Sidste stop på dødsruten: »Du kan være hvem som helst udenfor. Det er, hvordan du opfører dig herinde, der tæller«

I morgen lukker et af Københavns mest berygtede morgenværtshuse. Gennem 33 år har Café Louise skabt fest og ballade på Nørrebro. Måske mest det sidste. »Vi bliver hetzet,« mener bartender.

Café Louise lukker. Fold sammen
Læs mere

En mand falder ned ad trappen. Vi hører lyden af hans ansigt, der rammer stengulvet, og flasken, der knuses under ham. Kroppen giver et BUMP, da den møder gulvet. Selv siger han ikke en lyd, og i rygerummet ænser de ham knapt nok. En kvinde står med lukkede øjne og synger med på noget med Malk de Koijn eller Bikstok Røgsystem, mens to fyre diskuterer, hvorvidt Trump vil redde verden. Eller smadre den.

Vi er på Café Understellet, selv om det ikke var meningen. Sådan er det nok tit.

Målet er Café Louise. Efter 33 år på Nørrebrogade har baren nemlig besluttet at lukke. Et opslag på Facebook meddeler, at man gerne ville fortsætte, men at kampen er tabt.

»Vi ved alle, at mod dumhed kæmper selv Guderne forgæves,« som der står. Andet ved vi ikke. Vi venter bare på, at klokken runder 02.00, så vi komme videre til Louise, der først åbner, når man bør gå hjem.

Louise er festen, der starter sent og slutter tidligt. Et sted for dem, der ikke har travlt med at komme hjem, eller som ikke har noget at komme hjem til. Og så har Louise den tvivlsomme ære at stå for en betragtelig del af nattelivsballaden på Nørrebro.

Når ordensmagten rykker ud i området, er det i hver tredje tilfælde på grund af episoder på det berygtede morgenværtshus. Det viste en oversigt, der blev lavet i begyndelsen af året, hvor politiet efterforskede et knivstikkeri i området. At tage derhen virker som en besynderlig idé.

Efter 33 år lukker legendariske Café Louise på Nørrebro Fold sammen
Læs mere

Især klokken 01.00, hvor jeg sidder sammen med en veninde, der synker længere og længere ned i sin barstol. En fremmed mand har stillet sig så tæt på os, at man i princippet kan regne ham som en del af selskabet, hvis han ellers begyndte at tale. Da han endelig åbner munden, beslutter vi os for, at natten er gammel nok til at gå videre.

Har man boet længe i København, kender man alt til Louises tilknappede facade, der gør det umuligt at kigge ind. Vinduerne er smalle og sidder så højt, at de højst kan bruges som glughuller. At komme indenfor kræver, at man ringer på en dørklokke. I de tidligere 90ere så jeg engang to mænd udveksle ensartede kufferter herinde. Senere kom årene, hvor der gentagne gange var optøjer. I 2012 blev en familiefar slået ihjel på gaden udenfor. Antallet af slagsmål er umuligt at tælle.

Men jeg kender også borgerlige ægtepar med fast arbejde, der er rendt ind i hinanden over en Tuborg ved den brune bar. Og da min veninde mistede sin nøgle, var der en mand fra Café Louise, der brugte en hel aften på at lede efter den ved stierne omkring den nærliggende sø. Det er længe siden. Dengang de gule vægge var rå, og man måtte anstrenge sig for at løfte fødderne, der hang fast i den klistrede masse, der dækkede gulvet.

Sådan er Café Louise ikke længere. For fire måneder siden kom der både plakater og væg-til-væg-tæppe. Der kom mere styr på det, siger bartenderne.

Sanne har været ansat på Café Louise i 16 år, men i aften sidder hun på den anden side og har mere tid til at snakke.

Artiklen fortsætter under billedet

»Jeg havde troet, at det skulle være mit sidste arbejdssted,« siger hun.

»Selvfølgelig har der været dårlige oplevelser herinde, men de gode fylder altså mest. Jeg har oplevet kunder, der kom tilbage efter flere år for at fejre, at de havde mødt hinanden. De fleste, der kommer på Louise er jo stamkunder. Og i de her dage strømmer de til. Det bliver sindssygt hårdt med alle dem, vi skal sige farvel til«.

Hun når kun lige at afslutte sætningen, før en gruppe mænd strømmer ind af døren.

»Skal I lukke?!« brøler den forreste. Han får en øl og en smøg, og så er han i gang.

