Skolen for forældreløse børn

I 1727 besluttede Frederik IV, at der skulle gøres noget effektivt for at afhjælpe et iøjnefaldende problem. Rundt omkring i Københavns gader vrimlede det med børn i alle aldre, der af en unådig skæbne var blevet overladt til sig selv. Forældrene var døde eller forsvundet på anden vis, og der var ingen nære slægtninge til at tage sig af de mindreårige.

Vajsenhuset på Nytorv som det så ud inden bybranden i 1795. (Fra Sv. Skov Jensen: Vajsenhusets historie) Fold sammen
Læs mere

Den slags kunne ordentlige mennesker med et kristeligt sindelag ikke se på, og så besluttede kongen, at der skulle oprettes et vajsenhus af den slags, som man havde i nogle tyske byer. Især var institutionen i Halle blevet kendt som både skole og hjem for forældreløse og for hittebørn. De blev kaldt »waiser«, og det navn benyttede man også, da man ville lave noget tilsvarende i København. Pietismen gik netop i de år sin sejrsgang, og når det var kongen så magtpåliggende at få de socialt udsatte børn anbragt i en skole, var det først og fremmest for, at de skulle vokse op som gode troende undersåtter.

Det lagde han ikke skjul på i den skrivelse han sendte til de »fire tilforordnede udi Missions-collegio«, der stod for den praktiske løsning.

De skulle påse, at »børnenes opdragelse således sker, at de samtlige kunne opvokse renlige og karske, samt underviste udi gode sæder og hvad videre, som kan gøre dem bekvemme til arbejde og tjeneste.« Tre ord fremhæves særligt i skrivelsen: Optugtelse, undervisning og forplejning. Det var opgaven, der skulle løses, og i nævnte rækkefølge, for en vel optugtet ungdom var med kongens ord en lyksaliggørelse af landet.

På bagsiden af rådhuset, som dengang adskilte Gammeltorv fra Nytorv lå en af byens største gårde. En smuk statelig bygning, der for år tilbage havde tjent som hjemsted for det ridderlige akademi. Foran huset lå byens kag – pælen, hvortil forbryderne var lænket, når den offentlige afstraffelse fandt sted, og bagved lå arresten, hvor de anklagede sad og ventede på deres dom.

Ejendommen på Nytorv havde senest tjent som akademi for landkadetterne, men nu blev den indrettet til skole og hjem for de forældreløse børn, og den fik navnet Det Kongelige Vajsenhus. I første omgang gjorde man plads til 40 drenge og piger, men et par måneder senere var tallet steget til mere end 100, og selv om der var god plads i det store hus blev myndighederne i løbet af kort tid tvunget til at lave ventelister. For byen vrimlede med børn, der måtte klare sig selv.

Om søndagen gik børnene ikke i skole. Men guds ord skulle de ikke gå glip af, så de tilbragte mange timer både formiddag og eftermiddag i kirken, der var indrettet i bygningen. Det skete samtidig med, at også medlemmerne af hovedstadens jødiske menighed i et fromt forsøg på at omvende dem til den rette tro blev tvunget til at tage plads på skolebænken i Vajsenhuset.

Mindre end et år efter åbningen af skolen blev bygningen slemt beskadiget ved den store bybrand i 1728. Den blev imidlertid genopført, og få år senere fortsatte virksomheden på uformindsket niveau. For en slags erhvervsvirksomhed var det nemlig med selvstændig økonomi. Bygningen var indrettet med kirken i midten, og på hver side lå der nyttige forretninger i form af et apotek og en boghandel. Udgivelsen af bibler og salmebøger og anden opbyggelig litteratur havde man oven i købet monopol på. Det havde kongen bestemt, og det var næsten lige så godt som at trykke pengene selv. Resultatet var, at skolen udviklede sig til at blive en velhavende institution.

Om det var for at få fingre i den bugnende pengekiste, eller det var på grund af skolens erklærede kristelige fundament, at den lidet troende rationalist Struensee lukkede skolen i den korte periode, han var ved magten, skal være usagt. Men Vajsenhuset genopstod, efter at bødlen havde taget sig af livlægen og kunne i 1777 fejre 50 års fødselsdag.

1795 oplevede København sin anden store bybrand, og også denne gang gik det ud over Vajsenhuset. Bygningen brændte ned til grunden, og så begyndte et helt nyt kapitel i historien. Eleverne blev mod betaling anbragt i private borgerhjem, for det kunne bedre betale sig.

Den selvejende institution solgte grunden på Nytorv til Københavns Kommune, der på stedet opførte byens nye råd- og domhus, og som erstatning åbnede Vajsenhuset sit nye domicil i Købmagergade tæt ved Rundetårn. Her lå skolen for forældreløse og med tiden også for børn af enlige mødre indtil 1874, da man flyttede til den nuværende adresse i Nørre Farimagsgade, som dengang var en grusvej gennem et næsten ubeboet område uden for den gamle del af byen.