Skriften på væggen

»Det var aldrig synd for os børn, det var synd for far,« erindrer Erling Jepsen, der i efteråret udkom med den selvbiografiske og meget roste barndomsroman »Kunsten at græde i kor«. Barndommen spøger overalt i Erling Jepsens forfatterskab, i hans stykker og bøger, der kredser om den far, der på én gang var familiens julemand - og dæmon.

»Du skal lige skrive dit navn på toilettet,« lyder det som velkomsthilsen fra Erling Jepsen.

På toilettet?

»Alle gæster skal signere for besøget,« insisterer værten, mens han tager imod i den store andelslejlighed på Amager, som han deler med hustruen Liselotte og deres fire år gamle datter Olivia. Da han åbner døren ind til skabslokummet, er der sandt nok også skrevet op og ned ad væggene:

Dramaturger og dramatikere, forfattere og journalister, samt hele konens sønderjyske familie - fætre og og kusiner - har signeret, ja, selv skuespilleren Søren Pilmark har været her. Man studerer navnene med lige dele forbløffelse og beundring. At tænke sig, at Pilmark har siddet lige her: Søren was here!

Værten griner, og velkomsten er for så vidt typisk for den 46-årige dramatiker og forfatter, der ligesom hustruen er rundet af en god sønderjyde. Stemmen er mild og varm og undertiden så høfligt lavmælt, at det grænser til det undselige.

Erling Jepsen er ingen kunstner, der fører sig frem, men han har på den anden side intet imod at åbne dørene ind til det mest private; det gælder især til hans sønderjyske barndom i 60erne og forholdet til faren, som han har kredset om omtrent siden sin debut som dramatiker i 1977 og senest har skrevet om i sin meget roste roman, »Kunsten at græde i kor«, der udkom i efteråret.

»I stedet for at skrive mine erindringer, har jeg skrevet mine skjulte erindringer. Der er vel 80 procent sandhed. Min mor, som også har læst romanen, synes, at det hele er sandt.«

Julemand på afveje

Der er en scene - et helt kapitel - i romanen, som Erling Jepsen har viet til julens glæde: »Første juledag er der altid juletræsfest på kroen. Far er klædt ud som julemand, og jeg er julenisse, og med hinanden i hånden kommer vi ind og deler julegaver ud til alle.«

Nu er der bare det problem, at en anden af landsbyens mænd - den lange og tynde Warming - også vil være julemand og har klædt sig ud. Da far og søn nu rejser sig på balkonen for ad en stor trappe at stige ned til festen, følger der en ekstra julemand med. Jepsen skriver videre: »Det eneste folk ser, er at Warming snubler og falder og triller på hovedet ned ad trappen (...) til sidst slår Warming baghovedet i gulvet med et højt og ildevarslende gunk.« Warming er død.

Dræbte du virkelig den anden mand?

»Det er skam sandt! Bortset altså fra, at han ikke døde. Jeg beskriver det, som det skete i virkeligheden: Jeg begik næsten mord, for der var ikke plads til to julemænd. Jeg synes simpelthen, det var så synd for min far, for han havde behov for den status som byens julemand, han havde fået. Min far var lille og tyk, han lignede en rigtig julemand og havde vel også som sådan Vorherre med sig,« mener Erling Jepsen.

Og der er flere scener af samme tragikomiske støbning, som har gjort romanen til en mindre bestseller: En lystig barndomstragedie om en 11-årig dreng i en sønderjysk, missionsk landsby. Dybt forstemmende, men befriende fortalt. Far har det hele tiden skidt og skal derfor trøstes. Det er søsteren bedst til, mener lillebror, der i sin kærlighed til faren og i al uskyldighed opmuntrer søsteren til at lægge sig ned om natten på sofaen hos faren. Drengens omsorg ligner til absurd forveksling voksen grusomhed. Med barnets logik påtager han sig et familieansvar, fordi ingen andre gør det. Moderen ser den anden vej.

I romanen går drengen også til fremmede folks begravelser, hvor han holder faren i hånden, mens faren holder tårevædede taler. Folk er som regel rørt, og farens selvværd styrket. Drengen selv står med sine store, blå øjne og ligner en grådkvalt engel. Man ser det for sig og tror så alligevel ikke sine egne øjne.

»Også det er virkeligt nok. Da jeg blev ældre og fik filipenser, blev jeg i stedet fars korrekturlæser på begravelsestalerne. Man kan næsten sige, at min forfattergerning begyndte her. Min far fik det altid så godt, når jeg roste hans taler. Han kunne også de fleste salmer udenad. Vi havde jo ingen bøger i mit barndomshjem; vi havde Bibelen og så ugebladene og lidt »Rapport«, der var puttet ned i et hjørne. Far gik heller ikke på folkebiblioteket, måske fordi han havde en underlegenhedsfølelse...det var ikke et sted, vi kom. Til gengæld havde han barnetroen i sig: Min far mente, at når vi døde, kom vi op i himlen og skulle danse rundt om det store juletræ. Det var min fars billede af Paradiset: Den evige jul.«

Fars dreng

Erling Jepsens far døde sidste år. Da havde sønnen hverken set ham eller besøgt forældrene i de sidste ni år, og han deltog heller ikke i begravelsen.

