»Skønhed bør være et problem«

Foto: Scanpix Linda Kastrup.
Læs mere
Fold sammen

Forleden så jeg den Oscar-nominerede »Lion«, der bygger på den sande historie om Saroo. En dreng, der blev revet ud af sit liv i en indisk landsby og endte som adoptivbarn i Australien. Men savnet trak i ham, og en dag – efter 20 års adskillelse – fandt han sin mor igen.

Bevægende. Men det jeg tog med ud af biografen var nu en undren. For lige inden rulleteksterne var der et videoklip med den rigtige Saroo. Og lad mig sige det, som det er: Den rigtige Saroo er på ingen måde lige så smuk som Dev Patel, der spiller ham i filmen. Den ene har lidt grove træk, er utrænet, den anden har et klart ansigt, en muskuløs krop.

Det er ikke noget enkeltstående tilfælde. Når film fortæller historier, der påstår at bygge på virkelige hændelser, er skuespillerne i de fleste tilfælde langt smukkere end dem, de skal portrættere. I »Den danske pige« spilles den transkønnede Einar Wegener eksempelvis af Eddie Redmayne og kunstneren Gerda Wegener af Alicia Vikander. Netop Vikander spiller også Caroline Mathilde i »En kongelig affære« og forskellen på den på malerier så plumpe dronning og den undersmukke skuespiller er til at få øje på. Præcis som da Julia Roberts spillede Erin Brockovich, Salma Hayek Frida Kahlo eller Marion Cotillard Edith Piaf.

Sådan er det i film, men sjældent i romaner, en anden fortællende kunstart, hvor portrætterne sjældent er mere flatterende end de portrætterede. En forklaring er naturligvis de skuespillere, instruktørerne har til rådighed. De er – særligt på kvindesiden – smukkere end almindelige mennesker, og vi vil åbenbart helst købe billet til det smukke, også hvor der i virkeligheden intet smukt er.

Det er fint nok med al den skønhed, når historierne er opdigtede. Men når de nu påstår at handle om virkelige begivenheder, som i »Lion«, virker det sært at lade de smukke være de almindelige. Som var det guder, der lader som om, de er mennesker. Og måske er det dét, skuespillerne er for os: Guder. Nogle vi tiltror større indsigt og sandhed end andre. Eller også er svaret mere jordnært og måske endnu mere forstemmende: At vi ikke gider se på det almindelige. At vi er »opressed by the figures of beauty«, som Leonard Cohen engang sang.

Det har en omkostning, når det gælder film. De mister jo deres troværdighed; bliver noget andet; bliver digt og får en eventyrlig aura. Og modarbejder på den måde deres egen påstand om autenticitet, sådan som det er tilfældet i »Lion«.

Det er nogle instruktører klar over. Tænk på Ken Loach, der er en indigneret og socialrealistisk instruktør. Han ville aldrig bruge Alicia Vikander i sine film. Og ved nærmere eftertanke burde skønhed være et minus for en skuespiller. I hvert fald i forhold til alle de film, der handler om almindelige mennesker. Men skønhed er altså den letteste adgang til et liv som feteret skuespiller. Selvom det burde være det modsatte. Ja, være direkte diskvalificerende.