Sir George Ivan Morrison tilbage i barndommens gade

Van Morrison, der i sommer blev adlet af den engelske dronning, blev 70 år 31. august. Berlingske var sammen med en stor gruppe »Vanatics« fra hele Verden med til de to udsolgte fødselsdags­koncerter på samme dag på Cyprus Avenue, Belfast.

Van the Man i midten ved koncerten i Belfast. Foto: Morten Egholm Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BELFAST: »Its a mad street, its a really, really mad street!«

Jeg mærker oprigtigheden i stemmen, og det virker som det eneste svar, jeg får fra beboeren, på mit spørgsmål om livet på Hyndford Street, gaden hvor Van Morrison for 70 år siden blev født.

Man fornemmer i det hele taget ret hurtigt, hvorfor adskillige huse står tomme i gaden, med gamle til-salg-skilte i vinduerne. Råbene fra nogle legende børn er det eneste, som bryder en ellers tung stemning af bedre tider der ligger langt bag os.

På husnummer 125 fortæller en lille plade, at her blev Van Morrison født 31. august 1945, men ellers ligner det typiske engelske »two up-two down«-rækkehus alle de andre i gaden.

Hyndford Street er en arbejdergade i et kvarter med boliger bygget til ansatte på Belfasts Harland and Wolf-skibsværft. Engang var det verdens største skibsværft og byggede bl.a. Titanic. Men efter mange år med økonomiske problemer bygges der ikke skibe længere i den nordirske hovedstad.

Van Morrisons far arbejdede som elektriker på skibsværftet, og havde Van Morrison, som det var kutyme dengang, valgt at gå i faderens fodspor, havde jeg ikke stået i Hyndford Street nu foran nummer 125 og undret mig over, hvordan Van Morrison kunne skabe så meget poesi og så drømmende billeder, ud af en så almindelig, ordinær gade i et fattigt arbejderkvarter:

»Take me back, take me way, way, way back

On Hyndford Street

Where you could feel the silence at halfpast eleven

On long summer nights

As the wireless played Radio Luxembourg

And the voices whispered across Beechie River

In the quietness as we sank into restful slumber in the silence

And carried on dreaming, in God.«

Van Morrison: »On Hyndford St.«

Det virkede logisk, at det ikke kunne være den rå Hyndford Street, denne virkelighedens »barndommens gade«, men derimod måtte være Cyprus Avenue, ti minutters gang derfra, som skulle danne baggrund for Van Morrisons to 70 års-fødselsdagskoncerter. En helt anderledes rig gade i et kvarter med store flotte villaer, med smukke gamle træer hele vejen ned på begge sider af gaden.

En gade hvor en ung Van Morrison gik ture, hvor der var højt til himlen, og tankerne kunne flyde frit, og hvorfra han skrev om ungdom og skønhed på den fænomenale debutplade, »Astral Weeks«:

»Down on Cyprus Avenue, with a childlike vision leaping into view

Clicking, clacking of the highheeled shoe,

Ford & Fitzroy, Madame George, Marching with the soldier boy behind,

He’s much older with hat on drinking wine

And that smell of sweet perfume comes drifting through

The cool night air like Shalimar …«

Van Morrison: »Madame George«.

Det er symptomatisk for Van Morrison at bruge et billede som Shalimar, som både er haverne i Lahore, Pakistan, men også den berømte parfume, i sin beskrivelse af luften en aften på Cyprus Avenue.

Den unge Van Morrison oplevede en anden verden her, med lys igennem bladene på træerne og plads til at lade tankerne flyde.

Belfast har en historie fyldt med konflikt, splittelse, hårdhed og økonomisk trængsel, men Van Morrison har altid vist en anden side end det umiddelbare og brugt sine barndoms minder på en poetisk, romantisk vis.

Han løfter Belfast og Nordirland fra det ordinære og banale til det spirituelle og universelle. Måske er det netop denne evne til at beskrive skønhed og fred i et ellers dystert og til tider utroligt voldsomt miljø, der gør Van Morrison til det kulturikon, han er i Irland og resten af Verden i dag.

