er det jeres. Vi ses i morgen. Jeg glæder mig. I er fantastiske. Det kan du selv være.

23.45

Efter Facetime-snak med min kæreste i London roligt i seng. I morgen endnu en forpremiere. Og så fredag premiere, og kæresten kommer fra London og er med. Livet er så ganske og helt og aldeles OK.