Skal vi have en Eastside Festival i Dyrehaven?

Lars Rix, kulturredaktør Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

I sidste weekend blev der afholdt en helt ny festival, Heartland Festival, ved Egeskov Slot på Fyn.

I denne weekend er der så Northside Festival i Aarhus, og om lidt slippes musikken løs i Roskilde og herefter følger en nærmest uendelig række af større eller mindre musikfestivaler overalt i Danmark.

I København sker der også noget. Distortion er netop overstået og om lidt afvikles de stadigt mere populære nichefestivaler som Copenhell og Copenhagen Jazzfestival.

Festivalarrangører er et driftigt folkefærd, og i denne uge forlød det så fra arrangøren af Northside i Aarhus, at de i fem år har haft kig på en ny festival i København – en slags Eastside, om man vil.

Det lyder jo umiddelbart rigtig godt og det virker også som om, at der er et hul i markedet i starten af august, hvor folk er kommet hjem fra ferie. Tidligere lå den lille festival Vanguard her med placering i Søndermarken, men holder orlov i år og ingen ved reelt, om den vender tilbage.

Spørgsmålet er nærmere, om det er en pendant til Northside, der er behov for. Jeg tror, at det bedste ville være en kombination. Noget af Northside med en række af de navne, festivalen med sin booking i ryggen er i stand til at sætte på programmet, kombineret med noget af det bedste, som den netop overståede Heartland kunne byde på. For her satsede man ikke blot på musik, men også kunst, mad og de såkaldte »talks«, hvilket publikum tog rigtig godt imod.

Det koncept kan meget vel vise sig brugbart for det underholdningskrævende og forvænte københavnske festivalpublikum, som kun kan indfanges, hvis de føler, at de får noget helt unikt og specielt.

Så er det blot et spørgsmål om rammerne. Man kan ikke frasige sig, at Northside med sin placeringen i Ådalen ved Aarhus og Heartland i de smukke omgivelser ved Egeskov Slot på Fyn også har stor succes på grund af deres placering.

Det er svært at se, hvor man kunne finde de samme muligheder i København uden at gentage de samme gamle travere med Søndermarken, Femøren, Fælledparken m.m. Så hvorfor ikke rykke nordpå? Alt efter størrelse og omfang kunne jeg sagtens forestille mig en festival i eksempelvis Dyrehaven.

Lidt velvillighed fra de involverede myndigheder og så nogle gode festivalfolk til at prøve tingene af.

Jeg ville købe en billet.