Skærgårdens skønhed og skygger

Henning Mankell har gjort Ystad verdensberømt, og Fjällbacka er blevet kendt gennem Camilla Läckbergs bøger. Med en krimitrilogi vil debutanten Viveca Sten sætte Stockholms skærgård på det litterære landkort. Berlingske Tidende tog til den lille skærgårdsø Sandhamn for at høre om hendes projekt.

Foto: Suvad Mrkonvic/XP
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kaptajnen på den lille bådtaxa kalder mig op foran i båden. Vi har sejlet en halv times tid mellem et væld af øer med sneklædte grantræer i Stockholms skærgård. Nu er vi ved turens slutmål.

»Derinde ligger Sandhamn,« siger han og peger i retning af den beskedne havn, vi er på vej mod. »Det er den yderste ø i skærgården. Efter den kommer havet.«

Vi er ikke mere end et par timer fra den hektiske morgentrafik i Stockholm, men der er en verden til forskel. I havnen ligger et par motorbåde forankret til badebroer, men ellers er der er ikke meget liv at spore. Heller ikke i træhusene ned til vandet. Det er vinter på en ø, der om sommeren bugner af sejlere, badegæster og isspisende børn. Berlingske Tidende er taget til Sandhamn for at besøge den svenske krimidebutant Viveca Sten. Hun er ved at skrive en trilogi om en række mystiske mord på den idylliske skærgårdsø. Den første, »Stille nu«, er netop udkommet herhjemme, men krimien med den umådelig rare kriminalinspektør Thomas Andreasson og den kvikke jurist Nora Linde i hovedrollerne har allerede solgt omkring 165.000 eksemplarer i Sverige, hvor bog nummer to udkommer til april.

Kærlighed til skærgården
Viveca Sten tager imod på kajen, og vi går op til hendes hus omkring hundrede meter derfra. Det hvide, murede hus er udbygget efter knopskydningsprincippet, efterhånden som de tidligere ejere fik råd til det. Det er typisk for skærgården, fortæller hun. Familien bruger hovedsageligt huset i sommerperioden. Selv er Viveca Sten kommet på Sandhamn hele sit liv og har elsket øen lige så længe. Det er den glæde, hun vil videregive med sine bøger.

»En del forfattere har et mere socialt budskab, men det har jeg ikke. Hvis jeg har en mission, så er det at formidle min kærlighed til skærgården,« siger hun.

»Jeg vil få folk til at få øjnene op for, hvor smukt her er, og hvor fantastisk heldigt det er, at der stadig findes sådan et sted i vores moderne verden med miljøproblemer og den slags. Det er utrolig tæt på Stockholms centrum, så det er et privilegium, at det eksisterer.«

Den logiske jurist
Viveca Sten serverer hjemmelavede »kardemummabullar« og fortæller om sit projekt.

»Henning Mankell har jo med »Wallander« gjort Ystad verdensberømt, og Camilla Läckberg har gjort Fjällbacka kendt. Og så syntes jeg, at Stockholms skærgård fortjente en plads i litteraturhistorien,« siger hun og tilføjer: »Eftersom jeg kender skærgården og elsker at være her, så syntes jeg, at det var oplagt. Jeg havde det sådan, at hvis jeg skulle skrive, så skulle det være om Sandhamn.«

Den 49-årige forfatterinde er først begyndt at skrive skønlitterære bøger for fire år siden. Hun er uddannet jurist og har et krævende fuldtidsarbejde som chefjurist på Posten i Stockholm. Hun har tidligere skrevet fagbøger, men læste først en krimi som 36-årig.

En sommerdag i 2005 gik hun en tur på Sandhamn med sin datter, og undervejs dukkede nogle billeder op i hovedet på hende.

»Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis man pludselig fandt et lig her på denne idylliske ø mellem alle turisterne en julidag.«

Den tanke blev til det første kapitel i »Stille nu«. Siden har hun skrevet om aftenerne, når børnene er kommet i seng og i weekenderne, inden de står op. Viveca Sten mener, at krimigenren passer godt til en juristhjerne som hendes.

»Formatet og det med at udrede trådene er jeg vant til, og som jurist er man trænet til at tænke logisk,« siger hun.

De riges hegn
Vi går en tur rundt på Sandhamn. Der er kun 120-130 fastboere, men over 100.000 besøger hvert år øen, hvor man ikke kan køre bil, men må gå eller cykle rundt.

Viveca Stens krimier er ikke kun beretninger om den smukke svenske skærgård, men også en historie om øsamfundenes afvikling fortæller hun, da vi passerer nogle nyrestaurerede huse i vandkanten og kommer til et hegn med et privat-skilt på.

»Mange af husene her på øen bliver købt af rige folk, f.eks. svenskere, der bor i udlandet. Nogle af dem synes, at når de nu har betalt så mange penge for deres hus, så må folk ikke gå forbi på stranden. Tænk hvis alle sætter hegn op, så kan man jo til sidst slet ikke komme rundt på øen,« siger hun og kalder det mangel på respekt for øens historie.

Viveca Sten ved godt, at hendes bøger kan skubbe til den udvikling ved at sætte spot på øen. Men alligevel er det prisen værd.

»Problemet er jo, at folk flytter herfra. Øen uddør, hvis ikke der kommer nye folk og turister. Så hvis jeg kan være med til at sikre det, så er det kun godt,« siger Viveca Sten. Hun kigger på sit ur. Færgen tilbage til Stockholm går kun et par gange om dagen, og jeg skal nå den sidste. Mit besøg på Sandhamn er slut, og Viveca Sten følger mig ned til båden.