»Skal vi gå en tur i haaaaven?« - Ghita, Britta og alle de andre: Her er revyernes otte yndlingsofre

Hvad optager danskerne? Revyerne har svaret og svinger pisken over tidens dårskab.

Ghita Nørby i sit hjem i Holte Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Revysæsonen er over os. Og er der egentlig noget mere dansk end de sommerrevyer, der kigger mere tilbage, end de ser frem? Det er sådan set det, der ligger i ordet revy. I en tid, hvor der er mere, der splitter os end samler os, er det godt, vi har revyen. Ikke mindst fordi den viser os, hvor splittede vi er! Samtidig med at den samler os om alt det, vi godt kan lide ikke at kunne lide.

I det hele taget: Hvis man vil vide, hvad det er, der rører sig i folkesjælen, så skal man bare tage en rundtur til de danske revyer. Hvad er det, vi har talt om hen over rødgrøden med fløde, hvad er det, som fryder, hvad er det, vi frygter? Og ikke mindst: Hvad er det, vi kan blive enige om er for dårligt?

Revyen har svaret! Den er på mange måder et årligt serviceeftersyn: Hvordan går vi egentlig lige og har det? Hvad er det, vi har på hjernen? Og ikke mindst: Den giver os lov til at grine lidt af det hele. Af magthaverne, som vi hurtigt kan blive enige om er nogle dobbeltmoralske hyklere – politisk forlovet med nogen er revyen i øvrigt sjældent. Men ikke mindst af os selv.

»Revyen har svaret! Den er på mange måder et årligt serviceeftersyn: Hvordan går vi egentlig lige og har det?«


Når det lidt underlige gadekryds den danske sommerrevy er bedst, er den både god, ond og virkelig sjov.

Den er kollektivt samvittighedstjek, tidstermometer og hurlumhejhus i ét. Den  bekræfter tidens dårskab med en vis malice og slår optimistisk et slag for det gode humør i én og samme dobbeltbevægelse. Og den tid, vi lever i, den er da lige til at grine af. Det gælder for revyen, som det gælder for os: Den har ikke andet sjov end det, den selv laver. Eller hvad var det, pessimisten sagde? Hellere dø af grin end slet ikke at dø.

Her er denne sommers revyers yndlingsemner.

1) Britta Nielsen. Her, der og alle vegne. Hvorfor? Dels fordi vi allesammen er både fascinerede af og vrede på sagsbehandleren fra Socialministeriet, der stjal fra de fattige og gav til sig selv. Det er ikke altid nok, at vi skal være optaget af et emne, for at det kan fungere i revymæssig sammenhæng. Et tema – eller en person – skal også egne sig til scenen. Det gør Britta.

Britta Nielsen dukker op i en lang række af sommerens revyer. Her i skikkelse af Troels Malling i Nykøbing F. Revyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR, Nykøbing F. Revyen.

En livsnyder på den ene side, men det eneste, vi har set af hende, før hun blev buret inde, var ikke så muntert. Vi glemmer aldrig den glædesløse kvinde, der stod og hang med næbbet foran dommeren i Sydafrika – samtidig med at vi vidste, at hun havde levet i sus og dus og holdt forbrugsfest for andres penge uden skyggen af samvittighed. Det sammenstød kan revyen få meget ud af. Hvad enten det nu er Lisbet Dahl i Cirkusrevyen, Troels Malling i Nykøbing, John Batz i Sønderborg eller Liselotte Krogager i Ganløse, der sætter Britta på scenen.

2) Ghita Nørby. »Skal vi gå en tur i haven?«, »skal vi drikke en kop te?« Hele Danmark holdt vejret, da Radio 24syvs portrætudsendelse med den giftige titel »Hele Danmarks Ghita« blev sendt ud i æteren. Interviewet med den store skuespillerinde, der serverede sin mediekritik ved at nikke verbale skaller til journalisten Iben Maria Zeuthen, chokerede og fascinerede.

Det måtte jo komme. Lisbet Dahl som Ghita Nørby i Cirkusrevyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Petit.

