Shoot Shoot Bang Bang!

Den Den fransk-amerikanske kunstner Niki De Saint Phalle har indskrevet sig i kunsthistorien som en af de mest radikale og visionære kvindelige kunstnere i det 20. Århundrede. Alligevel er hun relativt ukendt herhjemme – men det vil Arken nu gøre op med, med den store udstilling »Niki de Saint Phalle«, der rummer hele 114 af hendes værker.

ARKEN er klar med en stor udstilling på 114 værker af Niki De Saint Phalle.
Læs mere
Fold sammen

Hun inviterede sit publikum til at skyde dartpile efter deres imaginære eks-kærester, skød sine egne gipsfigurer ned med riffel, skabte dansende, svulmende kvindesymboler og endte sig liv med at skabe fabelhaver, man i bogstaveligste forstand kunne fortabe sig i.

Fransk-amerikanske Niki de Saint Phalle er ikke en kunstner, der er let at sætte i bås. Hendes feminine udseende og maskuline nærmest aggressive tidlige værker fascinerede men skræmte også. Hvem var denne kvinde, der var feminist før rødstrømperne brød frem, men insisterede på at iklæde sig store fjerboaer og rød læbestift, når det passede hende?

Ligesom en stor del af de øvrige kvindelige kunstnere, der brød igennem i 60erne og 70erne, er Niki de Saint Phalles værk relativt underbelyst – og hendes navn er muligvis ikke det, der ringer den klareste klokke hos menigmand på gaden. Det håber kunstmuseet Arken imidlertid at kunne lave om på med deres store udstilling »Niki de Saint Phalle«.

»Hun er et meget forførende og fandenivoldsk bekendtskab. Hun var enormt passioneret og kæmpede en hård kamp for at ændre på datidens kønsroller – det var faktisk det, der var hendes primære anliggende,« fortæller Naja Rasmussen, museumsinspektør på Arken og kurator på den kommende udstilling. »Oven i det havde hun en helt særlig udstråling, kampgejst og power. Hun havde virkelig noget på hjerte.«

Kunst som terapi

Cathrine Marie-Agnès de Saint Phalle blev født den 29. oktober 1930 som datter af en amerikansk mor og en adelig fransk far. Som tre-årig flyttede hun til New York, hvor familien levede et overklasseliv med tjenestefolk på Upper East Side.

Men allerede som barn gjorde Niki de Saint Phalle oprør mod de klassiske kønsmønstre med hjemmegående husmødre og udearbejdende fædre. Hun så sin mors og bedstemors tilværelse som et fængsel, som hun drømte om at bryde ud af. Hun ville erobre den verden, frihed og magt, hun hverken kunne eller ville finde sig i skulle tilhøre mændene.

Som 17-årig blev hun opdaget af en agent, og startede en karriere som fotomodel for blandt andre Vogue, ELLE, Harper’s Bazaar og LIFE og fik en smag af den frihed, hun drømte om, selvom hendes forældre stadig primært fokuserede på, at hun skulle se at blive godt gift.

Det blev hun allerede som 18-årig, hvor den senere forfatter Harry Mathews blev hendes billet ud af det snærende barndomshjem. Parret fik en datter og flyttede til Paris, hvor de levede et frit liv blandt byens bohemer. Men hun var ikke lykkelig. Der brændte en ild i hende, der fik hendes indlagt med svær depression.

Hun begyndte at male som terapi, og fandt, nærmest ved et tilfælde, et medie, der kunne dulme hendes indre uro og give hende mulighed for at udtrykke alle de indre dæmoner – der blandt andet skyldtes at hun var blevet seksuelt misbrugt af sin far - og de flammer, der brændte for at sætte kvindekampen på det kunstneriske verdenskort. Hvilket hun senere gjorde.

Det kostede hende dog hendes ægteskab. Efter flere indlæggelser, og 10 gange elektrochok, måtte hun erkende, at hun ikke kunne leve som mor og husmor og i 1960 forlod hun mand og to børn for at hellige sig kunsten under navnet Niki de Saint Phalle. En beslutning der gjorde, at kunsten blev en mission, der skulle lykkes.

»Parat. Tag sigte. Skyd! Rød, gul, blå – maleriet græder, maleriet er dødt. Jeg har dræbt maleriet. Det er genfødt. Krig uden ofre.« Niki de Saint Phalle. Fold sammen
Læs mere

Original Niki-power

»Det ville være ubærligt, hvis hendes mission ikke blev fuldført, når nu prisen for hendes dedikation til kunsten havde været så høj.« siger Naja Rasmussen, »så da hun besluttede sig for at blive kunstner, kastede hun sig ud i det med liv og sjæl. Hun ville ud med sine budskaber til alle og enhver – og alle og enhver skulle forstå det. Hun ville have anerkendelse som kvindelig kunstner i en mandsdomineret verden, og det må man sige, lykkedes for hende.«

For Niki de Saint Phalle var feminismen, selvom den på det tidspunkt endnu ikke var blevet det begreb den blev med rødstrømpebevægelsen i 70erne, ikke kun et mål men en nødvendighed.