»På det tidspunkt, han vidste, at han skulle dø, lagde han alle sine begravelsestaler frem til mig. Min mor syntes dog ikke, at det var noget at gemme på. Hun havde smidt talerne væk, da jeg endelig kom hjem. Mine forældre havde i øvrigt dækket op til min søster og mig hver eneste juleaften, for »det kunne jo være, at de kom til jul«, som min far sagde, men det var jo noget sentimentalt vås: Min far havde skrevet og bedt os om at holde os langt væk.«

Faren dyrkede et livslangt medlidenhedstyranni mod moderen og de fem børn. I romanen bliver søsteren indlagt på nervesanatoriet Augustenborg. I virkeligheden har hun over flere omgange været syg, men Erling Jepsen har altid været nært knyttet til sin søster. Han var også den, der på et tidspunkt besluttede at beskytte hende mod faderen.

Og drengen Erling?

»Jeg blev ulykkelig fra fem-års alderen. De første fem år var jeg min mors dreng. Jeg lå altid på hendes side i dobbeltsengen, men min far havde haft nogle store nederlag med mine fire andre søskende, syntes han selv. Min far var faktisk husets største barn, som vi andre altid skulle tage hensyn til. Min mor gav mig til min far, fordi hun kunne mærke, at han blev jaloux. Hun gjorde det for husfredens skyld...og jeg skulle nu lære at blive fars dreng, forstår du?«

Du tænkte aldrig på et begå et regulært fadermord?

»Nej, i mit tilfælde var det jo lidt bagvendt. Når der var noget, der ikke gik efter hans hoved, så - i stedet for at slå os - slog han sig selv. Han knaldede hovedet ind i væggen, eller tog jagtgeværet og kørte ud i skoven. Og så kunne vi så sidde tilbage og spekulere over, om han nu kom tilbage eller hvad? Så måtte vi cykle ud og lede efter ham. Min far slog selvfølgelig også os børn engang imellem, men det var altid os, der måtte trøste ham bagefter. Det var aldrig synd for os, det var synd for far.«

Skyld og skam

Erling Jepsen har brugt en pæn del af sit liv på at spekulere over, hvorfor det gik galt. Han voksede op i landsbyen Gram, hans far var mælkemand, og de boede i et pænt hus. Alt var normalt, og ingenting var alligevel i orden. For forfatteren og især dramatikeren har det betydet en konstant tilbagevenden til barndommen, familien og skildringen af den galskab, der gemmer sig i og bag hele det tilsyneladende nydelige provinsliv.

Det handler de fleste af hans foreløbig godt 30 skuespil om. I »Søster Coma« handler det om søsteren, der vågner op på hospitalet. I de to radiospil »Rejsen til Sankt Hans« og »På Sankt Hans« handler det om sønnen, der er indlagt. Og han vender i sine to romaner, »Ingen grund til overdramatisering« (1999) og »Kunsten at græde i kor« igen tilbage til faren og sønnen. Erling Jepsen har ikke alene måttet leve med sin barndom, han har også - med hele sit anselige talent - kunnet leve af den.

»Goethe siger i »Faust«, at hvorend man står i sit liv, skal man stå, hvor man står, og grave. Og man skal blive ved med at grave i det samme hul, og grave stadigt dybere. Det er min filosofi,« betoner Jepsen og ser ud i stuen. Ved siden af ham står et stort juletræ og stråler smukt. Datteren Olivia har været med til at pynte. På væggen over ham hænger, lige så sigende, et moderne maleri, der forestiller et hoved, som er fyldt med indre dæmoner. Maleriet hedder »Hovedbrud«.

»Jeg har naturligvis også flyttet mig i min dramatik, skiftet synsvinkler og historier, men i grunden er jeg blevet ved med at grave i det samme hul, for det er et mysterium for mig, hvad der er sket,« forklarer han.

»Jeg har også besluttet mig for mange, mange gange, at nu må jeg skrive om noget andet. Jeg kan også ind imellem glemme den barndom, men så kommer den jo op igen. Min søster fik mén, som hun må leve med, og jeg synes, jeg har fået påført en moralsk skam, som ikke er så let at undslippe. Og ved du hvad, jeg kunne have valgt at fortie det hele. Jeg har gjort det modsatte.

Jeg har stillet mig op på en ølkasse og fortalt om, hvad der er sket og hvorfor jeg skammer mig. Der er naturligvis nogle, der er blevet kede af det, også meget vrede, og andre er løbet efter min mor med avisudklippene om mig, men herregud, det er næsten glemt allerede. Min mor elsker mig stadig. Verden fortsætter. Og som jeg har sagt engang: Når man tror, man har tabt alt, har man kun tabt næse og mund.«

Samtalen er slut, men gæsten glemte vist noget. »Signaturen,« kommer det høfligt fra værten. Og toiletvægge eller ej, tanken er jo smuk: Vi skriver alle, hver på vores måde, os ind hos hinanden. Nogle er kun på visit, andre bliver hængende som skriften på væggen. Ikke til at slippe af med.

pth@berlingske.dk

BLÅ BOG

Erling Jepsen er født 1956 i Sønderjylland. Han debuterede for radioteatret 1977 med »Kiks med kniv og gaffel« og fik sit gennembrud med TV-spillet »Polledreng kommer hjem« i 1981. Det er siden blevet til over 30 skuespil, og nu også til to romaner; i 1999 udkom han med »Ingen grund til overdramatisering« og i år med »Kunsten at græde i kor«, som står for at skulle filmatiseres. Erling Jepsen modtog i dette forår Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris for sin samlede dramatiske produktion.