Skibet er ladet med ...

Hvad man ikke kan finde på land, kan man finde på havets bund. Det har dykkeren Gert Normann Andersen, som blandt andet har fundet »Dukkeskibet«, gjort i over 40 år. Men det bedste har han måske endnu til gode: Kopierne af de fortabte guldhorn, som formentlig ligger i et skibsvrag ud for Korsika.

Gert Normann Andersen på kanten af den vestkyst, hvor han har hentet mange spændende effekter fra sunkne skibe op af dybet. Foto: Bo Amstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da Gert Normann Andersen var dreng, cyklede han rundt til ruinerne af alle de klostre og herregårde, han kunne komme i nærheden af.

»Der var noget fascinerende ved den der historie og de spor, man kunne finde,« fortæller han.

Men som regel gik det, som det så ofte går på landjorden: Der havde været nogen før ham og skummet, hvad der var at finde. Så da han var 16, skiftede Gert Normann element. Han tog dykkerbriller og snorkel på og forsvandt ned i en helt anden verden.

I starten tog han til takke med en å, bare den havde vand nok til at dække ham. »Det var eventyret i sig selv, spørgsmålet om, hvad der nu kunne ligge dernede.«

Senere mødte han havet, og i dag, over 40 år senere, er han professionel dykker og direktør i sit eget dykkerfirma, JD-Contractor, som tjener sine penge på at lægge kabler og rør ud på havbunden og bruger en del af dem på at lokalisere vrag på havbunden omkring Danmark og hente ting op til overfladen fra de sunkne fartøjer.

Jomfrueligt land
Med tiden er det blevet til lidt af hvert. Blandt andet inventar fra de engelske orlogsskibe »St. George« og »Defence« - inklusiv en endnu drikkelig, om end ikke fortrinlig portvin fra 1700-tallet. Men også porcelænsdukker fra 1800-tallet fra et tysk fragtskib og en seks tons tung kanon fra en tysk ubåd fra Første Verdenskrig. Objekterne er så mange og forskellige, at de næsten alene fylder et helt lille museum, Strandingsmuseet i Thorsminde på Jyllands vestkyst.

Selv har han ikke beholdt nogle af de mange fund bortset fra et par enkelte ting til at holde foredrag med. 

»Derhjemme privat har jeg intet overhovedet. Jeg tror ikke min kone gider at have sådan noget til at stå. Og så foretrækker jeg også selv at se hele historien samlet på et museum,« siger han.

At gøre fundet er det vigtigste for havets tingfinder.

»Det fantastiske ved havbunden er, at det er så jomfrueligt land. Her kan du være den første, der besøger et vrag 100 eller måske 200 år efter at det sank. Der har aldrig været nogen før dig. Det er ganske vist en ruin du kommer ned til, men den er urørt af mennesker, og det er en speciel følelse. Nogle gange er det bare spændende, og andre gange, hvis der omkom mange mennesker ved forliset, er det mere dystert og indgyder en slags ærefrygt. Men det er en egen følelse alligevel,« siger Gert Normann, som med er blevet 57 år.

Jagten på guldhornene
Han kender havbunden omkring sig, som den ene abe kender den anden abes pels. Men måske har han endnu det bedste til gode. At finde Guldhornene. Ikke de originale horn, som jo blev fundet hver for sig i 1639 og 1734 og senere stjålet og smeltet om. Men de tro kopier, som forinden blev taget af en italiensk gipsmester og sendt med skib til en antikvitetsinteresseret kardinal i Rom. Skibet gik ifølge kilderne ned ud for Korsikas kyst, og dér slutter historien for landkrabber. Men ikke nødvendigvis for Gert Normann.

»Det ville være noget af et scoop, hvis man fandt dem,« næsten hvisker han. For kort tid siden forhandlede hans dykkerfirma om udlægningen af nogle kabler ud for Korsika, og han håbede at iværksætte en guldhornsekspedition, hvis han nu alligevel skulle på de kanter. Ordren gik dog til et andet firma, men drømmen om at finde kopierne er stadig intakt, og Johannes Brøndsteds gamle bog om Guldhornene ligger stadig på Gert Normanns skrivebord i Holstebro og venter på næste lejlighed. Spørgsmålene er imidlertid mange. Hvad hed skibet og hvor gik det ned?, lyder de to første. Ikke engang dette vides med sikkerhed. Ingen oplysninger passer sammen, og et stort arkivgravearbejde venter.

Nyt fund
Gert Normanns seneste fund er kun godt en måned gammelt. I starten af september fandt han sammen med sine mænd, hvad han med 99 pct. sikkerhed mener er vraget af det berømte danske havundersøgelsesskib S/S »Dana«, der blev vædret af en tysk trawler og gik ned i Nordsøen tilbage i 1925. Alle blev reddet, men resultaterne af 15 års forskning gik tabt sammen med et skib, der havde været med til at knække gåden om ålens vandring.

