Børn, der truer med skoleskyderier, bliver nu stillet offentligt til skue i Volusia County i Florida. 

Metoden har ikke overraskende fået en blandet modtagelse, som vi vender tilbage til. 

Det er resultatet af et tiltag fra Mike Chitwood, der er sheriff i Florida County. 

Derfor har han offentligt delt navn og billede på en 11-årig dreng, der angiveligt have sendt en skriftlig trussel om, at han ville udføre et skoleskyderi. Det skriver en række medier, herunder The Independent. 

Sherifkontoret lagde navn og billede op af drengen på Facebook, og der blev også optaget en video, hvor drengen lavede en såkaldt perp walk, altså gerningsmandsgåtur. 

Det er det, som amerikanere kalder det, når en angivelig gerningsmand bliver ledt hen til en politibil eller en politistation iført håndjern. Du kan se det i videoen ovenfor. 

Mike Chitwood siger, at der kommer mange falske trusler mod skoler, og at det koster det offentlige mange penge hver gang. 

Angiveligt har de lokale myndigheder behandlet 207 trusler i løbet af dette skoleår. 

Heftig stigning

Og det problem er slet ikke unikt for Florida eller Volusia County. 

For ifølge mediet Axios, så er der en voldsom stigning i antallet af trusler om vold mod de amerikanske skoler i Ohio og i hele USA.

Dr. Ken Trump, formand for konsulentfirmaet National School Safety and Security Services i Cleveland, siger til mediet, at stigningen i rapporterede trusler gælder i hele landet.

»Det passer med, hvad jeg har set i fire årtier. Efter hvert højt profileret skyderi ser man en stigning i mindst en uge eller to. Der er en afsmittende effekt, hvor det spreder sig over hele landet,« siger Ken Trump, der ikke har nogen relation til ekspræsidenten af samme navn, til Axios.

Og for nylig har der været endnu et skoleskyderi, denne gang på Appalachee High School i Georgia, hvor to elever og to lærere blev dræbt. 

Og det er altså de mange trusler, der har fået sherif Chitwood til at tage det ret drastiske skridt. 

»Siden I forældre ikke vil opdrage jeres børn, så må jeg jo begynde at gøre det,« sagde sheriffen i videoen på sociale medier, der slutter med at vise den 11-årige dreng i håndjern. 

Retsforfølger børn som voksne

Siden ser man drengen få ankelkæder på, inden han bliver låst inde i en fængselscelle. 

»Fra mandag vil vi begynde at offentliggøre jeres barns ansigt og gå rundt med ham som forbryder, når vi tager ham i forvaring,« sagde Chitwood.

Han tilføjer, at hvis han finder ud af, at forældrene var klar over, at deres børn lavede trusler, men ikke gjorde noget, vil forældrene også blive »offentligt udskammet« sammen med børnene. 

Ifølge sheriffen havde den pågældende dreng en liste af navne og mål til sit angiveligt kommende angreb. Drengen sagde dog, at listen var for sjov. 

Der blev dog angiveligt fundet knive, sværd og luftgeværer, der skyder med plastikkugler, hjemme hos drengen. 

Som udgangspunkt er der i USA et separat retssystem, som tager sig af mindreåriges forbrydelser. Der er dog en række forskellige regler i forskellige delstater, og i nogle tilfælde kan mindreårige blive retsforfulgt, som om de var voksne. 

Ifølge borgerrettighedsorganisationen ACLU, så bliver børn i Florida retsforfulgt som voksne oftere end i nogen anden delstat, skrev ACLU i 2017. 

Fra 2009 til 2017 blev over 14.000 børn helt ned til tiårsalderen i Florida nemlig retsforfulgt som voksne. 

Hvorvidt sheriffens tiltag er lovligt, melder historien ikke noget om.