Sindets maler

Guldaldermaleren Dankvart Dreyers liv indeholder alle de elementer, der hører sig til i gode kunstnermytologier. Han tegnede som barn, og en velgører fik ham på Kunstakademiet. Han havde et vanskeligt sind og var til og med usoigneret. Han døde ung og ukendt, var glemt i årtier og blev så genopdaget. Nu foreligger bogen om ham.

De fleste kunstnere bliver glemt ned tiden. Men undertiden bliver de hentet frem fra glemslen. Det kan ske, fordi vi efterfølgende bliver opmærksomme på deres særlige kvaliteter. Et populært eksempel på det er Vilhelm Hammershøi, der mere eller mindre var gemt af vejen i årtier, indtil vi pludselig så skønheden og tankeindholdet i hans billeder på en ny måde. Også fordi de på tværs af tiden talte til nye erkendelser og andre stemninger i tidsånden. Og fordi vi igen begyndte at interessere os mere for andre kvaliteter i billedkunsten end de rent formmæssige, der til gengæld er afgørende pointer i modernismen.
Nogle kunstnere bliver rehabiliteret takket være mennesker med forstand på kunst. Hyppigt er det andre kunstnere, undertiden er det passionerede kunstsamlere, og i tilfældet Dankvart Dreyer er det en grundig og vidende kunsthistoriker som Suzanne Ludvigsen, der har brugt mere end 20 år til at sammenstykke fortællingen om den glemte guldaldermaler. Nu foreligger hendes omfangsrige værk om kunstneren i to smukt tilrettelagte bind, hvoraf det ene er et ræsonneret katalog, som det hedder. Det vil sige, at der er redegjort for hvert enkelt billede, dets mål, datering, proveniens osv.
I sit korte liv nåede Dankvart Dreyer (1816-52) blot at udstille 36 billeder. Ud af de omkring 300 værker, man mener, han malede, er det kun omkring 20, det ikke er lykkedes at finde i denne omgang. De er gået tabt eller befinder sig i privatsamlinger, hvis ejere enten ikke har ønsket at medvirke eller ikke har haft kendskab til projektet. Bestræbelserne på at nå frem til den endegyldige registrering af Dankvart Dreyers værker fortsætter med en database på Nettet. Registreringen er i sig selv et imponerende stykke arbejde; også fordi Suzanne Ludvigsen knytter uddybende kommentarer til hvert enkelt billede. Dette bind af biografien, der desuden indeholder en detaljeret tidstavle over kunstnerens gøren og laden, er først og fremmest for særligt interesserede som samlere og museumsfolk, og så meget desto mere heldigt er det, at Suzanne Ludvigsen i det 328 sider store, første bind giver en levende fortælling om Dankvart Dreyers liv og levned.

