Sidste udkald for drømmerne

Der er lagt op til det endelige opgør om UNGDOMSHUSET. Et slag i en 25 år lang krig mellem sortklædt ungdom og regelberedt samfund. Det er ungdommens grænseløse drømme i frontalt sammenstød med den indhegnede ejendomsret. Det er to forskellige sprog, to forskellige samfund -- måske endda to forskellige tidsopfattelser.

Ungdomshuset blev givet til Københavns sortklædte ungdom i oktober 1982. Overborgmester Weldekamp, BZernes fjende nummer et, kom selv og holdt åbningstalen, hvorefter BZerne forgæves forsøgte at give ham buksevand og i stedet hældte en balje vand over borgmesteren. Foto: Brian Berg<br> Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er som at gå ind i en anden tid. Vi lukkes ind i en borg, der forbereder sig på krig. Der bakses med jernstænger og bjælker på den anden side af den barrikaderede kælderdør. Derefter ser det sort ud. Vi entrerer »Hullet«. En bar i bunden af Danmarks mest berygtede bygning.

Her er kælderkoldt. Pupillerne udvides i tusmørket og fanger en møblering af storskralds-sofaer med tilhørende stearin-dækkede borde.

»Det ligner jo sig selv. Det er lige før, det hele står, som dengang vi lige havde overtaget det i 1982,« smiler Martin, 40 år og gammel BZer.

»Vi gør også meget for at bevare historien i huset -- beholde det, der er malet på væggene og sådan noget,« replicerer Adam, 28 år og talsmand fra Ungdomshusets pressegruppe.

Det er eftermiddag. Ungdomshuset er ved at vågne. Nogle teenagepiger på 14-15 år spiller bordfodbold. Med bred eyeliner og smalle smil. En eller anden finder nogle stearinlys, en anden kontakten til nogle farvede lyskæder, en tredje sætter Björk afdæmpet på anlægget. Kaffe er udelukket, undskylder Adam: »Alle kanderne er smadret«. Sortklædte teenagere kommer og går. En del med ringe i næsen. De fleste med hår, der protesterer mod det småborgerlige begreb »frisure«. Mange er klædt i det, deres bedsteforældre vil betegne som »autonom-uniform«, ungdom fra hvilken de ikke forventer andet end snøvlende råb og stenkast. Men her er fredeligt. Kun dørvagtens stedvise skramlen med stænger og bjælker for hver ud- og indgang larmer.

Vindebroen må ikke være nede. Fjenden står snart derude.

Det hævdes, at en nabo længere henne ad gaden i al hemmelighed har fået et tilbud om at leje sin karnap mod Jagtvejen ud til Danmarks nye, lokale CNN, TV2 News. Stationen skulle således håbe, at kampen om Ungdomshuset vil blive et 24-timers slag. En BZ-krig for TV2 News, hvad Golfkrigen var for CNN.

Men slagets længde bliver sandsynligvis tættere på 24 minutter. End ikke de borgbefæstede unge selv nærer de store illusioner.

»Politiet kommer en eller anden tidlig morgen og braser gennem væggene. Lejlighederne inde i bygningen ved siden af står tomme, så kommer de nok den vej ind med specialtropper. Jeg regner ikke med, at vi kan holde huset i længere tid,« siger talsmanden Adam med det til lejligheden passende »efternavn« B. Zetter.

Vi er på vej ind i 25-året for Ungdomshuset på Jagtvejen 69 på Nørrebro i København. Fogedforretningen, der skal sætte ungdommen på gaden for ejerne -- den kristne frimenighed Faderhuset -- er lige blevet udsat. Politiet har ikke mandskab til at beskæftige sig med ungdomskludder i december måned, lyder forklaringen. Desuden er der julefreden at tage hensyn til, tilføjes det.

Men de kommer. Det er udgangspunktet i huset. De unge har samlet bunker af sten oppe på taget. De har barrikaderet alle muligheder for indtrængning. Kommunen har på den anden side udfærdiget en evakueringsplan for områdets børneinstitutioner. Og naboer planlægger at rejse udenbys -- hvis blot de vidste, hvornår »helvede bryder løs«.

»Det bliver en grim konfrontation. Det bliver voldeligt, væmmeligt og helt unødvendigt,« siger Marius Hansteen, beboer i en af naboejendommene. Her er man i færd med at renovere et gårdmiljø, der støder op til Ungdomshuset. »Vi går jo meget op i, at de nye brosten først skal leveres efter, det hele er overstået,« siger han.

