Skal konfiskerede kunstværker leveres tilbage?

På Statens Museum for Kunst findes tre kunstværker, som blev konfiskeret af nazisterne i 1937 og solgt på auktion. Men værkerne hører hjemme på tyske museer, mener kunstekspert.

Emil Noldes maleri »Nadveren«, der ejes af Statens Museum for Kunst. Foto: Statens Museum for Kunst Fold sammen
Læs mere

I 1937 gennemførte nazisterne konfiskation af »degenereret kunst« fra mere end 100 tyske museer. Nazisterne brød sig ikke om den tyske og udenlandske ekspressionisme, som nye generationer af malere stod for. Det var malere som Otto Dix, Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde, der blev betegnet som tysk ekspressionisme. Derfor blev mere end 20.000 kunstværker fjernet fra tyske museer og solgt eller tilintetgjort. Alene i Behnhaus, kunstmuseet i Lübeck, som også rummede et maleri af den danske maler Jens Søndergaard, blev 274 malerier og grafiske arbejder fjernet.

En del af disse såkaldt »entartede« kunstværker blev solgt på auktioner. Bl.a. i Schweiz hvor nazisterne i 1939 udbød 125 hovedværker til udlændinge, da man ikke ønskede, at tyskere skulle erhverve denne – for nazisterne – forkastelige kunst.

Pengene blev deponeret på en konto i London. I alt drejede det sig, til nazisternes store skuffelse, om kun 500.000 schweizerfranc. Senere, da krigen brød ud, blev disse penge indefrosset i London.

Der havnede også tre værker fra disse konfiskationer på Statens Museum for Kunst i København: To malerier af den tyske maler Emil Nolde, bl.a. mesterværket »Nadveren«, og en skulptur af den franske kunstner Henri Matisse.

Konfiskationer fra tyske museer skal ikke forveksles med egentlige røverier fra jøder og køb af kunst på auktioner i hele Europa til spotpriser, hvor bl.a. flygtende jøder forsøgte at få rede penge for at kunne flygte. Konfiskationerne fra de tyske museer blev efterfølgende gjort »lovlige« med en tysk lov fra 1938. Samme år som en anden lov pålagde den jødiske befolkning en bod på én milliard reichsmark for de skader, som jøderne »forvoldte« under nazisternes overfald på dem selv under »Krystalnatten«.

Alle ville købe

På Statens Museum for Kunst fastholder man, at de tre værker, som museet ejer, og som oprindeligt stammer fra denne konfiskation, er erhvervet lovligt, og at ingen har bestridt dette.

»Det er for så vidt rigtigt,« siger Bjørn Wandall, kunstekspert og historiker.

»Men det rokker ikke ved det forhold, at malerierne i virkeligheden hører hjemme på tyske museer, og at loven, der gjorde konfiskationen lovlig, er indført af et ulovligt regime og endda efter, at beslaglæggelserne havde fundet sted. Det vil sige en lov med tilbagevirkende kraft.«

Bjørn Wandall er netop blevet inviteret til Tyskland for at tale ved et museumsseminar om disse konfiskationer og tyske maleriers oprindelse. Dette tema har fået fornyet aktualitet med fundet i München af 1.500 mesterværker, hvoraf en del netop synes at stamme fra de konfiskationer, som nazisterne foretog.

»Alle museer og kunsthandlere i Europa var naturligvis interesserede i at købe billige mesterværker,« siger Bjørn Wandall.

Kunstværker har været lånt ud til Tyskland

Overinspektør på Statens Museum for Kunst Kasper Monrad siger, at loven om konfiskationerne fra 1938 ganske givet er kontroversiel juridisk set, men at den ikke desto mindre er blevet respekteret siden, også af de tyske museer, som blev ramt af den. Statens Museum for Kunst har således aldrig fået krav om tilbagelevering af kunstværkerne af Nolde og Matisse.

