Den frygtelige tirsdag 11. september 2001 bankede det 21. århundredes realitet på vores dør. Menneskeheden har fået en ny skæbne.

Men hvilken?

Det satte højskolemanden, præsten, forfatteren og foredragsholderen Niels Højlund sig ned og reflekterede over i en leder, »Hellig krig«, i Højskolebladet. Han tog udgangspunktet i Hans Magnus Enzensbergers desperate og fortvivlede bog »Med udsigt til borgerkrigen«, hvor den tyske samfundskritiker hævder, at verden har set den sidste borgerkrig eller revolution, der er båret af en idé, en politisk overbevisning.

Men hvad Enzensberger overså for en halv snes år siden, siger Højlund nu, er, »at den ultimative begrundelse for alle tænkelige grusomheder som hedder Gud, åbenbart aldrig forældes. Når alle ideologier og alle store historier er udtømt som begrundelse, så er der altid Gud tilbage. Religionskrig forældes aldrig.«

Niels Højlund vil ikke påstå, at han endnu helt har fordøjet i sit sind, hvad det er, der er sket med verden efter 11. september, da billeder af Jordens undergang meldte sig hos ham, og apokalypsen blev nærværende.

»Der er noget i situationen, som forekommer mig fuldstændig anderledes i forhold til det, vi havde forestillet os om verden. Anden Verdenskrig var afsluttet, Muren faldet, og vi troede på, at der nok også skulle komme orden på tingene i Rusland. Der var, trods alt, en almindelig fornemmelse af, at vi var på vej ind i en god epoke, hvor der var håb for fremtiden, og menneskeheden kan leve uden håb.Det er det håb, der nu bryder sammen. Spørgsmålet er, om det længe har været brudt sammen, uden at vi har vidst det?

Allerede i 1993 fandt man en manual for terrorister, der præcis beskrev, hvad der skete 11. september. Det minder mig om, at Hitler i 1922 i »Mein Kampf« nøjagtig skrev, hvad han ville foretage sig. Der var bare ingen, der tog det alvorligt.«

Hvorfor har vi ikke hørt efter?

»Vi er nok, specielt i Danmark, lidt naive. Vi tror ikke, at verden kan te sig sådan. Vi har en regering, der har haft det som et mål at opdrage befolkningen til moral, og som har været styret af den humanistiske tro på det gode i mennesket.

Hvad vi ikke har haft den svageste mulighed for at forudse, var at vi kunne komme til at stå midt i en religionskrig. Det forsøger man nu at besværge ved at sige, at det ikke må være en religionskrig. Men hvordan undgår man, at det bliver det, hvis man angribes af folk, der angriber i Allahs navn? Det kommer vi på en eller anden måde til at forholde os til.

Det hjælper jo ikke at sige, at det er terrorisme og fanatisme. Når vi alligevel gør det, er det, fordi vi ikke vil indrømme, at religion kan spille den rolle. Det vil vi ikke, fordi hele vort politiske system er bygget på princippet om den ateistiske oplysningstænkning, som har afskaffet religionen som fordomme og tåbeligheder.

Det en sådan oplysningshumanisme ikke fatter, er, at religion ikke er et afskaffet fænomen. Den vender altid tilbage i nye skikkelser, fordi den har at gøre med, hvad mennesket anser for de dybeste værdier i tilværelsen.«

Niels Højlund mener, at 11. september er udtryk for, at islam befinder sig i den samme kritiske situation, som Europa oplevede i reformationstiden:

»Fordi hele den vestlige livsstil uundgåeligt presser sig ind på islam. Det gør den for alle muslimer i den vestlige verden, og det gør den selv i de lande, hvor man installerer de mest barbariske regimer for at benægte realiteterne. Det er en fuldstændig ny situation for islam.

Jeg opfatter den muslimske fanatisme som en angstreaktion, og jeg mener, at angsten er berettiget, fordi den moderniseringsproces, der også rammer muslimerne, siger noget helt uantageligt for dem: nemlig at de må lære at være gode muslimer og gode samfundsborgere på én gang. Men i islam kan tanken om Allah og samfundet ikke skilles, og den eneste acceptable tilstand for et samfund, er et samfund, hvor islamisk lov er gennemført.