Dankvart Dreyer omtales ofte som den glemte guldaldermaler. Det skyldes både, at han blev glemt af sin samtid, blandt andet fordi han trak sig tilbage fra kunstlivet, og at han efterfølgende blev glemt af kunsthistorien, indtil Karl Madsen, den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, i forbindelse med at han tilrettelagde en udstilling på Københavns nye rådhus i 1901, blev meget begejstret for Dreyers billeder.
Han står ikke unaturligt fortsat i skyggen af de helt store guldaldermalere som Købke og Eckersberg, som han var elev af, samt Lundbye, Marstrand og Constantin Hansen, men siden Karl Madsen genopdagede ham, har en eksklusiv kreds af kunsthistorikere altid sat ham meget højt og gennem artikler udbygget kendskabet til og forståelsen af ham. Kunstforeningen på Gl. Strand har siden afholdt et par udstillinger med hans værker, og i forfjor viste først Fyns Kunstmuseum og dernæst Den Hirschsprungske Samling i København en pragtfuld udstilling, der ikke unaturligt havde Suzanne Ludvigsen som tilrettelægger.
Dankvart Dreyer blev kun 36 år. Han var en sildefødning. Han blev født i 1816 i Assens som sidste barn i en omfangsrig søskendeflok. Han var søn af den velhavende købmand og ejendomsbesidder, Jørgen Chr. Dreyer - kaldet Store Dreyer - der fik ham sammen med sin tredje og til gengæld meget unge kone, Caroline Dorthea. Et af de første spor af Dankvart er hans signatur samt omridset af en karaffel og et vinglas, han har ridset ind i vinduesruderne i barndomshjemmet. Som lille legede han ikke med de andre. I stedet tegnede han, og som det sig hører sig til i alle gode kunstnermytologier, havde han en velgører, en gudfader, der sørgede for, at han i 1831 blev optaget på Kunstakademiet i København.
Det var en dramatisk tid i danmarkshistorien med alle de ulykker, der væltede ind over landet i begyndelsen af 1800-tallet. Det engelske bombardement af København og bortførelsen af flåden. Statsbankerotten i 1813 ved hvilken lejlighed også Dreyers far skulle miste dele af sin formue. Tabet af besiddelserne i Nordtyskland og Norge. Og endnu mere var i vente senere i århundredet. Men dengang rykkede nationen sammen under kriser. Hvad udadtil var tabt, måtte indadtil vindes, og kunstnerne blev mobiliseret til en slags illustreret fædrelandskærlighed. Landets første kunsthistoriker, N.L. Høyen, holdt i 1840rne et foredrag, hvor han opfordrede til fremme af en folkelig og national kunst og bød kunstnerne at drage ud i riget og male dets landskabelige skønhed »til hver plet har fået stemmer, thi det fædreland er vort,« som det hedder i Chr. Richardts fædrelandssang. Det gjorde malerne så, og de overdådige resultater kan ses rundt om på landets mange kunstmuseer og i andre samlinger.
Det har været noget af et detektivarbejde for Suzanne Ludvigsen at stykke historien om Dankvart Dreyer sammen. Det blev nok publiceret i en fynsk avis, hvem der var passagerer med båden over bæltet, men vi ved ikke meget om, hvor han eksempelvis boede i akademitiden, og videre meddelsom har han ikke været. Man kender kun to breve, han har skrevet. Vi kender så hans billeder, der naturligvis er voldsomt påvirket af hans professorer og af tidens stil, og vi ved, at han vinder både den lille og den store guldmedalje.
Vi ved også, at forgæves i flere omgange søger Akademiets rejsestipendier, og at han til sidst giver op, slår sig ned på Fyn, dyrker jorden men også maleriet med en forbløffende inderlighed. Udstillingerne i 2006 og 07 hed Naturfortrolighed, og det er en både meget smuk og præcis titel. Det var det, Dankvart Dreyer søgte, og det er en af Suzanne Ludvigsens pointer, at han på den ene side åbenlyst er forelsket i naturen men på den anden side har et mere nøgternt syn på den end mange af de nationalromantiske malere. Dreyer malede sine bølger som han så dem. Ikke så dramatiske som kritikken og køberne ønskede det. Det er, som om han så udpræget grad lægger sit sind i sine gengivelser af naturen. Han har levet med og i den. Den har været hans fortrolige.
Dankvart Dreyer blev allerede i sin samtid skrevet ud af kunsthistorien. N.L. Høyen, tidens mest magtfulde person i kunstinstitutionen, noterer i 1849 i sine papirer, at Dankvart Dreyer ikke længere er maler. Tre år efter er hen heller ikke længere. Den 4. november 1852 dør Dankvart Dreyer af tyfus, 36 år gammel.

Trods sin betydelige faglige tyngde er »Dankvart Dreyer - den oversete guldaldermaler« en bog, der er lige til at gå til. Suzanne Ludvigsen skriver et smukt og kultiveret, undertiden lidt charmerende altmodisch dansk, og hun har den store formidlingsmæssige kvalitet, at hun ikke alene henvender sig til alle med interesse for kunst men også kan det fif, man kan møde hos erfarne foredragsholdere:
Med enkelte sætninger griber hun lige tilbage i sin fortælling og minder om, hvad der tidligere skete, og hvad vi har hørt om. Bogen er naturligvis rigt illustreret af talrige af Dankvart Dreyers dejlige billeder, og Mette Mourier har stået for den grafiske tilrettelæggelse, hvilket ikke uventet har resulteret i en klassisk og overskuelig layout, der passer til bogens emne. Det skal nok blive en af de kunstbøger fra 2008, der bliver stående ...

Suzanne Ludvigsen: Dankvart Dreyer – den oversete guldaldermaler 1-2. Grafisk tilrettelæggelse: Mette Mourier. Rigt illustreret, 328 + 140 sider, 749,- kr. Forlaget Vandkunsten og Selskabet til Udgivelse af Danske Mindesmærker.