I en splittet by og nation har Van Morrison formået ikke at blive en del af den religiøse konflikt, som nordirerne kalder »the troubles«, og har som sådan fungeret som et samlingspunkt for hele Irland.

En følelse af, at tiden står stille

Tilbage på Cyprus Avenue, på Van Morrisons 70 års fødselsdag, er der store forventninger til koncerterne.

Flere end 250 af de mest dedikerede »Vanatics«, som er rejst fra 18 forskellige lande til Belfast på en pilgrimstur, har i en uge op til koncerterne fejret deres trubadur.

Nu er de på plads på Cyprus Avenue, hvor træerne strækker sig hele vejen op af gaden omkring de 3.000 tilskuere, og den smukke ramme puster liv i håbet om, at vi skal få en af de helt specielle koncertoplevelser, som Van Morrison har givet sit publikum så mange gange igennem tiden.

Irish Nowa, maler, Quebec, Canada: »Jeg har fulgt Van i 20 år. Han har influeret min måde at male på og mine motiver, og sangen »Hymns to the Silence« startede det hele for mig. For mig handler Van Morrisons musik om at være i naturen, om »retreat and view«, spiritualitet og om at være forbundet med sin barndom. Mine favoritter i aften var »And The Healing Has Begun« og »On Hyndford Street«. Hele slutningen var fantastisk.« Foto: Morten Egholm Fold sammen
Læs mere

En følelse af at tiden står stille, mens Van Morrison i en nærmest trancelignende improvisation over et velkendt nummer bevæger sig ind på ukendt land og herfra taler til noget dybere i os.

Van Morrison kommer på scenen til tonerne af »Celtic Swing«, og derfra bevæger de første fem numre sig mest omkring den lidt (for) tilbagelænede jazzede stil, som Van Morrison og hans band har dyrket de senere år.

»Moondance« swinger dog flot og bringer lidt fællessang frem på Cyprus Avenue. Men først på en forrygende version af »Sometimes I Feel Like a Motherless Child« kan man mærke, at der er potentiale til mere end en rutinepræget koncert i nok så smukke rammer.

Sangen er en gammel negro spiritual fra slavetiden i USA og her leveret i en rå insisterende version med fokus på teksten og Vans stemme samt en guitarsolo fra Van Morrison.

Soloen er langt fra ekvilibristisk i sin udførelse, men den rummer til gengæld det samme, som når Van Morrison spiller saxofon eller mundharmonika, han har en helt særlig nerve, en timing og en klang, der er dybt forbundet med hans vokal, han er umiskendeligt personlig i sin musik.

Van Morrison dedikerede i øvrigt sangen til det tidligere Beirut-gidsel Brian Keenan, som var iblandt publikum.

Vi får ikke den forventede »Cyprus Avenue«

Herefter følger mere populære hits som »Brown Eyed Girl«, »Days Like This« og »Sometimes We Cry« blandet med blues-klassikere som »Baby, Please Dont Go« og »Parchman Farm«. Fine nok versioner, men vi er lidt tilbage i den pæne afdeling, hvor der ikke bliver taget nok chancer.

Til gengæld kommer der mere dybde i den første af de to koncerter på de tre afslutningsnumre »And the Healing Has Begun«, »Ballerina« og »In the Garden«, hvor Van the Man graver dybere i sig selv og linjerne »And we will walk down the avenue again, and we’ll sing all the songs of way back when« rammer os alle på en solbeskinnet Cyprus Avenue lige i hjertet.