`

Een ting venter jeg på - og det synes jeg ikke muslimer er særlig gode til: Jeg venter på, at muslimer tager afstand fra muslimer. Jeg savner et indre opgør, som ikke kun tager stilling til udåden.

,

Jeg har hidtil troet, at der var tale om en historisk usamtidighed, og at tingene ville udligne sig efterhånden. Men det er jeg ikke så sikker på mere. Det vi fuldstændig står af over for, er den absolutte tro på, at dette jordiske liv med den rette indsats kan skiftes ud med paradis. Der er ikke sket en afmytologisering af islam.«

Hvad skal vi gøre ved det?

»Jeg har i årtier angrebet vores flygtningepolitik. Vi skal ikke ved grænsen spørge, hvem der må komme ind, for det er i princippet millioner. Men vi skal spørge: Hvor mange kan vi som dansk folk og dansk kultur absorbere? Hvad kan vi æde af det her? Hvis vi ikke gør det, kan vi dybest set ikke hjælpe nogen med noget som helst.

Men jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at de gode viljer ville blive væltet af nogle folk, som ikke på nogen måde orienterer sig mod integration eller prøver at forstå den moderne verden, og som jeg ikke kan komme i samtale med. Man kan jo ikke snakke med mennesker, som principielt fra Allah har tilladelse til at lyve mig op i mit åbne ansigt.

Løgstrup (Knud Løgstrup, teolog og religionsfilosof, red.) siger et sted, at talens åbenhed er en af de suveræne livsytringer. Den viser sig ved, at det er sværere at lyve end at tale sandt. Det, som jeg ikke kan fatte er, at her møder jeg mennesker, som mener, at de har Gud med sig, når de konsekvent lyver, og jeg ikke kan tro et ord af, hvad de siger. Jeg har med skræk set, hvordan det påvirker min egen indstilling også til herboende moderne muslimer, som jeg da synes, jeg kunne få en slags samtale med. Men her standser det.

Jeg havde en aftale med en avis om, at jeg skulle have en samtale med Mona Sheikh omkring islam og grundloven. Den kan jeg ikke gennemføre nu. Jeg aner ikke, hvordan hun stiller sig til det her. Jeg ved bare, at hun er medlem af den islamiske organisation Minhaj-ul-Quran, og på deres hjemmeside har der stået grimme ting.

Jeg synes, det er al ære værd, at de Radikale har forsøgt at diskutere, hvor langt man kan gå for at acceptere muslimske kandidater. Men jeg kan også forstå de radikale, der nu siger: Aldrig i livet! Det kan vi som parti simpelthen ikke holde til.

Een ting venter jeg på - og det synes jeg ikke muslimer er særlig gode til: Jeg venter på, at muslimer tager afstand fra muslimer. Jeg savner et indre opgør, som ikke kun tager stilling til udåden 11. september, men som også tager stilling til det pricipielle, der ligger bag udåden, nemlig at Vesten er de gudløse, og at islam er Guds parti. For hvis det ser sådan ud inde i hovedet også på moderne muslimer, så er samtalen jo umulig.«

Men har muslimerne ikke ret i, at vi i Vesten har opgivet religionen som pejlemærke for noget som helst?

»Religionen har at gøre med meget dybere lag i sindet, end nogen dansk humanist kan forestille sig, og jeg tror, at der for mange danskere er et eller andet, der er ved at dæmre. Jeg tror, at der er flere danskere nu, end for ti år siden, der undrende spørger sig selv, om de alligevel ikke er kristne.

`

Vi lever på kanten af et kaos, som

truer os. Det kan godt være, at vores

moderne tilværelse har fået os til at glemme, at det altså er livets

realitet.

,

Nyrup sagde i sin åbningstale, at vi må forstå, at menneskerettighederne og Grundloven altid står over religionen. Det er det mest forvrøvlede sludder, jeg længe har hørt. At sige, at vi må lære at skelne mellem religion og politik, det er noget helt andet. Jeg tror ikke, at de passagerer, der fløj ind i de to tårne på Manhattan, tænkte meget på menneskerettighederne. Men jeg tror, en del af dem tænkte på Gud. Når livet anfængtes indtil døden, så kommer der nogle oprindelige strukturer fra de vandførende lag i tilværelsen frem for alle mennesker.