De kalder det selv »The Final Battle«, Det endelige Opgør, i en opfordring til udlændinge i bevægelsen om at udføre sympatiaktioner. Subsidiært komme til København og være med i slaget.

»Der er ingen tvivl om, at det er det endelige opgør. Enten gennemføres rydningen, eller også reddes huset på en måde, hvor det sikres i fremtiden. Vi vil jo gerne have det sidste,« siger Adam.

Retorikken om »Det endelige Opgør« fortæller, at vi taler om et afgørende slag i en lang krig. Vi taler krigen mellem det, der engang hed BZ-bevægelsen og Det Etablerede Samfund. Senere blev det til De Autonome. I dag nægter de at anerkende samlebetegnelser for et fællesskab, der er i »konstant forandring«, som det hedder. Så kan det omgivende samfund ironisere alt, hvad det vil. Om at de har haft det samme tøj på derinde i 24 år. Eller at de har et bevaringsandægtigt, ligefrem konservativt forhold til forgængernes vægmalerier som beskrevet.

»Det er sjovt. Men her knap 25 år efter er diskussionen den samme. Argumenterne er også de samme. Det hele er det samme. Da vi kæmpede for et ungdomshus og fik det her, var det også sådan. Vi ville have et sted, hvor vi kunne være os selv uden indblanding. Det omgivende samfund havde travlt med at ville normalisere os. Det er som at spille et bånd fra 1982,« siger Martin Lindblom, der som teenager og BZer var en af dem, der fik huset overdraget af Københavns Kommune i begyndelsen af firserne.

Ifølge eks-BZeren, der ikke kommer i Ungdomshuset mere, men er kommet på Berlingske Søndags opfordring, er historien om husets opståen simpel. Og perspektivet i denne historie er dertil malende på tærsklen til det forestående slag.

»Jeg kom med langt hår, fjer og perler. Vi var sådan en lille troldegruppe. Vi var edderbukme naive, søde og inkluderende. Jeg havde sgu da ikke set, at jeg de næste femten år ville rende rundt og være supermilitant og forsvare det ene hus efter det andet og brænde ting og sager af. Men det blev konsekvensen af de prygl, vi blev mødt med. Jeg var 15 år, dengang vi besatte Mekanisk Musikmuseum. Vi smed et toilet ud ad vinduet mod politiet. Et halvt år efter havde vi et ungdomshus. Det var den lære, jeg drog af det. Vi havde prøvet alt andet i vores kamp for at få et sted, men de var skide ligeglade. De pryglede os bare. Den dag vi gav igen, blev vi inviteret til forhandlinger,« siger Martin.

Gadekampe og demo'er med heftig håndgemæng har været et vilkår for »bevægelsen« lige siden. Resten af samfundet ser en flok unge, selvretfærdige anarkister rasere en gudstjeneste i Faderhuset som forrige søndag. De unge ser sig selv som desperate ofre, der bagbundne forsøger at gøre sig fri af løkken inden hængning.

»Det er vigtigt at holde fast i, at det, der skete ude ved Faderhuset, jo ikke var et forsøg på at begå hærværk, så vi kan gennemtrumfe vores mening og holdning. Det, der skete var, at folk blev tvunget ud i det militante forsvar. For at det her ikke skal dø. Det her hus er deres liv. Jeg kender ikke nogen, der er kommet ind i det her miljø uden som udgangspunkt at være pacifister, uden at synes at Gandhi var en fantastisk skikkelse, uden at have den indstilling, at vi sætter os ned, og hvis de så tæver os, så skal der nok være medier, der opdager det. Hvis man så gentagne gange oplever at få rigtig mange tæsk og den eneste historie, der kører bagefter, er, at nu lavede unge demonstranter ballade igen, så får folk nok. Så begynder de at slå igen,« siger Adam B. Zetter.

Hvad enten man godtager denne reviderede udgave af Gandhis ikke-volds-anvendelse eller ej, står det klart: Den har godtgjort BZerne, de autonome og den nuværende bevægelse i Ungdomshuset som en flok unge, der definerer sig via sine modstandere. Ikke ved egne visioner, samling og mål. En flok unge, der er i trodsalderen og klæder sig, som er de med i musicalversionen af »De elendige«. En flok unge, der vrænger selvopkørt og dramatisk ad samfundet, som er samfundet en uudholdelig far eller mor. »500 stenkastende autonome voldspsykopater fra helvede«, som det hedder i det berømte og berygtede banner, der blev hængt ud mod samfundet fra Ungdomshuset, da det blev sat til salg.

