Skriver J.K. Rowling en krimi?

Harry Potters mor har måske kastet sig over krimigenren, raporterer engelsk avis.

J.K. Rowling. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Hvad bliver J. K. Rowlings næste projekt? Det spørgsmål er på manges læber, efter at den storsælgende forfatter har afsluttet fortællingen om troldmandsknægten Harry Potter.

Nu kan den britiske avis The Sunday Times imidlertid puste til spekulationerne, idet avisen mener at vide, at Rowlings er i fuld gang med en krimi.

En af avisens journalister har nemlig talt med den skotske krimiforfatter Ian Rankin (far til bøgerne om politimanden John Rebus), hvis kone ifølge Rankin har spottet Rowling på en café i Edinburgh i fuld gang med at skrive på sin nye bog, som altså, hvis Rankins kones ord står til troende, bliver en kriminalroman! Rankin vil imidlertid ikke ud med, hvordan fruen kan være så sikker på, at der er tale om en krimi, i stedet konstaterer han blot, at »det er fantastisk, at hun (Rowling, red.) ikke er holdt op med at bruge cafeerne som skrivestue«. Det var netop på en café i Edin­burgh, at Rowling skrev den første Potter-roman.

Rowling har ikke selv kommenteret krimi-rygterne.