Sidste aften med »White Girl«

I dette sidste afsnit i serien fra Det Kongelige Teater er vi i Skuespilhuset, hvor Det Røde Rum spiller forestillingen »White Girl« for sidste gang, og vi går med nattevagten Jon Marin, der sørger for, at alt er lukket og slukket.

Tæppefald. Marie Dalsgaard, Johanne Louise Schmidt, Ida Cæcilie Rasmussen og Martin Ullits Dahl under anden fremkaldelse på "White Girl" som spiller for sidste aften i Skuespillerhuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Det Kongelige Teater – som i dette efterår – disker op med tre store Verdi-operaer med internationale solister, stort kor og orkester, med skøn musik og fantastiske kostumer i »Nøddeknækkeren« på Gamle Scene og med en perlerække af kendte danske skuespillere i klassikere som Strindbergs »Faderen« og Bergmans »Fanny og Alexander« i Skuespilhuset, er det for mange indbegrebet af »kongeligt« teater. Det, der giver nationalscenen legitimitet og retfærdiggør de mere end en halv mia. kroner i offentlig støtte hvert år.

Men Det Kongelige Teater er også meget andet. F.eks. små kammerkoncerter på Takkelloftet i Operaen, anderledes balletforestillinger som Hübberiet eller »142 år i trikot« med ballettens karakterdansere på Gamle Scene eller eksperimenterende teater fra Det Røde Rum, som nu på tredje sæson udfolder sig med succes i Skuespilhuset.

Sidste forestilling

Berlingske var med, da Det Røde Rum i den forløbne uge for sidste gang spillede forestillingen »White Girls«, baseret på Christina Hagens provokerende digtsamling om hvide kvinder på rejse i det fremmede. Med bare tre kvindelige skuespillere og en mandlig musiker på en scene banket sammen af rå krydsfinérplader er »White Girl« så langt fra det store kongelige udtræk, som næsten tænkes kan.

»Selvfølgelig er der nogle traditioner, som man skal holde fast på, og folk har helt sikkert også nogle bestemte billeder af, hvad Det Kongelige Teater er og skal være. Men jeg synes, Det Kongelige Teater har en forpligtelse til at være frontløber for, hvad teatret også skal kunne,« siger Johanne Louise Schmidt, da vi møder hende i garderoben en time før forestillingen, hvor hun spiller sammen med Marie Dalsgaard, Ida Cæcilie Rasmussen og musiker Martin Ullits Dahl.

Johanne Louise Schmidt havde kun været færdiguddannet i halvandet år, da hun i 2011 kom til Det Kongelige Teater og blev fast medlem af Det Røde Rum.

»Det Kongelige Teater vil altid have en særlig ånd, det er jo et stykke teaterhistorie, der rummer nogle af de største forestillinger, de største skuespillere og instruktører. Det er et stærkt fundament. Men et fundament, som vi i den generation, jeg repræsenterer, og som Det Røde Rum repræsenterer, gerne vil udfordre og udvikle,« siger hun.

»Det Kongelige Teater er jo folkets teater, og derfor skal det have mange facetter. Det har nogle økonomiske muligheder, som bør give plads til at være modig, tage nogle chancer og prøve nogle ting af. Og det synes jeg også bestemt, at vi har gjort.«

Efterfest

I teatrets verden er der tradition for, at sidste forestilling afsluttes med en fest – større eller mindre – for alle medvirkende både på og bag scenen. Den tradition holder Det Røde Rum også fast ved, selv om de fleste af skuespillerne i det lille ensembleteater jo ses igen allerede næste dag.

Efter forestillingen mødes skuespillerne med bl.a. instruktør Rune David Grue, scenograf Palle Steen Christensen og nogle af sceneteknikerne.

Også kollegaen og veninden Cecilie Stenspil dukker op og giver krammere og ønsker tillykke med veloverstået forestilling.

Den lille sammenkomst holdes på 3. sal i Skuespilhuset, i et hyggeligt hjørne med udsigt over havnen til Operaen, der ligger strålende oplyst på den modsatte side. Det er en fredelig aften i Skuespilhuset. Der er ingen forestilling på Store Scene og dermed ikke den vanlige snak på gangene og trafik af skuespillere og påklædere til og fra garderoberne.

Nogle flasker vin, øl og vand kommer på bordet, og Maria Dalsgaard har sørget for brød, ost og pølse.

»Ida og Martin er jo kommet udefra, så dem skal vi sige pænt farvel til. Men under alle omstændigheder kan jeg godt lide, at vi lige samles efter sidste forestilling og ser hinanden i øjnene,« siger Johanne Louise Schmidt. »At skabe en forestilling sammen er hver gang noget specielt, hvor man i en periode involverer sig meget intenst. Det er en kollektiv proces, hvor man kommer meget tæt på hinanden. Og så, lige pludselig, er det færdigt, og vi skal i gang med noget helt andet.«

Det bliver ikke noget nattesæde. Allerede ved halvtolvtiden bryder selskabet op. På vej ud siger de godnat til vagten ved sceneindgangen i Kvæsthusgade. Han hedder Jon Marin og har ansvaret for Skuespilhuset indtil klokken syv om morgenen.

Vagten lukker teatret ned

Når alle har forladt huset, går han en sidste runde og sørger for, at alt er lukket og slukket. At der ikke står tændte kaffemaskiner eller kogeplader, at der ikke er vandhaner, der løber, og at der ikke er hjemløse eller andre uvedkommende, der har forvildet sig ind i foyeren.

Det har Jon Marin endnu ikke selv været ude for. Alligevel var han for nylig ved at få lidt af et chok, fortæller han, da vi følger ham ud i den dunkle foyer, hvor der for nylig er kommet nye portrætter op af teatrets kunstnere.

»Jeg havde ikke set dem før, og da jeg drejede om hjørnet, stod der pludselig en dame lige over for mig,« fortæller han.

Det var skuespillerinden Kirsten Olesens legemstore portræt, der pryder væggen ved indgangen til Store Scene.