Niels Højlund er blevet opfordret til at støtte en nej-til-krig-aktion. Det vil han ikke:

»Man skal ikke helt underkende, hvad det betyder at sætte skarpt mod skarpt. Da amerikanerne viste tænder over for Gaddafi, havde det faktisk en effekt. Han stak piben ind.

Jeg tror, amerikanerne udmærket ved, hvad de gør, og at krigen i første omgang drejer sig om, hvordan man afskaffer dette barbariske Taleban-styre, der er en hån mod mennesker og et forsøg på at skrue tiden tilbage til middelalderen.

Jeg bilder mig ikke ind, at man kan tale bin Laden, og fremtidens bin Laden, til fornuft med våben. Men jeg tror, at der er tilstrækkeligt mange i den muslimske verden, der godt kan se, at det her ikke er fremtidsholdbart. Det er en meget kompliceret militær, økonomisk og psykologisk kampagne, som på længere sigt også drejer sig om, hvordan vi overhovedet får et tåleligt forhold til hele den muslimske verden.«

I lederen i Højskolebladet skriver Niels Højlund, at krigen er nødvendig og uundgåelig: »Men vi bliver selv barbarer af den, hvis vi ikke samtidig stiller os selv nogle pinlige og selvransagende spørgsmål.«

»Er de jødiske bosættelser på okkuperet palæstinensisk jord ikke også et barbari, der skal bekæmpes? Det må være Israels venners pligt at sige det til dem, at det vanvittige bosættelses-halløj nu må stoppes. Jeg betragter mig selv som Israels ven, men Israels kurs har i de sidste 30 år været, hvad jeg vil kalde en dødsrute. Den har kurs direkte mod katastrofen.

Det er det ene, vi kan gøre. Det andet er, at vi må give de desperate og magtesløse mennesker, der ikke bor i den rige del af verden, et liv at elske, så de ikke på en vildmands anbefalinger skifter det ud med det evige. Fortæl dem, at de kun har ét liv. Forstå det dog!

Men så længe, der ude på gaderne lever millioner af elendiggjorte og undertrykte mennesker, så længe har hadet og misundelsen mod det rige Vesten noget at gro i. Det er det had, de store giftige skærmplanter, vokser op i.

Det drejer sig ikke om, at vi på masochistisk vis slår os selv for brystet og siger, at det også er vores egen skyld det hele. Men det drejer sig om en rolig og nøgtern indsigt i, at der, hvor der er den mindste grund til at tro på en rimelig moderne, demokratisk udvikling i den muslimske verden, der skal den i alt fald ikke kuldsejle af mangel på økonomi og af mangel på adgang til det vestlige marked.«

Kan der komme noget fornuftigt ud af den chokbehandling, den vestlige verden har været udsat for?

»Jeg ved det virkelig ikke. Jeg er ikke historisk determinist. Hvad vi får ud af historiens hændelser, kommer an på, hvordan vi reagerer på dem. Som Løgstrup siger: Hvis du anbringer skæbnen bag dig, begår du metafysisk fusk. Hvis du anbringer den foran dig, ser du den som en opgave.

Vi har fået en ny skæbne udstukket her. Hvordan kan vi leve i verden og opføre os ordentligt og anstændigt over for hinanden. Skæbnen har banket på vores dør, og vi er blevet bekræftet i en ældgammel viden om, at verden er skrøbelig. Den kan godt gå under. Vi lever på kanten af et kaos, som truer os. Det kan godt være, at vores moderne tilværelse har fået os til at glemme, at det altså er livets realitet.

Hvis Djævelen vandrer rundt iblandt os, »brølende som en løve, søger hvem han kan opsluge«, som det hedder i Peters brev, så er vi alle i fare, hedninger, så vel som jøder, kristne og muslimer. Så er ingen undtaget, ikke engang de humanister, der ikke regner ham for noget.

Den erkendelse af, at livet fundamentalt er truet, den har vi fået ind under huden nu. Liv er truet og døden er altid nærværende.«