Bart Hendriks, psykolog, Utrecht, Holland: »Jeg har fulgt Van siden 1968, men så ham først live i 1975. I starten var jeg for ung til at forstå hans tekster, så for mig var det først musikken og stemmen, som tiltrak mig. Jeg købte en plade med THEM (Van Morrisons band før han gik solo, red.), og så var jeg hooked. Jeg bruger Van Morrisons musik i min terapi. Jeg kunne især lide »And The Healing Has Begun«, som har et nyt arrangement, hver gang jeg hører den live, og »Ballerina«, hvor Van Morrison fortæller om sin første tid i New York City som en meget ung sanger, der forsøger at klare sig.« Foto: Morten Egholm Fold sammen
Læs mere

Typisk for Van Morrison får vi dog ikke den sang, som størstedelen af publikum forventer at høre lige netop i dag, »Cyprus Avenue«. Typisk fordi Van Morrison altid har insisteret på gå imod det forventede og aldrig har bekymret sig om, hvad publikum forventede af ham.

Så publikum, dem der er heldige nok at have billetter til begge koncerter, kan kun gætte på, hvad der ville ske efter pausen, og om »Cyprus Avenue« ville komme hér.

Gennem Morrisons barndom og ungdom

Den anden koncert begynder med en del gengangere fra den første, men Van Morrison virker mere varm nu, selv om han samtidig kæmpede med en svær forkølelse.

»Kingdom Hall« har et godt drive, og ved introduktionen af »Carrying a Torch« præsenterer han endda, med et grin, sangen som sit seneste hit. Sangen er fra 1991.

Han er i godt humør, og den anden koncert har herfra mere glød end den første. »It’s All In the Game/BurningGround« bliver leveret med al den nerve og nærvær, som man har savnet hidtil, og da Van Morrison slutter af med uendeligt mange gange at synge »Daddy, please take me to the burning ground«, har han publikum i sin hule hånd.

Så følger en duet med Chris Farlowe på »Stand by Me« og derefter endnu en flot rendering af »All in the game«. Van Morrison forlader scenen, og da han sjældent giver ekstranumre, tror de fleste, at det er slut her.

Det er det heldigvis ikke. Van Morrison vender tilbage på scenen, der nu ligger på en gade med de sidste solstråler hængende i trætoppene,og spiller selvfølgelig ikke »Cyprus Avenue«, men i stedet »On Hyndford Street«.

Mangala Norskog, Californien, USA: »Jeg så Van Morrison live første gang i 1992. Siden da har jeg arrangeret mine rejser, så jeg kan se Van spille live så meget som muligt. »Ballerina« var nok sangen, som først gjorde indtryk på mig, da jeg kommer fra en baggrund som danser. Jeg har gået rundt i Belfast for første gang, og det har været en kæmpe oplevelse. Jeg føler, jeg er på en spirituel rejse i livet, som Van Morrisons musik kan relateres til. »Motherless Child« var den første sang, som gav mig tårer i øjnene i aften. Det handler om den måde, han leverer sangene på, den energi han lægger i hvert eneste node.« Foto: Morten Egholm Fold sammen
Læs mere

Et nummer han meget sjældent performer live, og man kan høre flere fans gispe, da de første toner bliver slået an. Teksten tager os gennem Van Morrisons barndom og ungdom i East Belfast, fra de lange sommeraftener på Hyndford Street til æblerov på solfyldte eftermiddage langs jernbanen, hvor træerne fra Cyprus Avenue hænger ind over rækværket.

Bange for at bryde magien

På en aften hvor vi skulle vente til allersidste sang, blev det Van Morrisons hyldest til barndommen i Hyndford Street, der skulle give os gåsehud og tårer i øjenkrogen, efterhånden som han forsvandt længere og længere ind i teksten om storheden i barndommens magiske øjeblikke.

Fra stilheden på Hyndford Street »And in the quietness we sank into restful slumber in silence,

And carried on dreaming in God« for til sidst at messe igen og igen og igen »Take me back to the now, the only time is now«.

Her ramte Van Morrison dette helt særlige rum, hvor man undlader at trække vejret, fordi man er bange for at bryde magien.

Og lige som vi sad og håbede, at den følelse kunne fortsætte for altid, forsvandt han langsomt væk fra scenen, imens han hviskede »the only time is now, be here now, child«.

Morten Egholm er filmklipper, en meget stor Van Morrison-fan og i færd med at samle materiale til en dokumentarfilm om Van Morrison.