Kunstmuseerne i Halle og Essen har endda for nogle år siden lånt de pågældende værker til udstillinger, der satte fokus på de tabte samlinger af modernistisk, kunst, og Statens Museum for Kunst fik dem retur bagefter uden problemer.«

Men hvorfor er denne gamle nazistiske lov så blevet bevaret?

»Muligvis har der ligget storpolitisk indblanding bag fastholdelsen af loven – som en slags straf for al den død og ødelæggelse, nazisterne var skyld i. De tyske museer ville efter krigen have haft en dårlig sag, hvis de havde krævet kunstværkerne tilbage,« siger Kasper Monrad.

Lave priser

Bjørn Wandall peger også på, at kunstværkerne blev erhvervet meget billigt og uden sammenhæng med deres egentlige markedsværdi. Matisses’ liggende kvindefigur blev konfiskeret fra museet i Essen og solgt ved en auktion i Lucerne i Schweiz i 1939.

»Den blev solgt for latterlige 1.020 schweizerfranc, som var langt under figurens reelle værdi,« siger Bjørn Wandall.

Nu står skulpturen altså på Statens Museum for Kunst.

Til det siger Kasper Monrad:

»Priserne på kunstværker solgt på auktioner lige før krigen har uden tvivl været urimeligt lave. Sikkert af to årsager: Dels blev markedet udhulet af de mange værker, der med ét slag blev sat til salg, dels har man fra udlandets side uden tvivl vægret sig ved at købe de pågældende kunstværker, eftersom man derved støttede den tyske rustningsindustri. Der har altså i vid udstrækning været tale om en regulær boykot. Jeg ved konkret, at Joseph Pulitzer Jr. (søn af manden, der indstiftede Pulitzer-prisen, red.) benyttede en stråmand, da han i 1939 købte Matisses vigtige maleri »Badende med en skildpadde« på auktion i Lucerne, fordi han som jøde ikke officielt ønskede at blive forbundet med de forkætrede auktioner. Men ja, priserne var urimeligt lave.«

Interesse for mere

Fra dansk side er der sandsynligvis ikke købt særlig meget tysk ekspressionisme, men det skyldtes ikke manglende interesse for at købe, men at tysk ekspressionisme dengang havde lille interesse i Danmark, mener Bjørn Wandall. Således blev Emil Noldes »Nadveren« ikke ophængt på Statens Museum for Kunst ved erhvervelsen i 1959, men udlånt til provinsen og udlandet for først i 1974 at komme op at hænge på museet.

Men ved vi, om Statens Museum for Kunst eller andre danske museer forsøgte at opkøbe disse malerier billigt?

»Vi kender endnu ikke den fulde sandhed om mange af disse forhold så mange år efter krigen, men det er mit indtryk, at der var interesse fra dansk side for at opkøbe »entartet«, (»degeneret«, red.) kunst, men at der var få konkrete initiativer. Vi ved, at direktøren for Statens Museum for Kunst, Leo Swane, anmodede om midler fra Valutacentralen med det formål at købe kunst fra tyskerne. Der var endda en offentlig omtale af dette, for Berlingskes tegner Jensenius tegnede en satirisk tegning af Leo Swane, der forsøgte at hæve penge i Valutacentralen. Men jeg ved endnu ikke nok til at konkludere, hvad der egentlig skete,« siger Bjørn Wandall.

Kasper Monrad vurderer, at Leo Swanes interesse for de tyske modernistiske værker, der kom på auktion, »uden tvivl« var ægte.

»Valutarestriktionerne har helt sikkert sat grænser for hans muligheder for erhvervelser. Det er da også karakteristisk, at det Nolde-maleri, som han havde held til at erhverve, »Figurer og georginer«, blev købt gennem Noldes danske svoger, altså for kroner og ikke tyske rigsmark. Præcis hvilke erhvervelser, Swane ellers havde i tankerne, er desværre ikke undersøgt nærmere, og forløbet i 1930erne kunne nok trænge til at ses efter i sømmene,« siger Kasper Monrad.