»Skammen er et tungt låg af tavshed«

Som femårig blev Edward St Aubyn voldtaget af sin far. Som 28-årig begyndte han på den første af tre selvbiografiske romaner om den snobbede britiske overklasse og om voldtægt, narkomani og en slags håb til sidst. Vi har mødt forfatteren i det fashionable Holland Park i London.

Edward St Aubyn i sit hjem i Holland Park, London. Foto: David Sandison/Writer Pictures Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Er hans roman-trilogi bekendelser, terapi eller ønsket om at skabe god litteratur?

»Det er hverken bekendelse eller terapi,« siger Edward St Aubyn.

»Jeg havde allerede bekendt, og jeg havde været i terapi, hvilket gjorde mig i stand til at skrive bøgerne. Mit projekt var at skabe noget smukt. Skrive et stykke litteratur. Jeg ville gøre mine læsere interesserede. Jeg kan ikke sige, at jeg ville give dem fornøjelse og nydelse, for noget af det, jeg skriver om, er ret oprivende, men ved siden af emnet er der en æstetisk nydelse. Hvis ikke den var der, kunne man heller ikke nyde »King Lear«, »Hamlet« og anden stor litteratur. Det handler om endeløst oprivende ting, men det er stadig en nydelse, fordi det er godt skrevet, velment og har mening. Og fordi dialogen og stilen er god.«

Den 55-årige engelske forfatter sidder i en lænestol med en kop grøn te foran sig i et klassisk victoriansk byhus i Holland Park. Det er en af Londons mest fashionable bydele. Her er husene store, smukke og velholdte. Frekvensen af smagfulde byhaver med formklippet buksbom og Range Rovers og andre eksklusive køretøjer er høj. Nede om hjørnet på Holland Park Avenue og i det nærliggende Notting Hill falder man nærmest over high class-butikker og -restauranter. Edward St Aubyn bor selv »i området«, som han siger. Nærmere vil han ikke komme det. Han holder sit forfatter- og privatliv adskilt, og derfor foregår interviewet i en privat lejlighed, som han har lånt til formålet. Han vil dog godt fortælle, at han har en 14-årig søn, der går i skole, og en 20-årig datter, der går på universitetet. Børnene har hver deres mor, og han er skilt fra dem begge.

»Min søn bor skiftevis hos mig og sin mor, men vi laver alle tre mange ting sammen. Det er ikke en klassisk familie, men vi kommer godt ud af det med hinanden, og sådan er det jo ikke altid i den klassiske familie. Jeg har gode relationer til begge mine børn og deres mødre. Det er som et hippiekollektiv,« siger Edward St Aubyn.

Bortset fra det er der ikke meget hippie over ham. Han er klassisk velklædt, slank og charmerende. Han forstår at understrege sine ord med mimik og øjenkontakt, så omgivelserne forstår hans præcise pointer. Han er født ind i den absolutte engelske overklasse, uddannet på Oxford og vokset op i den rige del af London og i familiens hjem i det sydlige Frankrig.

I denne uge udkom hans første tre romaner – »Glem det«, »Dårligt nyt« og »En smule håb« – samlet i ét bind på dansk. De to første bind udkom på engelsk i 1992 og det sidste i 1994, og de fik fremragende anmeldelser. Senere skrev han endnu to romaner, som hænger sammen med trilogien. De udkommer på dansk til efteråret.

Edward St Aubyns barndom og ungdom var ulykkelig og skrækindjagende. Som femårig blev han voldtaget af sin far, der misbrugte ham til han var otte. Han havde psykiske problemer, og var narkoman fra han var 16 år gammel, til han blev 28, hvor han endelig for alvor begyndte at realisere sine forfatterdrømme. Hans romaner, der er stærkt selvbiografiske, handler om Patrick Melrose – forfatterens alter ego. Bøgerne er et grufuldt indblik i en engelsk overklassefamilie med en sygeligt dominerende og grusom far, der terroriserer og ydmyger sine medmennesker, og en ulykkelig, alkoholiseret mor, der lader sig manipulere af sin mand. I andet bind følger vi Patrick, der er blevet narkoman, over et døgn i New York, som han er rejst til for at hente sin fars aske. Tredje bind, der på engelsk har titlen »Some Hope«, foregår hjemme i England, hvor Patrick er på vej ud af sit misbrug.

Edward St Aubyn lægger vægt på en god stil og psykologisk indsigt, og selv om hans emne er chokerende, så er hans romaner også en skarp satire over den engelske overklasses dekadence, livslede, snobberi og idioti. Man læser for eksempel om en mand, der »er overbevist om, at man bør have størst mulig spredning i sin bekendtskabskreds, fra monarker og helt ned til landets mest ydmyge baronetter. Naturligvis med et drys superstjerne.« Og det bliver direkte parodisk i tredje bind, hvor den britiske prinsesse Margaret deltager i et velgørenhedsarrangement og udtaler sig sådan her om omkostningsniveauet i hovedstaden:

»Så sent som forleden sagde dronningen, at ejendomspriserne i London er så høje, at hun ikke ved, hvordan hun skulle klare sig, hvis hun ikke havde haft Buckingham Palace.«

Edward St Aubyn forsøgte at skrive sin første roman allerede som 12-årig, men nåede kun til side 40. Han forsøgte igen nogle gange, da han var i 20erne, men nåede hver gang kun til side 40.

»Det virkede, som om dét var loftet, og det ville bare ikke lykkes,« siger han.