»Her blev ironien nok aldrig helt forstået. Det blev taget lidt for bogstaveligt. Måske ikke mindst den dér med »helvede«, kunne vi så senere konstatere med Faderhuset. Men vi reagerer jo på, at de har solgt huset. I stedet for at spørge os om, hvorfor vi har hængt det dér banner ud med voldspsykopaterne, og hvorfor vi ikke bare forlader stedet, når nogle andre ejer det, så skulle man spørge politikerne om, hvorfor de har solgt huset hen over hovedet på os,« siger Adam.

De sortklædte i Ungdomshuset har næsten alle dage været i kamp. Endda så meget at de færreste uden for de overmalede mure nogensinde har fået styr på, hvad »bevægelsen« går ud på. Hvad vil de? Udover at indrette sig i demonstrativ kontrast til gode, borgerlige boligdrømme? Hvad er visionen?

Den er åbenbart først og fremmest at »være dem, de andre ikke må lege med«, som det hedder i en graffiti ud mod Jagtvej. Det er ungdom, der kræver det betingelsesløse fristed og er villige til at trodse en del regler for at opnå det. Eller som Martin Lindblom udtrykker det:

»Forhandlingerne, der ledte frem til det her hus, var så kaotiske, at ingen nogensinde kan forestille sig det. Havde jeg været teknokrat inde på Rådhuset, havde jeg simpelthen skudt os, som de møgunger, vi var -- eller skudt mig selv i frustration. Vi ville jo ikke være en del af dem eller deres måde at gøre det på. De ville have ledere at forhandle med, så vi skiftede forhandlere for hver gang. De vidste aldrig, hvem der kom, og alting begyndte forfra, hver gang der kom nogle nye teenagere ind og smed benene op på bordet. Vi ville netop ikke være normale«.

Da Ungdomshuset blev overtaget, var det tilmed »et meget flot og fint hus«. Det lignede nogle andres. Hvorfor BZerne straks overmalede alle vægge med diverse farver.

»Vi fik splittet hele lortet ad i løbet af to sekunder. Jeg kan da stadig græde over, at der var sådan en balkon med fine forgyldninger. De blev alle smadret, fordi vi sad med militærstøvler på og bankede rytmen fra de bands, der spillede. Pointen var imidlertid, at det var vores egen måde at gøre det på, ikke om det var den rigtige måde. Det er sådan, det er. Og det er vel også sådan, det har været lige siden,« siger Martin.

»Ungeren«, som Ungdomshuset hedder blandt brugerne, er i dag udtryk for en demokratiopfattelse, ifølge talsmand Adam. Intet mindre. Minoriteter skal beskyttes, fordi man gerne vil have et rigt og mangfoldigt samfund, hedder det. Eller som husets »grundlov« lyder: »Ingen sexisme, ingen heterosexisme, ingen racisme, ingen vold, ingen hårde stoffer.«

»Det er det, det går ud på, hvis du spørger. De her krav har sjovt nok gjort os til afvigere, forestil dig det! Normaliteten afkræver hele tiden afvigere, at de skal retfærdiggøre deres eksistens. Hvis man nu i stedet sagde, at mangfoldighed er positivt, så behøvede man ikke bruge alle de kræfter på at skulle normalisere alt, presse alle til at være som flertallet. Der tænker jeg ikke bare på Ungdomshuset, jeg tænker også på Christiania. Kampen for at bevare det her hus, er lig kampen for diversiteten, for retten til at være anderledes,« siger Adam.

Han mener ikke, »bevægelsen« er i stand til at være anderledes i andre huse eller andre steder. De 200 faste brugere og »nogle gange over tusind koncertgængere« beviser på snart 25. år, at de har en hævdvunden ret til adressen, hvor de holder koncerter, film- eller litteraturaftener eller mødes til veganermad, påpeger han. Her ønsker man ikke krig. Man er blot tvunget ud i en.

»Der har aldrig været duer og høge. Det er de samme, der står og laver veganermad i folkekøkkenet, som vil forsvare huset på militant vis. Om de er det ene eller det andet, afgøres af det pres, de sættes under. Lader man være med at angribe huset og lader være med at angribe vores demonstrationer, så slår folk ikke igen. Så bruger de deres krudt på at lave kultur, for det er, hvad de helst vil,« siger talsmanden.

