55 dage alene med et sæt årer i hænderne og et ocean under sig gør noget ved et menneske.
Dette »noget« var også en af årsagerne til, at Lasse Wulff Hansen 12. december stævnede ud fra den spanske ø La Gomera og roede de 5.000 kilometer til den caribiske ø Antigua på den anden side af Atlanterhavet.
Lørdag blev han på usikre ben hjulpet i land og kunne tage ind, hvad de 55 dage havde gjort ved hans fysik.
»På en sær måde føler jeg mig stærk, men jeg er også afkræftet. Jeg har tabt 20 kilo, og det er givetvis ikke bare fedt, men også muskelmasse. Jeg har også en masse sår på mine skinneben, fordi årerne tit har slået mod dem. Og så har hænderne det ikke så godt. Leddene og et par af senerne føles, som om det vil tage noget tid at komme sig over. Men jeg tror ikke, at det er vedvarende skader,« siger Lasse Wulff Hansen i telefonen fra et hotelværelse i Antigua.
Her har han for første gang i næsten to måneder sovet i en blød seng med »sine piger« omkring sig. »Pigerne« består af hans kone, Sanni Wulff Hansen, hans 14 måneder gamle datter samt 15- årige bonusdatter.
Den ekstreme belastning, Lasse Wulff Hansen har udsat sin krop for, har tilpasset kroppen til at ro. Og samtidig suget kræfterne ud af den.
»Da jeg kom ind til land, var jeg flere gange ved at falde sammen. Der var ikke to gram kræfter tilbage i mig,« siger Lasse Wulff Hansen.
Det var dog ikke kun fysiske forandringer, Lasse Wulff Hansen ville have med sig hjem. Ej heller kun titlen som første dansker til at ro over Atlanten alene. Han håbede også, at den opslidende tur kunne give ham noget på en helt anden konto. Det vender vi tilbage til.
To tidligere ture
34-årige Lasse Wulff Hansen, der er premierløjtnant og underviser på Hærens Officersskole, har to gange tidligere roet over Atlanterhavet. Første gang i 2018 i en toerbåd og i 2019 i en firerbåd.
»Da jeg var kommet i land efter den første tur, tænkte jeg, at det skulle jeg aldrig gøre igen. Men så var der alligevel noget i mig, der tænkte, at jeg gerne ville gøre det alene. Den idé blev skubbet i baggrunden, da nogle venner spurgte, om vi skulle gøre det sammen. Der tænkte jeg, at ‘det kunne vi da godt gøre’. Det var ikke motiveret af noget lige så dybt, som det har været denne gang,« siger Lasse Wulff Hansen.
Han var fascineret af tanken om at ro over helt alene.
»Den test af den menneskelige formåen fysisk og mentalt tiltalte mig helt vildt,« siger Lasse Wulff Hansen.
Alle tre ture over Atlanterhavet – Lasse Wulff Hansen er i øvrigt også første dansker til at ro over et ocean tre gange – har været i forbindelse med løbet Talisker Whisky Atlantic Challenge.
Når først båden er ude på havet, er der ingen kære mor. Ingen følgebåde samler roere, der har opgivet, op.
Da havet bredte sig til alle sider, har Lasse Wulff Hansen kun haft robåd, årer, mad til 85 dage og en watermaker, der omdanner saltvand til ferskvand. Han har dog haft en såkaldt bgan, der er et satellitnetværk, hvorfra han har kunnet sende opdateringer til sin instagramkonto Oceanwarrior.dk og ringe til sin kone og coaches.
Lasse Wulff Hansen har delt hver dag op i mindre bidder.
»Jeg har inddelt de lyse timer i fire gange tre timer. I hver af de tre timer har der været to og en halv times roning og en halv times pause, hvor jeg kunne spise og drikke. På den måde har jeg arbejdet mig igennem brudstykkerne, indtil det blev en hel dag. Det er banalt, men ret effektivt,« siger Lasse Wulff Hansen.
Fremgangsmåden var med til at hjælpe Lasse Wulff Hansen til at fokusere på noget overkommeligt. Og ikke lade negative tanker fylde for meget. Det har haft stor betydning, for »det mentale har 100 procent været det hårdeste«.