»Hun var ambitiøs og hun havde en agenda. Ved at undersøge de forskellige roller, der knytter sig til kvinden og femininiteten, skildrede hun uden omsvøb datidens kvinders nederlag og smerte, men også deres frisættelse, sejre og triumfer.«

»Det der først og fremmest står tilbage, er hendes konsekvente feministiske og visionære power. Hendes helt unikke og originale Niki-power, der gemmesyrer hele hendes livsværk. Budskaberne brager igennem, så man nær bliver blæst omkuld.«

I første omgang fandt Niki de Saint Phalles vej ud af den patriarkalske undertrykkelse ved hjælp af pensel, lærred – og skydevåben. Først lavede hun billeder med sin eks-kærestes skjorter, som hun kastede dartpile efter – og opfordrede publikum til at gøre det samme.

Senere lavede hun sine tirs, skydebilleder, stort opsatte skulpturer og billeder i hvid gips med indkapslede objekter og farveposer, der eksploderede ud over det jomfruelige hvide, når Niki de Saint Phalle, iført chik stram skydedragt, rettede sin riffel mod dem og trykkede af.

»Hun var rasende. Meget af hendes kunst kommer ud, især i skydebillederne, som hidsige kønsessentialistiske pointer. For hende symboliserede skydebillederne manden, og det var et langt hævntogt, hun begav sig ud på – hun henrettede simpelthen mænd i alle afskygninger: Sin kæreste, sin far, sine brødre. Alle mænd. Det var en nærmest excorsistisk udladning. Hun skulle af med alle de dæmoner, der havde besat hendes sind.«

Livsglæde og positivitet

Efter skydebillederne gik Niki de Saint Phalle ind i en mere eftertænksom fase, hvor hun lavede både dystre og livsfilosofiske relieffer med motiver taget fra et kvindeliv; den gravide kvinde, bruden, sexsymbolet.

Værker der var som en udrenselsesproces ovenpå de voldsomme udladninger i skydebillederne, inden hun var klar til at gribe det smukke og positive i kvindelivet i sin senere serie af frodige, livsfejrende kvindeskulpturer, kendt som »Nana-figurer« – fransk slang for »tøs«, men også en reference til hendes sorte barnepige i hjemmet i New York, der tilsyneladende var hendes mest faste holdepunkt i barndommen.

»Hvis det er vreden og aggressionen, der karakteriserer skydebillederne, er det livsglæde og positivitet og en vis eftertænksomhed, der karakteriserer hendes næste fase,« siger Naja Rasmussen.

»Hun går ind i en mere selvransagende periode, hvor udtrykket er mere intimt og uhyggeligt, inden hun i den næste periode udvikler Nana’erne – en sprudlende skulpturserie, der repræsenterer en helt særlig kvindelig styrke og selvtillid, og hun sender dem ud i verden i hundredvis på en mission for at overvinde patriarkatet med livsglæde, god energi og et glimt i øjet som deres stærkeste våben. Sensuelle, korpulente kvinder, der let på tå hopper og danser i storblomstret badetøj med godt til gården og gaden.«

Udstillingen kan ses på Arken fra den 13. februar. Fold sammen
Læs mere

Feminismedebatten er ikke overstået

Den ultimative Nana var kæmpefiguren »HON – en katedral«, der blev udstillet på Moderna Museet i Stockholm i 1966. En 25 meter lang liggende Nana med en kæmpe mave, som folk kunne gå ind i via åbningen mellem figurens ben.

Inde i kroppen var der udstillinger, en rutsjebane, en biograf, en mønttelefon, en mælkebar og en popcornmaskine – blandt meget andet. Lige dele kvindesymbol og hurlumhejhus. Og en foregriber af de grotter og skulpturparker, der optog Niki de Saint Phalle i de sidste mange år af hendes liv, med Tarot-haven i Toscana, inspireret af Antoni Gaudis Park Guell, som hovedværk.

Niki de Saint Phalle døde i 2002, men hendes kunst, og ikke mindst hendes feministiske budskaber, er stadig aktuelle.

»Gennem hendes kunst får vi mulighed for at få et indblik i den kønskamp, der er gået forud for den måde, mange af os lever i dag,« siger Naja Rasmussen.

»Men vi diskuterer stadig ligeløn og lige vilkår og lige muligheder mellem kønnene – det er jo for eksempel ikke længe siden vi fik den første kvindelige statsminister i Danmark. Der er mange eksempler på, at feminismedebatten ikke er et overstået kapitel. Det er en af grundene til, at vi tager fat på Niki de Saint Phalle i dag.«

Udstillingen Niki de Saint Phalle kan ses på Arken 13. februar til 12. juni