Simon siger: Lyt som en jomfru

Han åbnede festivalen Wundergrund lørdag aften med sin »Black Box Music«. Simon Steen-Andersen leder efter musik, der er radikalt anderledes – men ikke kræver forkundskaber.

Foto: Martin Sylvest Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Simon Steen-Andersen lod for nylig et flygel falde ned fra otte meters højde. Det landede på et råt betongulv med et brag.

Flere skulle siden beklage sig over påfundet. Har slige provokationer ikke haft sin tid? Var vi ikke færdige med den slags?

Simon er først lige begyndt. Og hvis han aldrig har villet noget, er det provokation. Den nu 37 år unge komponist vil kun det skønne og det sanselige – og måske ligefrem lave lidt sjov i gaden undervejs.

»Når vi ser et klassisk instrument, så har vi straks nogle forventninger,« siger komponisten til Berlingske.

»Vi hører trompeten spille en tone og forventer straks noget af næste tone. Jeg prøver at lægge afstand til de forventninger og lade folk møde det velkendte med jomfrueligt sind. Prøver at vende tingene på hovedet eller præsentere dem i et nyt lys.«

Berlingske finder ham i Koncertkirken på Nørrebro lørdag aften. Hans prisbelønnede »Black Box Music« åbner årets Wundergrund – en festival, der løber frem til næste weekend og har avantgardens musik i fokus.

Kirkens bænke er fyldt til bristepunktet. Arrangørerne må sige nej til et halvt hundrede forventningsfulde i døren.

Ikke kun fordi Simon Steen-Andersen står som et af de stærkeste kort i dansk avantgarde og fik overrakt Carl Nielsen Prisen Prisen på hele 600.000 kroner i Diamanten dagen før.

Men også fordi »Black Box Music« fra sidste år har gået over hele kloden og allerede er lidt af en nyklassiker.

Sit eget værk

Værket ligner ikke noget andet. Men det minder om en masse, bare på en ny måde:

En solist i skikkelse af multimusikeren Håkon Stene er alene på scenen. Han har en sort kasse foran sig og stikker hænderne ind gennem to huller. De to hænder fanges så af et kamera, der projicerer deres tegn og gerninger op på et kæmpe lærred.

Ligner det et kemisk forsøg? Ligner det stumfilm eller måske tegnefilm?

Klassikere som harpe og strygere og blæsere står rundt i kirken. Men også mægtige plader af stål har fundet vej til Blågårds Plads. For ikke at glemme et par pænt ophængte balloner. Og en slags... boremaskine.

Hvad skal der ske? Solisten dirigerer først 15 musikere fra Aarhus Sinfonietta. Musikerne er fordelt på tre grupper og følger de meterhøje hænders bevægelser. Hænderne kan også vise en vis finger eller tale sammen som sokkedyr. Eller musikerne skal spille modsat af det, de viser. Selvfølgelig til hjertelige latterbrøl fra bænkene.

»Black Box Music« er til gengæld hverken melodier eller harmonier i begyndelsen. Det består mest af suk, trut eller små hvin.

Men hver del af det halvtimelange stykke har sin egen klangverden, opdager man hurtigt. Værkets solist skal eksempelvis spille på stemmegafler undervejs. Stemmegafler med næsten ens toner. Med tryk på næsten.

Får man aldrig en sammenhængende melodi? Eller bare en basgang?

Jo. Solisten spænder elastikker op i sin kasse og knipser op dem. Eller han lader små ventilatorer gøre arbejdet – hvilket inden længe kulminerer i et meget komisk kaos.

Spil på elastikker

Det sidste er karakteristisk for Simon Steen-Andersen. Når han omsider antyder en melodi, spilles den på elastikker.

Kunst kan være hverdag på den måde. Og hverdag kan blive kunst.

»Vi komponister er altid overladt til andres nåde. Et værk som »Black Box Music« kræver virkelig, man engagerer sig i det,« siger Simon Steen-Andersen før åbningen.

»Jeg bruger for eksempel mange lyde, som nodeskriften slet ikke har traditioner for. Så jeg tager gerne med rundt i verden og gør det tydeligt for musikerne, hvad jeg mener.

Men det sker jo også, folk spiller mine værker uden min medvirken. Det kan sagtens gå rigtig godt. Det kan også gå knap så godt.«

Dit værk lyder jo i forvejen ret specielt. Hvad kan gå galt i aften?

»Noget helt banalt: At folk ikke spiller det, de skal. At de måske springer noget over eller mister koncentrationen."

Altså lidt som en romantisk symfoni?

»For mig, ja. Men hvis folk kommer hen og fortæller, de har fået en god oplevelse – så er noget jo altså gået godt alligevel.«

Du har jo også lagt skæg og ballade ind?

»Jeg prøver at integrere de to ting. Faren er jo, det visuelle bliver på bekostning af musikken. Min oplevelsesverden skal helt klart forblive musikalsk – den skal ikke være tegnefilm eller videokunst.

Jeg stræber efter en musik, der ikke kræver nogen forkundskaber. Den skal på én gang være radikal og helt umiddelbar.«

Søren Schauser live-anmelder både »Black Box Music« og performancekunstneren Lilibeth Cuenca Rasmussen i aften kl. 18 i LiteraturHaus på Nørrebro. Yderligere oplysninger om festivalen på www.wundergrund.dk