Vraget ligger på 47 meters dybde omkring 70 kilometer vest for Hvide Sande, derude hvor mammutterne engang gik og græssede, i selskab med omkring 30 andre vrag, hvoraf en del er endnu uidentificerede dampskibe og andre store krigsskibe fra Første Verdenskrig, men Gert Normann er ikke i tvivl. Netop dette røde kryds på søkortet og ingen af de andre er Dana. Positionen passer, og den foreløbige opmåling af skibet stemmer med originaltegningerne, som han faldt over på en internetauktion. Så snart der er tid og vejr til det, vil Normanns kabellæggerfartøj »Cable One« påny sejle ud for at rydde den sidste rest af tvivl af vejen og forhåbentlig komme hjem med ting fra lasten.

»Vi skulle gerne finde nogle prøveglas eller andet, som beviser skibets identitet. Eller allerbedst byggepladen eller skibsklokken. Vi får se,« siger han, og det gør vi utvivlsomt. For Gert Normann er ikke kendt som én, der sådan giver op. Hans erindring ligner til forveksling et sonarbillede af den havbund, der er spækket med vrag.

Dukkeskibet
Han husker tydeligt »Dukkeskibet«, som blev blottet for sit beskyttende dække af sand efter en storm i 1980erne og tilfældig blev fundet af dykkerfirmaet under et arbejde for Kystinspektoratet.

»Louisiana«, som skibet viste sig at hedde, var et barkskib fra Bremerhaven, som under en storm i 1868 blev tvunget ind mod vestkysten ved Fjaltring, og som tusindvis af andre skibe før det gik på grund på en sandrevle og led den sædvanlige skæbne, der har fået tyske søfolk til at kalde Jyllands vestkyst for »Skibsmorderen«. Men nu lå det dér på få meter vand med et næsten intakt lastrum, og da dykkerne fik de første kasser åbnet, kiggede menneskeøjne ud på dem. Det var et parti porcelænsdukker, som senere blev solgt til Legolands samling, og nu i dag er blevet givet videre til Strandingsmuseet. Men der var andet ombord. Fire mio. tavlegrifler, hvoraf en del gik tabt inden bjærgningen, og barrer af bly og jern, som blev solgt videre.

Det største indtryk gjorde imidlertid fundet af vraget efter det norske barkskib »Timaru«, som sank ikke langt fra »Louisiana« i 1907.

»Der blev taget et billede af det skib, og kun en halv time efter var skibet totalt knust og væk fra havets overflade. Og det på trods af, at det var et kæmpe stort sejlskib, bygget af jern, selv masterne var af jern. Alle 18 mand omkom. Den sidste overlevende var skibsdrengen, som havde surret sig fast til en af daviderne for ikke at blive skyllet over bord, og efter hver bølge dukkede han op igen for folk inde på kysten. Det var ikke længere væk, end man også kunne høre skrigene. Til sidst brækkede skibet over og sank med ham. Med den viden gjorde det et stort indtryk at dykke ned til vraget og se det hele ligge dernede og tænke på, at ved én af de fire davider stod skibsdrengen bundet. Der var ingen rester af ham længere, men når man nu kendte historien, gjorde det et vist indtryk.«

Kloakkens forvandling
Det er minder alt sammen. Ligesom smagen af portvinen fra det store engelske orlogsskib »St. George«, som gik ned juleaften 1811 sammen med »Defence« i historiens største strandingsulykke, hvor næsten 1.400 mand omkom. I 1980erne havde Gert Normann og hans folk bjærget en hel masse flasker vin og spiritus fra officerernes proviantrum, heriblandt noget portvin, og om aftenen i sommerhuset bredte lysten blandt folkene til at smage på varerne.

»Men hver gang vi spurgte museumsfolkene, fik vi et bestemt »nej«, det kunne der ikke blive tale om, for tænk nu, hvis pressen fik nys om, at vi gik og drak af oldsagerne! Men vi blev ved med at plage, så til sidst fik vi lov at åbne en flaske portvin, hvor proppen ikke havde det så godt. Det foregik under højtidelige former med flere taler, og så blev der skænket op i snapseglas, og det smagte sgu ikke særlig godt, det smagte mere af kloak end portvin, men ned det skulle det, for så kunne vi prale af, at vi havde drukket portvin fra slutningen af 1700-tallet. Og så gik vi i seng, men nogle af os følte os underligt tilpas, for hvad var det nu, vi havde drukket? Var det måske blevet giftigt efter de mange år i vandet? Så museumskonservatoren stod op igen og skrev en seddel han lagde under flasken, hvor der stod, at hvis vi blev fundet døde, så skulle man i hvert fald vide, hvad årsagen var.«

Ingen døde dog af portvinen. Og underet skete. I løbet af natten forsvandt kloakstanken fra slatterne, og farven var skiftet fra rosé til mørkerød. Der blev smagt igen. Og denne gang smagte det af portvin.

»Ikke verdens bedste, men absolut drikkelig,« som Gert Normann udtrykker det. Så portvinen forsvandt, for anden gang. Og denne gang vendte den ikke tilbage. Det bjærgede gods fra »St. George« og andre skibsvrag kan ses på  Strandingsmuseet i Thorsminde, som netop i dag åbner en særudstilling om det forliste havundersøgelsesskib »S/S Dana«.