Skriveri

Jeppe Bangsgaard, kulturjournalist. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skriveri hedder det litterære magasin, der netop er kommet på gaden. »Magasinet for alle der skriver« kalder det sig, og bladet, der kan købes både i løssalg og abonnement og efter planen skal komme fire gange om året, fokuserer da også på forfattere og dem, der gerne vil være det.

Hatten af for ambitionen, der har længe manglet et litterært magasin herhjemme. I Norge har man for eksempel det forrygende Bokvennen, som har eksisteret siden 1989. Og i Sverige er der Tidningen Skriva, som nævnes som en direkte inspiration til Skriveri.

Hvad får man så i Skriveri? I det første nummer er der et interview med en glad selvudgiver, der har fået mod på mere, efter hun skrev en bog under sin barsel. Og med en succesfuld forfatter, Kim Leine, der fortæller om, hvordan han gør. Der er råd til, hvordan man kommer i gang med en fagbog, og hvordan man laver en fængende forside og får kørt sig i stilling til en lektørudtalelse.

Altsammen temmelig snævert fokuseret på skrivning som håndværk. Som chefredaktøren Jakob Holm skriver i sin introklumme: »Tilsammen er det vores ambition at give inspiration og motivation til alle jer, der skriver, så litteraturen – den skrevne såvel som den læste – vil vokse og forgrene sig, så vi opnår et mere mangfoldigt udbud af bøger.«

Den formulering er der grund til at dvæle ved, med tanke på, at det er internetboghandlen og selvudgiverforlaget Saxo, der sammen med det aarhusianske forlag Turbine står bag magasinet. Deres motiv kan der næppe være tvivl om; det handler om at lokke håbefulde forfatteraspiranter i folden. Og dem er der mange af.

I Ditte Maltha Mailunds artikel i dagens udgave af BØGER kan man læse om, hvordan de mange forfatterskoler og skrivekurser fortiden bliver oversvømmet af unge og voksne med skrivekløe.

Det er der ikke det mindste i vejen med. Der kan være masser af gode grunde til at skrive, og der skal nok blive rekrutteret talent på skolerne.

Men man kan sætte spørgsmålstegn ved, om det er et mål i sig selv – for andre end selvudgiverforlag – at flere skal udgive det, de skriver. Som jeg ser det, er den præmis forkert – og bliver Skriveris achilleshæl.

E-bogen har gjort det langt nemmere at producere bøger. Ja, man kan faktisk nærmest klare det hele selv eller med hjælp fra et af selvudgiverforlagene. En rapport fra Kulturstyrelsen kunne da også i denne uge konkludere, at selvudgivelserne har vundet indpas på bogmarkedet og nu fylder 15 procent af den danske bogproduktion.

Men personligt tvivler jeg kraftigt på, at litteraturen bliver rigere af, at flere udgiver deres bøger. Af at modstanden forsvinder. I dag kan alle, der vil, kalde sig forfatter, fordi ingen forlæggere og emsige redaktører behøver at stoppe en. Men til gavn for hvem? Jeg tror på, at modstanden netop gør, at kun det allerbedste bliver udgivet. Det andet behøver vi ikke. Det er ikke litteratur. Bare skriveri.