Sidste sang fra sørøveren?

Tredje del af pirat-sagaen, »Pirates of the Caribbean - Ved verdens ende«, er en blanding af visuel virtuositet, sjovt skuespil og en historie med så mange forskellige sejl, at de er ved at bringe filmens hovedfortælling agterud. Et rodet, men fantastisk flot punktum for sørøver-trilogien.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Yo-ho, så er sværd-fægtende sørøvere, spektakulære special-effects og ikke mindst sære og excentriske skikkelser tilbage i »Pirates of the Carribean: Ved verdens ende«, den tredje og sidste del af trilogien om de grumme og moralsk anløbne pirater, der i den grad er faldet i publikums smag, for de to foregående film har skovlet penge ind verden over.

Anden del, »Død mands kiste«, har indspillet intet mindre end 1 milliard dollars og er ud fra det kriterium filmhistoriens hidtil mest populære film. Meget godt gået for en film, der med producer Jerry Bruckheimers ord, »er baseret på en attraktion i Disneyland.«

Om tredje del vil følge i fodsporene vil sommeren vise. I hvert fald har den med et budget på 150 millioner dollars midlerne til at gøre den kunsten efter. Og den begynder dystert.

Tiderne er onde for tyve og tiggere, der hænges i massevis uden dikkedarer, nu hvor Lord Beckett og Det Ostindiske Kompagni styrer verdenshavene. For takket være besiddelsen af kufferten med piraten Davy Jones hjerte har Beckett Davy Jones i sin magt, og derfor også det uhyrlige havuhyre Kraken, der slugte Jack Sparrow i slutningen af den foregående film. Kraken er imidlertid afgået ved døden, uden yderlig forklaring, og Jack Sparrow, den upålidelige, men charmerende sørøverkaptajn i Johnny Depps affekterede skikkelse, befinder sig i en anden verden mellem de døde og de ikke-døde, i sit eget private helvede, der meget passende er et hav uden vand, nærmere betegnet en salt-ørken, hvor han kun er i selskab med sig selv i skizofren multipel form. En surrealistisk vanvidssekvens, der vidner om at instruktør Gore Verbinski har fået friere tøjler her i sidste omgang.

Ved verdens ende

Men Jack skal hentes tilbage og med hvert sit motiv, sætter Will Turner (Orlando Bloom), Elizabeth Swann (Keira Knightley), kaptajn Barbossa (Geofrrey Rush) og troldkvinden Tia Dalma (Naomie Harris) alt ind på rejsen, der vil føre dem til verdens ende, derude hvor havet pludseligt knækker over. De forsøger at få hjælp fra Singapore-piraten Sao-Feng (Chow Yun-Fat), men pirater er som bekendt ikke til at stole på og snart har han i stedet indgået en aftale med den lille og ærgerrige Lord Beckett.

Og op imod den fjende må ni pirat-kaptajner fra Broderskabet gå sammen. Ikke et nemt mål, når alle har et ego på størrelse med en fuldrigger og hver sin dagsorden.

Ikke nær så morsom

Det kan lyde rodet og det er det også, for der kan mindst tælles de første syv historier, pakket ind i den store. Og ikke alle bliver der spundet en ende på. De mange kulørte bifigurer får også tid og plads, hvilket betyder at koncentrationen og historieudviklingen for de tre-fire hovedkarakterer er temmelig slap. Ligesom deres replikker og jokes heller ikke er pudset til, hvilket betyder at tredje del ikke er nær så morsom som de to foregående.

Limet og trækplastret i filmene har altid været Jack Sparrow, men der går næsten en halv time inde i filmen før han dukker op. Og selv om der er et væld af små humoristiske birollepræstationer og et kuriøst gæstevisit af Keith Richards - manden, der har inspireret Johnny Depp til Jack Sparrow-figuren - som Jacks far, kan de desværre ikke gøre det op for, at filmen hellere vil vise billeder end fortælle en historie. Men det gør den så til gengæld med fuld vind. Tredje del er en gennemført visuel fornøjelse med mange storslåede scener, som slaget, der bliver udkæmpet i en malstrøm eller klimaks-kampen, der byder på stunts i luften på et højt plan.

Tvetydig slutning

For fans vil det sikkert virke mættende, men for mindre inkarnerede, vil filmen være et klassisk eksempel på når Hollywood er både værst og bedst. Hvilket også indbefatter den tvetydige slutning, hvor Jack Sparrow er i nøjagtig samme position, som da trilogien begyndte: Frarøvet sit elskede skib, The Black Pearl, af kaptajn Barbossa og af sted på jagt efter det. En slutning, der til nogens fryd og andres græmmelse, lægger op til en fortsættelse, hvilket der også allerede går rygter om. Måske, kan man gætte og håbe på, en, der vil koncentrere sig udelukkende om Jack Sparrow og hans genvordigheder. Men indtil da, kan man læne sig afslappet tilbage i næsten tre timer og opleve en pompøs og letbenet afslutning på en foreløbig trilogi, der samlet set har været en overmåde vellykket genoplivning og fornyelse af den hendøende sørøverfilm-genre og som undervejs først og fremmest har været og er eminent pop-underholdning.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse