Sig det med emojis

Digtere og forfattere eksperimenterer nu med emojis. Men hvad er egentlig forskellen på at sige noget med ord og sige noget med blinkende øjne?

Du kender helt sikkert til de små billedikoner, der siden iPhonens udbredelse har sneget sig ind i vores kommunikation med hinanden på de digitale medier. Emojis, kalder man dem.

Men hvordan ville du have det, hvis din avis lige pludselig var fyldt med disse tegn? Eller hvis forfatterne begyndte at bruge dem i deres romaner og digterne i deres digte?

Kan du forestille dig Jussi Adler-Olsens »Fasandræberne« blive genudgivet under titlen »Fasandræberne« eller slet og ret »«?

Er man indehaver af en smartphone eller en profil på et socialt medie, kræver det målrettet indsats ikke på et eller andet tidspunkt at støde på en emoji.

Præcis hvor flittigt, de bliver brugt, er det så godt som umuligt at give et bud på, men kunstner og hacker Matthew Rothenberg har gjort et ærligt forsøg med hjemmesiden emojitracker. com, hvor han i realtid fører digital statistik over, hvor ofte hvert enkelt emoji-ikon indgår i et tweet på Twitter.

I skrivende stund er der ifølge emojitracker. com optalt 11.8 milliarder tweets med emojis siden hjemmesidens lancering i juli 2014. Hjemmesiden kan desuden informere om, at den mest populære emoji lige nu er, som står for omkring 900 millioner af den samlede mængde.

Emojis er blevet en fast del af det uformelle skrevne sprog på internettet, og det har naturligvis fået sproginteresserede til at rette luppen mod de små piktogrammer. Er det mon et nyt, internationalt sprog, der er ved at opstå? Og er det i så fald et meget simpelt sprog? Eller meget komplekst?

Hvad kan det, og hvad kan det ikke? Ordet emoji er sammensat af e, som betyder billede, og moji, som betyder tegn -på japansk. Den form, vi kender i dag, er designet i Japan i slutningen af 1990erne af Shigetaka Kurita, der arbejdede på at udvikle verdens første mobile internetplatform, i-mode, for teleselskabet NTT DoCoMo.

Han fandt efter sigende inspiration til ikonerne i blandt andet vejskilte og manga-tegninger.

I brug fungerer emoijis både som direkte erstatning for eller »oversættelse« af ord og som tegn, der forsøger at styre læsningen af ordene, forklarer Lone Koefoed Hansen, der er lektor på Aarhus Universitet og forsker i digital æstetik og digitale medier:

»Når der står mange emojis efter hinanden, får det karakter af en rebus, hvor man skal prøve at regne ud, hvad de enkelte emojis skal stå for og få dem til at give mening i forhold til hinanden. Når man derimod bruger emojis sammen med ord, kan de være med til at styre eller nuancere forståelsen af ordene. Hvis man skriver »ses i aften« og sætter to dansende damer (, red.) ind, så har man faktisk sagt en masse mere end bare det, som står »ordret«. Og jeg tror, at det er den version, der for alvor har et litterært potentiale. At lege med, hvordan billederne fungerer i forhold til ordene.«

Digtere og forfattere er så småt begyndt at eksperimentere med at udgive på »emoji«. For eksempel udkom der i 2013 en komplet emoji-oversættelse af Herman Melvilles klassiker »Moby Dick«, som i Fred Benensons oversættelse har fået titlen »Emoji Dick; or,«, og herhjemme har digteren Olga Ravn udgivet flere nyskrevne »Emoticon Haikus« på sin blog.

Forlaget Random House har også udgivet den såkaldte »OMG Shakespeare« -serie med titler som »Srsly Hamlet«, »Macbeth # killingit« og »YOLO Juliette«, der gendigter klassikerne i et moderne internetsprog, hvor emojis indgår som en del af karakterernes »replikker«.

»Jeg tror grundlæggende, at folk synes, de er sjove! De er nye, og det føles ufarligt at kommunikere med dem. De er mindre tynget af historien og af kulturel ballast, end ord er. Det store spørgsmål er, om de også kommer til at flytte sig fra det her hverdagssprog, som de indgår i nu, over i en mere officiel eller formel kommunikation. I dag er det stadig en ret legende form,« siger Lone Koefoed Hansen.

Forfatteren og digteren Nicolaj Stochholm har før skrevet om og med inspiration i vores digitale liv, men han har aldrig digtet med emojis, selvom han flittigt bruger dem i sin kommunikation på sociale medier.

Han mener, at »emoji« -sproget skal modnes yderligere, før det for alvor bliver interessant at digte med.

»Jeg siger bestemt ikke, at jeg ikke kunne finde på det. Jeg er jo digter, og jeg indrømmer gerne, at jeg er fan af ord, men jeg er også fan af sprog, og jeg anerkender emojis som sprog. Men jeg mener også, at det stadigvæk er meget rudimentært, meget nyt. Jeg tror, at det skal udvikle sig lidt, der skal være lidt flere instrumenter at spille på, før det bliver rigtigt interessant at skrive digte med,« siger han og tilføjer:

»Der er noget hulemaleri over det, iblandet lidt japansk fantasy. Vi er nede i en slags urkedler, som alle kan forstå, på tværs af sproggrænser. Det er jo ret fantastisk. Men der er også det ved dem, at de, ud over at de er dyre at trykke i en bog, på en måde gør ordene endimensionelle. En gul mand med et stort smil. »Jeg elsker dig«. Og så et hjerte bagefter. Man kommer let til at servere en bestemt betydning for læseren på den måde.«

Lone Koefoed Hansen mener også, at emoji-sproget formentlig skal udvikle sig mere, før vi for alvor begynder at se det brugt litterært. Og udgivelsesformen vil måske heller ikke blive den klassiske bogform, siger hun:

»Mit bedste bud er, at det er et spørgsmål om tid, før vi kommer til at se mere af det. Måske ikke som bogudgivelser, for en bogudgivelse er jo en helt bestemt form, som egentlig er meget traditionel - det har for eksempel også taget rigtig lang tid, før graphic novels begyndte at blive udbredt, og de udgør jo stadigvæk en niche. Man kan selvfølgelig forestille sig alt, men det virker ikke oplagt, at emojis flytter ind i den næste Liza Marklundkrimi. Men det kunne sagtens være, at de flyttede ind i en anden form for litteratur. En helt ny form måske.«.