»Jeg konkluderede, at grunden var, at jeg forsøgte at skrive noget, som skulle være klogt, en slags imitation af den litteratur, som jeg kunne lide. Men følelsesmæssigt var det flygtigt, og jeg havde ikke følelsen af nødvendighed, mens jeg skrev«.

Som barn var han med egne ord »ekstremt isoleret«. Indtil han var 25 år fortalte han ingen om misbruget. Han holdt sin indre rædsel og følelse af kaos for sig selv og søgte tilflugt i litteraturen, som kunne lindre hans ensomhed.

»Jeg oplevede det, som alle læsere erfarer. Forfatteren sætter ord på noget, som man selv har følt, men aldrig har kunnet sætte ord på.«

Drømmen om at skrive en roman levede videre, fortæller han, men uden at han formåede at realisere den. Det var hans gode spanske veninde Anna – det er hende, der har tegnet de smukke guldsmede på trilogiens omslag – der fik ham i gang. Hun var træt af at høre ham fortælle, hvor meget han ønskede at skrive en roman uden at gøre det.

»En dag, da vi sad på en restaurant under et platantræ i det sydlige Frankrig, tog hun et stykke papir. »Fortæl mig, hvad du vil skrive om, så skriver jeg det ned,« sagde hun. Og på en eller anden måde lokkede hun mig til at formulere nogle ideer, som jeg ikke engang vidste, at jeg havde. Jeg havde ikke tænkt »sådan vil jeg gøre det«. Hun stillede mig et direkte spørgsmål, og i løbet af det følgende par timer skrev hun dét ned, som jeg formulerede. Romanen skulle handle om en krise, dens konsekvenser og dens løsning.«

Det fik Edward St Aubyn i gang med at skrive, og det krævede personligt mod og overvindelse, for han var både bange for sin egen reaktion og bange for, hvordan offentligheden ville modtage det. Han følte i en alder af 28 år skam over det, som var sket for ham – voldtægten – og skam over det, han havde gjort som en konsekvens af den – narkomisbruget. Men han havde alligevel stor lyst til at kommunikere det videre.

»Jeg skrev romanen på randen af et anfald af panikangst. Jeg skrev den med et håndklæde om livet i min lejlighed her i London. Jeg havde ikke skjorte på, fordi jeg svedte så meget. Anna sad i et andet værelse, og hun renskrev meget hurtigt mine håndskrevne manuskriptsider, som jeg smed på gulvet, efterhånden som de blev færdige. Jeg kunne høre hende skrive inde i det andet værelse, og det gav mig en følelse af, at det gik fremad, og at jeg faktisk skrev en roman. Af og til fik jeg så stærke smerter i brystet, at jeg måtte lægge mig på gulvet og prøve at trække vejret roligt. Det var meget besynderligt, og jeg håber, at det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort og kommer til at gøre. Det var ekstremt ubehageligt«

Det var i 1988, han begyndte at skrive sin første roman, og dengang var pædofili noget, som man hverken talte om privat eller offentligt.

»I dag hører man dagligt ordet pædofili i medierne. Dengang var det virkelig et personligt tabu, og dét er noget af det mest undertrykkende – skammen er et tungt låg af tavshed. Men det var også et offentligt tabu, fordi ingen talte om det.«

Edward St Aubyn frygtede også reaktionerne, da den første roman, »Glem det«, skulle udkomme, og han overvejede flere gange at trække den tilbage. Inden udgivelsen besvimede han to gange på grund af panikanfald. Han frygtede, at folk vil undgå ham og fordømme ham. Det skete ikke. Tværtimod roste de ham for at være modig. Hans nu afdøde mor var meget stolt (hans far døde i 1986). Bogen fik gode anmeldelser og en pris.

»Det var det modsatte af, hvad jeg havde forventet. Der var kun to undtagelser. Jeg hørte, at én havde sagt: »Hvilken forfærdelig ting at gøre mod sin far«. Og en af min fars gamle venner afviste nogensinde at tale med mig igen. Han mente, at jeg skulle have holdt det privat – her i England siger man, at man ikke skal vaske sit beskidte tøj offentligt.«

I dag har Edward St Aubyn – efter kriser, psykoterapi og mange års bearbejdning af misbruget – et afklaret forhold til sin far.

»Da jeg selv fik børn, var hver en celle i min krop optaget af, hvordan jeg kunne beskytte dem, så de ikke slog hovedet, faldt, fik fingrene i klemme og så videre. Med andre ord: Jeg var – ved et mirakel – blevet normal. Samtidig blev jeg i stand til at forestille mig, hvilken mental tilstand, man er nødt til at være i for at opføre sig sådan, som min far gjorde. Jeg blev jeg slået af den unaturlighed, der ligger i at såre sit barn med vilje. Det slog luften ud af mig at tænke på, hvor lang en rejse der er fra det instinktive i at ville beskytte børn til at ønske at ødelægge deres liv og gøre dem selvmordstruede. At blive så fortabt og forskruet. Jeg tør ikke tænke på, hvad der skete med min far, som gjorde det muligt for ham at blive sådan. Det er der, hvor jeg er med min far i øjeblikket, men det er en rejse, der startede, da jeg var 25. Det har taget 30 år med meget hårdt arbejde at være nået hertil. Og i dag tænker jeg: Stakkels mand. Jeg har ondt af ham. Det knuser min hjerte at tænke på, hvor ulykkeligt et menneske, han var. Han var så fucked up. Men det betyder ikke, at jeg har tabt kontakt med det faktum, at jeg har brugt en stor del af mit liv på at tænke på konsekvenserne af hans handlinger.«

Berlingskes flyrejse til London blev betalt af Gads Forlag.