Skæve dage i Skotland

Iben Hjejle suger sympatien til sig i Søren Kragh-Jacobsens dristigt konstruerede, men dybt problematiske film »Skagerrak«.

Her er en film, der handler om det både barske og varme forhold mellem to nære veninder. Tror man i tre kvarter.

Så skifter »Skagerrak« overraskende kurs og går i gang med at fortælle en helt anden historie, og det er dristigt gjort og på sin vis meget forfriskende. Men rigtig vellykket bliver det desværre ikke, for det virker, som om det bratte spring gør handlingen i Søren Kragh-Jacobsens nye film så svimmel, at den aldrig helt finder ud af, hvor den egentlig er på vej hen. Eller hvorfor.

Det begynder ellers dynamisk og appetitvækkende med, at danske Marie og irske Sophie ankommer til den skotske kystby Peterhead med en hulens masse penge, som de har tjent ved at knokle på en boreplatform. Nu skal livet leves og gækken slås løs, men eftersom de to opstemte veninder både er løse på tråden og temmelig omtågede, har de snart mistet deres surt tjente formue. Desuden får Sophie tæsk, for Anders Thomas Jensen har været med til at skrive manuskriptet, og i hans film er der altid en kælling, som skal have et par på skrinet.

Nu er gode råd dyre, men en særpræget indtægtskilde viser sig, da Marie tilbydes 40.000 pund for at lade sig besvangre på herregården Glomis Hall og føde et barn, så den gamle adelsslægt kan få den arving, som den ung jarls kone ikke er i stand til at producere. Ansporet af Sophie påtager Marie sig modvilligt opgaven - undfangelsens øjeblik er naturligt nok noget akavet - men så sker en fatal trafikulykke, og som i chok haster handlingen til Glasgow, hvor den nye historie brat begynder.

I den havner den frugtsommelige Marie hos tre besynderlige bilmekanikere, der takket være deres netop afdøde chef (som Sophie kendte) døjer med en tyngende gæld og har hårdt brug for frisk kapital. En sådan besidder Marie, for hun har så at sige fået et fødselsforskud, og de tre mænd lægger mumlende skumle planer. Imens er de adelige på Glomis Hall bekymrede - med god grund, for Marie beslutter nu, at hun vil have en abort - så de sender den amerikanske dyrlæge Ian til Glasgow for at holde øje med Marie, og det gør han så grundigt, at han bliver ganske betaget af hende. Men rent mel i posen har han jo ikke.

Skotland og døden

Det har personerne generelt ikke i »Skagerrak«, der handler om griske og beregnende mennesker, som har svært ved at tale med hinanden, fordi de mistror hinandens motiver, eller fordi de selv har en skjult dagsorden, eller fordi de simpelt hen er dårlige til at formulere sig. Det er alt i alt ret nedslående at lytte til, og i forhold til Søren Kragh-Jacobsens tidligere film, senest »Mifunes sidste sang«, bliver »Skagerrak« derfor ikke nær så varm og generøs i sin menneskeskildring - tværtimod er den hård i filten og barsk i tonefaldet, selv om den via endnu en overrumplende drejning af historien føder en temmelig kitschet lykkelig slutning.

Sammen med Lars von Triers »Breaking the Waves« og Lone Scherfigs »Wilbur begår selvmord« kan »Skagerrak« give næring til en teori om, at tilværelsens dystre sider - såsom depression og død - rykker tættere på, når danske instruktører laver deres film i Skotland. Det er sikkert bare et tilfælde, men alligevel påfaldende, at Glasgows spektakulære kirkegård Necropolis figurerer i både »Wilbur« og »Skagerrak«, og at der i begge film er skruet kraftigt ned for den lune humor, som har præget de to instruktørers tidligere værker - en væsentlig forskel er til gengæld, at figurerne i »Wilbur« trods alle deres svagheder er sympatiske, mens de i »Skagerrak« ofte tangerer det irriterende.

I teorien kan man godt se, at der i Søren Kragh-Jacobsens beretning om den frugtsommelige Maries ophold på autoværkstedet befinder sig referencer til historierne om Snehvide og de syv dværge, om Guldlok og de tre bjørne samt sågar om jomfru Maria og de tre vise mænd. I praksis kan man bare ikke bruge disse halvhjertede henvisninger til særlig meget, for filmens konstruktion smuldrer i fugerne og knirker i sammenføjningerne, mens handlingen vægelsindet bevæger sig hid og did uden for alvor at komme ud af stedet.

Briterne og Hjejle

Selvfølgelig rummer filmen kvaliteter, blandt andet i Eric Kress' udsøgte fotografering og Jacob Groths virkningsfulde musik, ligesom et gedigent udvalg af solide britiske skuespillere yder yderst kompetente indsatser. Således spilles den aggressive mekaniker Willy eksplosivt skræmmende af Gary Lewis, der var faderen i Stephen Daldrys »Billy Elliot«, Bronagh Gallagher fra Alan Parkers »The Commitments« er en pudsig blanding af det bondske og det eksalterede som Sophie, og det er helt rørende at se den forsigtige Gabriel, den mest normale af de tre knudrede automænd, bliver spillet ganske blidt af Ewen Bremner, som ellers repræsenterede det sygeste af alt sygt i både Danny Boyles »Trainspotting« og Harmony Korines »Julien: Donkey Boy«.

Altså er rollebesætningen interessant, og vi har naturligvis gemt Iben Hjejle til sidst, for det er hendes prægnante præstation som den gravide Marie, der gør filmen til mere end et ironisk, lettere misantropisk raritetskabinet. Man mærker, at et filmkamera elsker at tage nærbilleder af Iben Hjejles åbne og udtryksfulde ansigt, og skønt hendes figur selv under hærgede og derangerede nedture bevarer en attraktiv udstråling, er indsatsen ikke baseret på det glamourøse, men på en mobil kombination af overstadighed, trods, tvivl, skyldfølelse og stædighed.

Altså en tredimensional, stærkt formet figur, som med sine elementer af både skøge og madonna er sympatiens fikspunkt og den samlende kraft i en problematisk film, der hverken er fattig på talent eller ambitioner, men simpelt hen savner et samlende fokus. »Skagerrak« har en masse, som den gerne vil fortælle os, men mangler en god historie at gøre det i.