Ghita må naturligvis på scenen, hvad enten hendes grove afvisninger klippes ind i Rasmus Krogsgaards forgæves kærlighedsode til divaen i Nykøbing eller la Nørby forulemper publikum i sin kødkjole ude på Bakken.

3) De sociale medier. Eller er det de asociale? Alt det med digitaliseringen og den eskalerende teknologiske udvikling er revyen meget optaget af. Hvad enten det er troldehæren, der sviner andre til på Facebook, der står for skud, damen, der synes, at det er frækt at blive overvåget, eller den ældre generations teknologiforskrækkelse, der er ude at gå. Mulighederne for forvirring og advarende pegefingre er endeløse.

4) Pandaerne i København Zoo. Det er meget muligt, at de danske medier ikke har været særlig gode til at kritisere de to søde bambusgnaskende bamsebjørne, kinesernes dyre gave – eller er det et lån?. Men så er det godt, vi har revyen, der i det hele taget slår hårdt ned på dobbeltmoral, når den får øje på den. Og så er to pandaer på hemmelig mission noget, der også kan fungere rent scenisk.

Panda-diplomati: Karten Jansfort og Lise Baastrup i Cirkusrevyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Petit.

5) Brexit. Usikkerheden om det hjemlige valg til Folketinget har i år resulteret i ganske få politikerparodier. Revyen har ganske enkelt ikke vidst, hvem der sad på magten efter det folketingsvalg, som blev lagt lige midt i premieresværmen. Ikke engang Rasmus Paludan får meget taletid, måske fordi virkeligheden overgår fantasien. Der har heller ikke været nogen afklaring  på et andet af tidens store politiske usikkerhedsmomenter, udfaldet af Brexit.

Jamen, er det ikke? Henrik Lykkegaard giver liv til en hårdt plaget Theresa May i Cirkusrevyen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Petit.

Men her har forvirringen til gengæld været konstant, og det kan revyen sagtens bruge. Theresa May er her, der og alle vegne, for eksempel i Henrik Lykkegaards træfsikre parodi i Cirkusrevyen, hvor Mrs. Prime Minister vrisser ad parlamentet: »Tell me what you want, what you really, really want«.

6) Bankerne. Det er nemmere at sparke opad end nedad, hvis det skal være sjovt. Og bankerne – dem kan vi allesammen stadig være enige om at håne lidt endnu. Udstillet som banditter i habitter, hvad enten kasseassistenten ender med at være den, der røver bankrøverne, som i Ganløse, eller chefen viser sig at være den, der slipper for straffen efter hvidvask i en ond vise, sunget med Ulf Pilgaards lagrede autoritet på Bakken. I Rottefælden i Svendborg lader de ligefrem bankgebyrerne suge livet ud af en mand på hans vej fra vugge til grav.

7) Kim Larsen. Han døde siden sidst. Ham må vi hylde i et stort potpourri. Og hans enkle melodier og folkelige tekster kan revyens publikum godt lide. Lige til at synge med på.

8) Krænkelsesparatheden. Ville en 22-årig køns- og etnicitetspolitisk opvakt universitetsstuderende overhovedet overleve det at overvære en krorevy med flæskesteg og brun sovs? Næppe. Det frie ord er under pres. Derfor må revyen, hvor det er helt almindeligt at tage en hat på og udgive sig for at være japaner, gøre grin med tykke mennesker eller fremstille en forstadsfrue som lidt dum og en lillebitte smule liderlig, også slå tilbage i ytringsfrihedens navn. I Sønderborg møder vi for eksempel ham, der roder sig mere og mere ud i absurde omskrivninger: »en anden etnisk person med meget mørk hudpigmentering«. Revyen flirter i det hele taget med, at vi stort set ikke kan gennemføre årets kavalkade af frygt for at støde nogen. Men det kan vi. Lidt endnu.

Må man gøre grin med plus-size-danskere? Det må man i hvert fald gerne i Sønderborg: Her John Batz og Lone Rødbroe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Dace Gruzdeva.