Ved siden af står Lasse på 23 år. Han var egentlig bare ude med en kammerat. Så gik vennen, og Lasse endte på Louise.

»At strække en nat så langt som man kan, det har en vis kvalitet. Især på Louise. Her kommer alle mulige mennesker, og pludselig sidder man ved et bord med to venner og en drugdealer fra Christiania og har en fed samtale, fordi man har hvert sit syn på tingene. Jeg kan huske, at jeg engang sad i sådan en gruppe, og så blev vi enige om at skrive digte på vores servietter. Det var vildt intimt. Og jeg har aldrig set dem siden,« husker Lasse, der kalder Louise for Københavns sidste Westernbar.

»Det er en rigtig saloon. Du kan være hvem som helst udenfor. Det er, hvordan du opfører dig herinde, der tæller«.

Morgenværtshusene har været del af København i 100 år. De små beværtninger går hånd i hånd med hovedstadens arbejderkultur. I brokvartererne, hvor folk boede tæt, blev de en ekstern dagligstue, hvor far fik en bajer, mens mor puttede ungerne derhjemme. Alt det har jeg læst mig til, inden vi når frem til Louise, der allerede er halvfuld. De fleste gæster er unge. Mange er højrøstede. Alle er berusede.

Min veninde udpeger en mand i mængden.

»Han var her også for ti år siden,« udbryder hun glad og hiver fat i Povl Carstensen. Gennem 80erne kendt som Aage i komikerparret John og Aage. I dag komiker med eget visitkort. Under navnet står titlen »arbejdsløs«.

»Man tænker jo ikke på det her som et morgenværtshus. Man tænker bare på det som et værtshus, hvor natten varer lidt længere,« forklarer Povl Carstensen og indrømmer, at han ganske rigtig kom en del på Louise før i tiden. Det var dengang, man kom sent hjem fra komikerjobbet og lige skulle falde ned.

»Nu nyder jeg også bare at sidde ovre på Emmerys og drikke min morgenkaffe og se på dem, der kommer ud af døren meget tidligt om morgenen«.

Vi afbrydes af råb inde fra fodboldbordet, og en ung, sort fyr med kasket og basketball-jakke går på omgang og giver meget lange kram til alle dem, der orker. En mand tager øllen op til munden, men hælder før den er helt i land. »Himmelhunden« kører over anlægget.

»Der er en enorm frihed på Louise. Man bliver altså ikke smidt ud, hvis man brækker sig i hjørnet eller ryger ind i slåskamp. Det tager vi os af. Jeg er opvokset med, at hvis du tager på værtshus, kan du ryge i slåskamp, og det kan tilgives,« siger Sanne og understreger, at hendes grænse går ved vold.

»Der var en periode på lidt over to år, hvor det gik ned ad bakke. Men det er meget bedre nu«.

Hun ser med bekymring på fremtiden for de københavnske bodegaer. Mange af dem bliver hetzet, synes hun. Måske som del af at samfundet slår hårdere ned på alt det, der ikke passer ind. Alt det, der stritter og kan rummes i Louises dunkle lokaler.

Måske lidt som Annette, der sidder i hjørnet og råber op.

»Hold jeres kæfter!« brøler hun med en skæbnesvanger grammatik og en usikker motorik, der viser, at vi nærmer os lukketid.

Sanne har allerede varslet, at sidste omgang er på vej. En fyr skynder sig mod baren.

»Må jeg bede om fire af det klammeste, du har. Hvad har du af ulækre shots?« spørger han.

»Det kan godt være hårdt, når man har så skæve arbejdstider, men jeg kommer til at savne det hele. 90 procent af vores gæster er nogen, vi har et personligt forhold til. Det er folk, der er kommet igen og igen – også gennem den periode, hvor der var mest ballade. Nu har vi fået ryddet op, og så skal det lukke. Det er simpelthen så ærgerligt,« siger Sanne.

22-årige Mattias bryder ind.

»En god bytur er en, der slutter, når man selv har lyst til at gå hjem,« forklarer han.

Hans nat bliver til dag om halvanden time, hvor han skal ud og se på en lejlighed i Vanløse.

»Og jeg skal på dykkertur,« råber Annette fra hjørnet. »Den er god nok. Vi sejler kl. 10.00«.

Udenfor er luften ren og kold. Dagen er for længst begyndt. Folk går med sikre trin og rette rygge ind i hverdagen.