Det hører til sjældenhederne, at man ser dem.

Mashco Piro-stammen, der holder til i den peruanske del af Amazonasjunglen.

Men når civilisationen trænger ind i skoven, kan man blive nødsaget til at rykke sig. Og det lader til, at det er tilfældet for det indfødte stammefolk.

I hvert fald har billeder fra menneskerettighedsorganisationen Survival International nu dokumenteret dusinvis af mennesker fra den indfødte stamme Mashco Piro, der befinder sig ved bredden af en flod tæt på, hvor skovhuggervirksomheden Canales Tahuamanu arbejder.

The Guardian har forsøgt at få en kommentar til billederne fra virksomheden, der ikke vil udtale sig.

Det vil til gengæld flere andre stemmer, der beskriver situationen for den indfødte stamme, som Survival International vurderer som værende den største ukontaktede stamme i verden.

Ifølge Fenamad, en lokal gruppe, der kæmper for indfødtes rettigheder, er stammen på jagt efter føde og lader til at rykke væk på grund af skovhuggerne.

Nogenlunde samme dom lyder fra Rosa Padilha, som er en de af de brasilianske katolske biskoppers råd for indfødte i staten Acre.

»De flygter fra skovhuggere på den peruanske side,« siger hun til The Guardian.

Arkivbillede af Mashco Piro, der blev fotograferet helt tæt på i 2012. Survival International frygter blandt andet, at skovhuggerne kan medbringe sygdomme, som kan udrydde Mashco Piro-stammen.
Arkivbillede af Mashco Piro, der blev fotograferet helt tæt på i 2012. Survival International frygter blandt andet, at skovhuggerne kan medbringe sygdomme, som kan udrydde Mashco Piro-stammen. Diego Cortijo/AFP/Ritzau Scanpix

Humanitær katastrofe

Billederne får også flere til at kritisere skovhugsten i området.

»Det her er et uigendriveligt bevis på, at der bor mange fra Mashco Piro i dette område, som regeringen ikke bare har undladt at beskytte, men faktisk har solgt til skovhugstfirmaer,« lyder det fra Alfredo Vargas Pio, der er formand for Fenamad.

Billederne får desuden Survival International til at opfordre til, at Forest Stewardship Council (FSC), der certificerer virksomheder, som arbejder med bæredygtig skovhugst, trækker sin FSC-certificering tilbage af skovhuggervirksomheden.

»Dette er en humanitær katastrofe under opsejling. Det er helt afgørende, at skovhuggerne bliver smidt ud, og at Mashco Piros territorium endelig bliver ordentligt beskyttet,« siger Caroline Pearce, der er direktør for Survival International, i en pressemeddelelse:

»FSC skal straks annullere sin certificering af Canales Tahuamanu. Hvis det ikke sker, vil det være en hån mod hele certificeringssystemet.«