Når dagene er forløbet som planlagt, har tankerne i høj grad også været til at styre for Lasse Wulff Hansen. Men lige præcis i år har vejret i den grad været imod roerne. Det har betydet mange dage, der ikke kunne deles op i de velfungerende tre timers bidder.
»Når vejret er dårligt, bliver opdelingen af dagen sværere at holde fast i. Og så bliver det mentale sværere at holde fast i for mig. Jeg har følt mig som en linedanser mentalt. Der skulle et ekstremt lille skridt til for at falde ned på den negative side mentalt.
Bagsiden af den mentale kontrol
Mental kontrol har siden en udsendelse til Afghanistan i 2009 været en stor del af Lasse Wulff Hansens liv.
»Jeg var kampsoldat i gardehusarregimentet, og i den periode, jeg var i Afghanistan, var der nogle af de hårdeste kampe, danske soldater har været involveret i,« fortæller Lasse Wulff Hansen og tilføjer:
»Der var meget hyppige kamphandlinger og civile tab, og kvinder og børn, der kom til skade eller blev dræbt. Det var svært for en 21- eller 22-årig, som jeg var på det tidspunkt, at håndtere. Det har virkelig været en svær mundfuld at håndtere følelsesmæssigt bagefter,« siger Lasse Wulff Hansen.
Han har kontrolleret sine følelser, fordi det fungerede, mens han var i krig. Det fungerede bare ikke så godt efterfølgende, når ingen følelser – fra begejstring til ked-af-det-hed – rigtig fik lov til at være i ham.
Og her kommer vi til en vigtig årsag til, at Lasse Wulff Hansen tog turen over Atlanterhavet i sit eget selskab.
»Jeg havde brug for at mærke efter, hvem og hvad jeg er nu. Få skilt det ad fra, hvad jeg selv tror, jeg er. Og hvad andre tror, jeg er. Jeg har haft et stort behov for at få mærket grundigt efter. Fordi jeg i lang tid har haft meget svært ved at mærke mig selv.«
Ude på havet blev Lasse Wulff Hansen presset så langt ud, at den kontrol, han i årevis har lagt på sig selv, blev skrællet af.
»Jeg havde dage, hvor jeg ikke kunne overskue det mere. Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at håndtere det. Det var kædereaktioner, der startede med, at vejret var så dårligt,« siger Lasse Wulff Hansen.
Det blev rigtig slemt for to uger siden og stod på i en uges tid. Vinden kom fra nord – Lasse Wulff Hansen skulle mod vest. Hård vind og slagregn bankede ind, og 10 til 12 meter høje bølger væltede ind fra siden.
»Det blev ved i fem-seks dage. Et aspekt af det med at ro solo er, at du ikke kan sidde ved årerne hele tiden. Og når du forsøger at sidde der i mere end de her tre timer, så ryger den mentale kontrol. For uden pauser kommer de negative tanker. Det var simpelthen så ufatteligt svært at være i.«
Til sidst kunne Lasse Wulff Hansen ikke holde sammen på sig selv længere.
»Til sidst bukkede jeg under. Det blev ved og ved og ved. Jeg sad og græd i flere timer. Men faktisk var det en kæmpeforløsning at græde, for forud for det kan jeg ikke huske, hvornår jeg sidst har grædt,« siger Lasse Wulff Hansen.
Med en anelse afstand til oplevelserne er Lasse Wulff Hansen nu glad for at have været i kontakt med yderpunkterne af sit følelsesspektrum.
»Den tur har givet mig noget, jeg bare er så taknemmelig for nu. Den har givet mig en velsignelse ved at være så ufattelig hård. Når jeg har tænkt, ‘jeg har styr på det her, og jeg er i kontrol’. Så er den bare kommet med noget, der var endnu mere træls. Jeg har hele tiden fået angrebet strukturerne og stabiliteten i mit forsvarsværk.«
Fra den bløde seng på hotelværelset i Antigua er der dog ikke lige nu ambitioner om at tage turen over Atlanten en fjerde gang.
»Jeg tror ikke, at jeg kunne ikke finde på at ro over Atlanterhavet alene igen. Men man skal aldrig sige aldrig. Måske ror jeg over et andet ocean sammen med nogen andre. Det kan ske før, man aner det.«