Han kan ikke svare på, hvor mange af veganerne, der vil gribe til stenene på taget og slynge dem mod politibetjente nede på Jagtvejen, den dag en rydning går i gang. Det er »op til hver enkelt at afgøre med sig selv«.

Borgen »Ungdomshuset« forbereder sig på krig. Hvad enten dens befolkning er i stand til at slås eller ej. Det er tilbage til stenkastalderen endnu en gang. En tid, det omgivende samfund har lagt bag sig sammen med ofrets århundrede og omkvæd som »panserne er nogle svin«, og »det er samfundets skyld«. I nutidens forældrekøbs-boligalder er gadekrig med barrikaderede, hætteklædte bypartisaner, der stenkastende dyster med skjoldklædt politi i kampuniformer, ikke længere et politisk spørgsmål. Og det er slet ikke »Historien om et forudsigeligt mord«, som forfatteren Carsten Jensen skrev om da besættelsen af Ryesgade faldt i firserne.

Det er et spørgsmål om ejendomsrettens ukrænkelighed. Samt at bevare julehandlens fred. Alt er forandret.

Og så alligevel ikke, som eks-BZer Martin påpeger.

»Det er de samme argumenter, der bruges i dag som dengang, Carsten Jensen skrev den dér historie. Det er præcis den samme historie, der gentages. Vi kender begyndelsen, og vi ved, hvordan det ender. Det er så deprimerende at se, hvordan de bare ønsker at tæske sig igennem,« siger Martin Lindblom.

Ingen blev dog nogensinde myrdet i Ryesgade. Efter et par forsøg opgav politiet at gå ind. Efter ni dages belejring opløste besættelsen sig selv. Naboforeningen, der løbende har forhandlet med Ungdomshuset om »godt naboskab«, håber de nyslåede BZere i huset på Jagtvej 69 vil drage en anden lære end gadekrigens håndværk af historien. Et eller andet a la besættelsen af Allotria. Her hængte 80er-BZerne et banner op med teksten: »Vi bestemmer selv, hvornår vi vil slås«. Hvorpå de gravede en hemmelig tunnel og var forsvundet, da rydningen med massivt politiopbud satte ind.

»Kaster de med brosten, vil ingen kunne huske denne kamp fra de andre. Men nu, hvor de har tabt al sympati med aktionen mod Faderhuset, kunne de genvinde den ved at snyde politiet med én eller anden intelligent, politisk manifestation. De vil få så meget medvind, at de vil kunne opnå at få et nyt hus,« siger Martin Stahl fra »Naboerne på Nørrebro«.

Men i Ungdomshuset er sagen klar. Faderhuset, fogeden og politiet bestemmer, hvornår de skal slås. Der er ingen vej ud. Der er ingen vej tilbage. Og det er alt sammen politikernes skyld. De holdt ikke, hvad de lovede.

»Kald det affektionsværdi, kald det en bygning med vores personlighed, kald det hvad som helst. Hvorfor ikke tilbyde Faderhuset, som ikke har noget forhold til det her hus, et andet sted i stedet for os? Det her hus var folkets hus, bygget af fagbevægelsen. Der er sket epokegørende ting her. Det var her, man i 1910 besluttede, at 8. marts skulle være kvindernes internationale kampdag. Alt, hvad Ritt Bjerregaard står på skuldrene af, ligger i det her hus. Hvordan kan hun sidde det overhørig? Ka' de ikke finde en løsning politisk, har vi kun to muligheder. Enten bøjer vi os og makker ret uden kamp. Eller også viser vi vores frustration og vrede og svarer igen. Jeg kan ikke forestille mig, at folk ikke vælger det sidste,« siger Adam.

»Jeg vil endda sige, at de risikerer hermed at lægge grunden til ti-femten års gadekampe i København. Og det ønsker ingen. Heller ikke os fra firserne,« supplerer Martin.

Vi lukkes ud på samme måde, som vi blev lukket ind. Der bakses med jernstænger og bjælker ved den barrikaderede kælderdør. Derefter stiger man op. Ud af »Hullet«. Ind i et Danmark, hvor »bevægelsen«, vi netop har lagt bag os, betragtes som en bevægelse på stedet. Hvor den ungdom, der barrikaderer sig under hævd af at være en prøve på nationens demokratiske rummelighed, er en simpel overskridelse af ejendomsretten. Bag ved barrikaderes døren på ny. Vindebroen hæves igen. Også når man går ud af borgen, er det som at gå ind i en anden tid.