Skat - et kildent valgtema

De gamle partier, der har siddet med regeringsansvaret, bliver traditionelt straffet, hvis skattediskussionen kommer til at fylde for meget i valgkampen.

Halvdelen af vælgerne vender partiet ryggen.

Så galt kan det gå, når skattepolitik bliver et hovedtema i en valgkamp. I hvert fald hvis man kan lære af erfaringerne fra 1973, da Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti bragede ind i Folketinget og dermed smadrede ikke mindst de konservative, som mistede halvdelen af deres mandater.

Tag også 1990. Da Det Radikale Venstre fik det dårligste resultat i partiets 85-årige historie. Efter at have insisteret på, at skat skulle være et valgtema, gik de tilbage fra ti til syv mandater.

Med det i tankerne er det store spørgsmål, om Anders Fogh Rasmussen (V) og hans konservative regeringspartner udskriver valg i løbet af få dage vel at mærke et valg som kan komme til at handle om skat og velfærd?

Derimod kan man være ret sikker på, at hvis skatten bliver et hovedtema i en eventuelt valgkamp, risikerer mange af politikerne at havne i en temmelig vanskelig situation. Skat er nemlig et svært valgtema. Både for politikerne og befolkningen. Svært for befolkningen, fordi de færreste almindelige mennesker til fulde forstår de ofte ret tekniske skattepolitiske diskussioner, som politikerne tager med hinanden i en sådan valgkamp. Svært for politikerne af to grunde. For det første fordi skat traditionelt står langt nede på listen over de emner, som det store flertal af vælgerne prioriterer, når de skal bestemme, hvor de skal sætte deres kryds. For det andet fordi de gamle etablerede partier, der har forsøgt at kaste sig ud i større diskussioner om skat i en valgkamp, sjældent har profiteret af dette. Snarere tværtimod.

»Skrankepaver«
Valget i 1973 var det berømte »jordskredsvalg«, da flere end hver tredje af samtlige vælgere stemte på partier, der ikke havde siddet i Folketinget i den foregående periode. Mogens Glistrups nystiftede Fremskridtsparti fik 28 mandater og blev med ét slag Folketingets næststørste parti. Blandt de gamle partier gik det værst ud over Det Konservative Folkeparti, som blev halveret, samt Socialdemokratiet og SF, som begge mistede ca. en tredjedel.

I den aktuelle politiske situation er det måske værd for de gamle partier at kaste et blik tilbage på 1973. Hvem husker ikke Glistrups agitation mod »skrankepaver« og »skatteopkrævere«, mens han glemte at nævne alle de velfærdsgoder (f.eks. gratis sygehusbehandling, skoler og uddannelsesinstitutioner), som skatten går til. En valgkamp, hvor skatten får lov til at blive det dominerende tema, øger muligheden for, at gamle partier, som en længere periode har siddet med regeringsansvaret, vil tabe, mens partier, som ikke for nylig (eller aldrig) har siddet med ansvaret for at administrere velfærdsstaten vil vinde. Det er i en valgkamp langt lettere at føre overbudspolitik på skatteområdet, hvis man ikke i årene forinden har haft ansvaret.

De fleste danskere er meget glade for velfærdssamfundet, men mange har tendens til at glemme dette, hvis diskussionen i valgkampen udelukkende kommer til at dreje sig om, hvor meget de selv skal betale i skat.

Selv om regeringens store plan, som blev lanceret i går, indeholder markante konservative fingeraftryk på skatteområdet, vil Det Konservative Folkeparti alligevel aldrig kunne konkurrere med Ny Alliance i en valgkamp, hvor skatten bliver et hovedtema. Sidstnævnte partis chancer for succes ved et kommende valg vil i høj grad afhænge af, om det vil lykkes at gøre skattepolitikken (og dermed dets planer om nedsættelse af skatten til 40 pct.) til et separat, centralt tema i valgkampen, uden at dette blive blandet alt for meget sammen med diskussionerne om sikringen af velfærden.

