Skingrende Sarandon

»Igby goes down« er en kulsort komedie med hjerne og hjerte det rette sted.

Få film er lavet over et manuskript, der også er værd at læse, men den lille, amerikanske independent-film, »Igby goes down« er en af dem. Filmen, der blev vist ved dette års Natfilmfestival og på det tidspunkt ikke havde nogen dansk distributør, er nu købt hjem alligevel og heldigvis for det. For det er en film, der i sin udstilling af moralsk hykleri først og fremmest er meget morsom. På den bidende, sorte måde. Og som bag satiren alligevel formår at tegne et nuanceret portræt af sine karakterer. Manden bag manuskriptet hedder Burr Steers, og han er også filmens instruktør. Som nevø af forfatteren Gore Vidal har han ikke det ordrige talent fra fremmede - Vidal kan i øvrigt ses i en lille cameo-rolle i filmen - og manuskriptet begyndte egentlig også som en roman, med blandt andre J.D. Salingers klassiker, Catcher in the Rye, som forbillede.

Det mærker man tydeligt i filmen, for udover at have samme blive-voksen-tema, er den via hovedpersonen Igby fortalt i et lignende blasert og lettere kynisk tonefald, der dog dækker over en følsom ung mand, der i sit oprør mod sin families degenererende værdinormer forsøger at redde sig selv fra at gå mentalt ned. Deraf titlen.

Og Igbys familie er ikke nem, det må man give ham. Faderen (Bill Pullman) er efter et nervøst sammenbrud indlagt på et psykiatrisk hjem, moderen (en eminent Susan Sarandon) er iskold og ude af stand til at vise følelser, storebroderen (Ryan Phillippe) en materialistisk succes-jæger og, i periferien, en gudfader (Jeff Goldbloom), der uden skrupler tager sin elskerinde med til samme fest som sin kone. Med andre ord, et bundt neurotiske, hykleriske dobbeltmoralister, der ville give enhver nervøse trækninger i selvværet.

Efter at være smidt ud af samtlige pæne overklasse-skoler på den amerikanske østkyst, går Igby i selvvalgt eksil i New York, hvor han til familiens bestyrtelse lever et liv som en bohemet bums. Her møder han bl.a. college-pigen Sookie (Claire Danes) og forsøger i sin frihed at finde sig selv.

Det er en klassisk handling, vi har set mange gange før, men hvad der adskiller denne film fra andre, er ordene. Dialogen i »Igby goes down« er så stærk og vittig, at den burde læses som den roman, den aldrig blev til. Den gør, at selv monstrøse ting som at Igby tæsker løs på liget af sin mor, er både morsomt og forløsende. Som et ekstra bonus får man Kieran Culkin (ja, det er Macauley-alene-hjemme-Culkins lillebror), der med charme, kynisme og sårbarhed formår at bringe sin rolles kompleksitet frem.

Med sin debut har Burr Steers vist sit talent, både på papiret og på lærredet, for nok rammer »Igby goes down« en tidstypisk tone, der gør den hip, men den er fremfor alt beviset på, at en virkelig god film altid begynder med et intelligent manuskript.

Længde: 97 min. Tilladt for alle