Skæret fra Berlin

Siden 1993 har Olafur Eliasson boet og arbejdet i Berlin. »Her bliver kunsten taget alvorligt,« siger han. Hans atelier er uden sidestykke. En blanding af Ole Opfinder og klassisk kunstnerværksted. Her arbejder 20-30 ansatte på projekter til hele verden.

»Jeg finder en vis tilfredsstillelse i at være tilgængelig og mainstream. Det er utrolig vigtigt, at kunsten bliver set. Kunsten skal ikke være en parallelverden, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Kunstens potentiale er først og fremmest at være socialiserende,« siger Olafur Eliasson. Foto: Christian Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er lidt ligesom Rembrandts værksted.«

Olafur Eliassons assistent griner ad sin egen bemærkning, men den er ikke helt ved siden af. Den danske billedkunstners atelier i Berlin er enestående. En blanding af klassisk kunstneratelier, mellemstor virksomhed og opfinderens værksted. Her er til daglig mellem 20 og 30 ansatte, der arbejder på de mange projekter, som Olafur Eliasson hele tiden har gang i. Ligesom Rembrandt laver han ikke selv alle sine værker. Han svinger taktstokken, men lader andre om at producere projekterne.

Atelieret ligger som nabo til Berlins museum for moderne kunst, Hamburger Bahnhof, og skråt over for hovedbanegården Lehrter Bahnhof, der er et af de områder, der mest demonstrativt repræsenterer moderniteten og nybyggerånden i det genforenede Tysklands hovedstad. Når den enorme og splinternye banegård står færdig - det ventes at blive i 2006, vil den være Europas største og mest moderne med 300.000 passagerer dagligt.

Olafur Eliasson tager imod med et fast håndtryk. Han har en rå cowboyhat på hovedet, og den er et godt udtryk for hans livsform.

»Jeg har fået den af nogle amerikanere, der var her i formiddag,« siger Olafur Eliasson, der arbejder internationalt og tilbringer en stor del af sin tid på rejser. Bare inden for de seneste uger har han rejst i Japan, USA, Sverige, Tyskland og Danmark.

Det er kun ti år siden, at den 38-årige Olafur Eliasson blev færdig på kunstakademiet i Købehavn, og siden har han arbejdet sig op til en position som en af de største nulevende danske kunstnere. Han har udstillet på steder som Museum of Modern Art i New York, Tate Modern i London og Museo Reina Sofia i Madrid, og han har hele tiden gang i en lang række projekter over hele Jorden.

»Jeg er glad og taknemmelig for, at det for tiden går virkelig godt for mig. Jeg har ikke gjort det alene. Jeg har haft nogle dygtige folk til at arbejde for mig og været en del af et meget professionelt formidlingssystem, som på respektfuld vis har formået at formidle mit værk,« siger Olafur Eliasson.

Der er travlt på hans atelier. I kælderen arbejder smede, snedkere og lysteknikere, og oppe i stueplanet i den fabriksagtige bygning er arkitekter, kunsthistorikere, studerende og Olafur Eliassons assistenter i fuld gang med at arbejde på projekterne, og i køkkenet er kokken i gang med at lave lækker frokost til hele holdet. Der er 20 fastansatte og til tider op til 30, når travlheden er størst.

Her i atelieret hænger bl.a. en model til de tre lysekroner, han har skabt til Operaen på Holmen i København. Et andet sted arbejder han med et kæmpe stereoskop, og et tredje projekt er et konkavt spejl. I et af den store fabrikshals hjørner står skroget til en futuristisk bil, som Olafur Eliasson skal designe for BMW.

»Jeg skal formgive karrosseriet, og jeg synes, projektet er interessant, fordi der er tale om en brintbil,« siger Olafur Eliasson, der arbejder med både billedkunst, installationer, arkitektur, design og formgivning.

Hårrejsende lux
I kælderen har han sit mest fascinerende værksted. Et lyslaboratorium, hvor han kan skrue op og ned for lysstyrken og påvirke lysets hvide farve. Det giver en fantastisk virkning. Det føles nærmest, som om blodtrykket stiger faretruende og håret rejser sig, når strømmen af lux bliver skruet op på fuld knald.

Lyset er om noget et kunstnerisk kendetegn for Eliasson. Han har arbejdet med regnbuer, solopgange og belysning i mange af sine projekter. Hans værk »The Weather Project«, som illuderede en solopgang, på Tate Modern i London blev for et par år siden set af to millioner mennesker, og i øjeblikket strømmer folk til hans værk »The Light Setup« i Malmö Konsthall, som også handler om lysets påvirkning af tilskuerne.

Olafur Eliasson har siden 1993 boet og arbejdet i Berlin. Han holder af byen - og Tyskland, hvor han synes, kunsten i al almindelighed bliver taget mere alvorligt end i Danmark. Det var et studieophold i Köln, der senere fik ham til at flytte til Berlin.

»Dér opdagede jeg, at folk var helt utroligt fokuserede på det, de lavede, og at kunsten blev taget så utroligt alvorligt - og også en lille smule højtideligt. Der var en helt anden seriøsitet omkring kunst i forhold til, hvad jeg var vant til hjemme i København. Både i forholdet mellem kunstnerne, og når det gjaldt kunstens indhold. Det var meget inspirerende,« siger Olafur Eliasson.

Allerede da han i 1993 flyttede til Berlin, var byen præget af kunstneriske eksperimenter og undersøgelser, og netop disse to ord er helt centrale i Eliassons tilgang til sine værker.

»Berlin var blevet hovedstad, og kunstnere fra alle mulige steder kom til byen. Byen har bevidst eller ubevidst formået at samle alle disse eksperimenter,« siger Olafur Eliasson.

Berlin har ikke bevidst styret mod en position som kunstby. Byen er fattig og har ikke haft penge til i stor stil at understøtte den eksperimenterende og unge kunst.

»Den statsstyrede del af Berlin har ligget mere eller mindre underdrejet. Der har ikke været penge til at drive et institutionelt lag, og det betyder, at det er de unge kunstnere, som har skrevet dagsordenen for, hvad man kan i Berlin. Det er kunstnernes interaktion med byen, der har tilskrevet byen en identitet. På den måde er der kommet en utrolig dymanisk og produktiv scene ud af det, som har givet byen et verdensrenommé,« siger Olafur Eliasson.

Resultatet har været, at turisterne nu strømmer til Berlin - bl.a. på grund af byens kunstliv.

»Det har vist sig, at kunst var en af de ting, byen kunne profilere sig på, når man ikke kunne trække bankerne og de store industrier til den nye hovedstad. Det vigtigste er, at byen har fået en infrastruktur i kraft af de kreative vækstlag. Der er kommet et gadeliv med masser af små restauranter, cafeer, biblioteker, boghandlere, gallerier, musik- og teatersteder ud af det. Det paradoksale er, at selv om det var så tydeligt, hvad der skete i Berlin, så var der mindre og mindre af det i Danmark. Der var i 90erne en decideret udvandring af dem, der skulle have været København - de rykkede alle sammen til Berlin,« siger Olafur Eliasson.

Han er stærkt kritisk over for den danske kunstpolitik. Han synes, at man i Danmark i alt for høj grad beskæftiger sig med at brande den kendte og kanoniserede kunst og formgivning.

»En anden ideologi kunne være at beskæftige sig med, hvordan vi kan skabe noget mere langsigtet ved at satse på den eksperimenterende og udforskende kunst. Det er det, som gør, at jeg ikke rykker mit værksted til Danmark. Der er simpelthen for dårlige vækstbetingelser for eksperimenter i Danmark,« siger Olafur Eliasson.

Han var med i den første bølge af unge danske kunstnere, som i begyndelsen af 90erne rykkede til Berlin. Også dengang var årsagen, at der manglede udfoldelsesmuligheder for den unge kunst i København. Kunststyrelsen, som skal promovere dansk kunst i udlandet, satsede på den etablerede kunst og glemte den eksperimenterende, siger han.

»De yngre kunstnere er ikke så resultatorienterede. De arbejder som i et laboratorium, og de skal selvfølgelig have nogle vækstbetingelser og kommunikationsplatforme, men det manglede,« siger Olafur Eliasson.

Han har ikke planer om at flytte sit værksted hjem til Danmark, selv om han for nyligt har købt villa i Hellerup og fremover vil pendle mellem København og Berlin.

»Jeg kan mægtig godt lide at være i Berlin, men det er også meget hårdt at være her. Man er meget tæt på Europas realiteter. Der er en masse sociale problemer, nynazister og mange arbejdsløse. Men jeg kan godt lide byen, fordi man som kunstner føler, at man er den del af et samfund. Det kan nogle gange på godt - og især på ondt - være svært i Danmark.«