Og når det er sagt, så må de borgerlige også være nervøse for at miste stemmer til Socialdemokraterne, som står fast på, at skatten ikke skal lettes.

Radikal fiasko
Ét af de få andre folketingsvalg i nyere tid, hvor skatten fik lov at spille en central rolle i valgkampen, var valget i 1990. Her var det især det mindste parti i Poul Schlüters KVR-regering (1988-1990), nemlig Det Radikale Venstre, som med økonomiminister Niels Helveg Petersen i spidsen forsøgte at sætte skatten højt på dagsordenen. Fiaskoen kostede partiet tre af dets ti mandater, og De Radikale valgte derefter at forlade regeringen.

Også de to øvrige regeringspartier K og V havde fokuseret på skattespørgsmålet i valgkampen. Heller ikke for De Konservative gav dette pote i vælgermæssig henseende. Partiet mistede fem af sine 35 mandater i Folketinget. Blandt regeringspartierne var det kun Venstre, der kunne notere en fremgang (fra 22 til 29 mandater), hvilket dog ikke var tilstrækkelig til at opveje de to øvrige partiers tab.

Økonomisk ansvarlig
Hvilke temaer vil da være »vindertemaer« for de borgerlige partier i den kommende valgkamp? Her taler de historiske erfaringer også deres tydelige sprog. Borgerlige partier har traditionelt vundet valg i Danmark, hvis valgkampen er kommet til at dreje sig om følgende tre hovedtemaer:

For det første om de værdipolitiske spørgsmål, som i både 2001 og 2005 spillede en afgørende rolle for folketingsvalgets udfald. Det gjaldt især udlændingepolitikken og retspolitikken.

For det andet spørgsmålet om økonomisk ansvarlighed. I hele perioden 1982-1993 kunne Poul Schlüter fortsætte som statsminister efter hvert folketingsvalg (med skiftende regeringer), fordi de borgerlige slog sig op som dem, der stod for den ansvarlige økonomiske politik. I perioden 1993-2001 rettede Socialdemokraterne under Poul Nyrup Rasmussens regeringer i høj grad op på deres dårlige ry som økonomisk uansvarlige. Men mange kan i dag stadig huske 1970ernes og 1980ernes socialdemokratiske økonomiske politik og det ikke for det gode. Derfor skal man ikke undervurdere de borgerliges muligheder for at vinde gehør i befolkningen, hvis de med udgangspunkt i Helle Thorning-Schmidts nye, storstilede plan om velfærdsrettigheder osv. vil slå på, at Socialdemokraterne vil føre en uansvarlig økonomisk politik, hvis de kommer i regering.

For det tredje velfærdsspørgsmålet. Ved valgene i 1994 og 1998 tabte de borgerlige blandt andet i kraft af, at der i valgkampens løb blev skabt usikkerhed om, hvorvidt V og K ville skære kraftigt ned på velfærden f.eks. på arbejdsløshedsdagpengene hvis de kom til magten. I valgkampene i 2001 og 2005 fremstod Anders Fogh Rasmussen derimod som en forsvarer af velfærdsstaten uden planer om at skære ned på dagpenge eller andre af velfærdssamfundets »kronjuveler«. Tværtimod ville han sikre videreudviklingen og kvaliteten af velfærdssamfundet med en række forbedringer. Samme linje er der lagt op til med regeringens mange nye reformplaner.

Hvert folketingsvalg har sin egen karakter og sine egne temaer. Det er det, der er med til at gøre hvert eneste folketingsvalg til noget enestående og fascinerende. Men de historiske erfaringer fra tidligere folketingsvalg i Danmark taler alligevel deres meget tydelige sprog. Hvis regeringspartierne vil vinde det kommende valg, skal de holde sig langt væk fra skat som det dominerende tema i valgkampen. I valgkampe, hvor komplicerede emner dominerer debatten, er der større muligheder for, at fortalerne for de enkle (og forenklede) budskaber kan vinde. Erfaringerne fra 1973 og 1990 hænger stadig som en skygge over de borgerliges muligheder i en ren skattevalgkamp.