Skønhed og længsel

Zhang Yimous bevægende film »Min lange rejse« handler om en japaners farverige oplevelser i Kina.

Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

At græde kan være en glæde, og Zhang Yimous film »Min lange rejse« rummer et par scener, som må give blanke øjne på den modtagelige tilskuer. Ikke med flove sentimentale tårer, men ægte bevægede.

Den i grunden ret forrykte historie handler om den ældre japanske fisker Takata, der for at blive forsonet med sin dødeligt syge søn rejser til Kina for at videofilme en ganske bestemt kunstner i en ganske bestemt Peking-opera, som sønnen aldrig fik set under sine studieture til Kina.

Uheldigvis viser kunstneren Li Jiamin sig at være sendt bag tremmer med en voldsdom, og da Takata med stort besvær har fået adgang til fængslet, er Li for bevæget til at optræde, fordi han savner en søn, som han aldrig har set. Altså må Takata afsted til en afsides landsby for at finde drengen og om muligt få ham forenet med den fængslede far, og på den måde bliver den gamle japaners rejse mere og mere vanskelig - og absurd.

Men netop absurditeten er en af filmens stærke kvaliteter, fordi den udspringer af en usædvanlig stædig kærlighed og selvopofrende trang til forsoning. Derfor bliver »Min lange rejse« gribende, og samtidig er den ofte ret morsom, idet den fåmælte Takata, der under alle omstændigheder ikke er særlig god til at formulere sig, jo befinder sig i et fremmed land og blandt talrige andre farverige fortrædeligheder må forsøge at overvinde japansk-kinesiske sprogforbistringer, hvad han gør ved hjælp af en tolk, som han ustandselig må kontakte pr. mobiltelefon.

Heldigvis møder han stort set kun flinke kinesere, og »Min lange rejse« er ikke samfundskritisk som visse af Zhang Yimous tidligere film, men en følelsesmættet odyssé, der mest minder om Zhang-værker som »Historien om Qiu Ju« og »Ikke én mindre«. Takata er i veteranen Ken Takakuras flot underspillede fortolkning en ensom mand på ubevidst jagt efter mening med tilværelsen, og det smukke er ikke mindst, at han ender med at levere mening til et andet menneskes liv.

Smukke er i høj grad også filmens svimlende billeder af Yunan-provinsens prægtige bjerglandskaber - ingen instruktør formidler den form for skønhed mere betagende end den raffinerede æstetiker Zhang Yimou - og trods de tusinde trælse forhindringer, som Takata må bakse med bare for at filme en scene fra en Peking-opera (i filmens undertekster sært nok kaldet maskeopera), fortæller Zhang som sædvanlig så flydende og ubesværet, at det er en fryd.

»Min lange rejse« er ikke denne mesterlige instruktørs seneste film - det er det ifølge udenlandske anmeldelser helt virtuose historiske epos »Curse of the Golden Flower« med Chow Yun Fat og Gong Li i hovedrollerne - men selv om filmhistorien måske vil placere beretningen om Takata blandt Zhangs mindre værker på den episke skala, er også de mere nærende end det meste andet i biograferne. Så se denne film og oplev den gode glæde ved at græde forløsende af medmenneskelig sympati.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse