Skæg for sig og snot for sig

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det hænder, at denne litteraturredaktør bliver beskyldt for at være arrogant, bedrevidende, elitær og det, der er værre. Reaktionerne kan for eksempel komme, hvis jeg tillader mig at skrive, at bøger er principielt litterært aldeles uinteressante og uvæsentlige, hvis de er skrevet af amatører og udgivet af forlag, der udgiver alt – ALT – hvis bare forfatterne selv lægger et større beløb, og udgivelsen ellers holder sig inden for lovens rammer.

Eller de kan komme, når jeg, som i denne uge, udtrykker den holdning, at Bob Dylan, som jeg har været fan af i fire årtier, ikke skulle have haft Nobelprisen i litteratur, fordi Nobelprisen i litteratur skal gå til litteratur og ikke til sangskrivning.

Selv er jeg arrogant nok til at mene, at jeg ikke er arrogant, bedrevidende eller elitær. I hvert fald ikke når det kommer til bøger, musik og kunstens verden i det hele taget. Jeg synes bare, at man skal holde skæg for sig og snot for sig, som det så malerisk hedder. Det nytter ikke noget at blande tingene sammen. Det forplumrer alting.

Som når en kendt venstrepolitiker sidder på TV (og det skete virkelig!) og fremhæver det gode humør i landets forsamlingshuse som noget godt og dejligt, der gør det mindre relevant, om Den Kongelige Ballet nu også tilhører den verdenselite, den gerne vil og gerne skulle tilhøre.

Eller som når man tror, at man meningsfuldt kan sammenligne rigtig litteratur med noget, som gode mennesker for deres fornøjelses og deres families og deres mentale sundheds skyld har fundet for godt at udgive for egne penge. Eller som når man mener, at fordi Bob Dylan er en stor kunstner, så skal han også have en nobelpris.

Kunst er ikke bare kunst, og kultur er ikke nødvendigvis kunst, og kunst er altid kultur, men disse enkle indsigter synes at være fraværende hos mange, og det gør det nogle gange lidt svært at føre meningsfulde diskussioner om netop dét, synes jeg.

Jeg er selv en varm tilhænger og glad bruger af såvel lufthavnslitteratur som moderne fransk poesi. Af tegneserier og James Joyce. Af krimier og klassikere.

Jeg har stor fornøjelse af at bevæge mig mellem genrerne på en måde, som jeg selv vil betegne som fordomsfri, og jeg ville finde det fattigt, hvis jeg kun skulle læse tegneserier, og enerverende, hvis jeg kun havde adgang til litteratur i nobelprisklassen og aldrig kunne hygge mig med en god spændingsroman. Desuden ved jeg af erfaring, at tegneserier kan være kunst, og at noget, der gerne vil være litteratur, langt fra altid er det. Og så videre.

Daværende sekretær i Det Svenske Akademi Horace Engdahl sagde engang, at man skulle befri litteraturen fra »finhedens fængsel«. Det kan jeg kun være enig i. Det var så godt sagt. Men derfor skal man jo stadig lade være med at blande pærer og bananer, for så bliver alting meningsløst, og det er hverken til glæde for de glade amatører eller for Dylan eller for litteraturen i det hele taget. Hvor elitært det så end måtte lyde.