Sex, løgn og jalousi

»Notes on a Scandal« er et underholdende melodrama med prægtige præstationer af Cate Blanchett og Dame Judi Dench.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Betegnelsen melodrama har vel i de fleste ører en skurrende negativ klang. Den signalerer alt for voldsomme følelser skildret på alt for kulørt en måde, og den står stort set for det modsatte af intelligent og kultiveret kunst.

Ikke desto mindre er »Notes on a Scandal« et intelligent og kultiveret melodrama, som man nyder uden at føle sig flov, og som er solidt baseret på to særdeles gedigne kvaliteter. For det første har filmatiseringen af Zoë Hellers diabolske roman et velskabt manuskript af den begavede dramatiker Patrick Marber, der tidligere har imponeret med sit manuskript til Mike Nichols' intense »Closer«, og for det andet spilles hovedrollerne i »Notes on a Scandal« af to af de allermest talentfulde aktricer på denne planet.

Cate Blanchett er lærerinden Sheba Hart, som både er gift og har børn, men på sin nye arbejdsplads i London alligevel letsindigt lader sig lokke ind i en hed, hemmelig affære med en kun 15-årig elev. Og Dame Judi Dench er Shebas ældre kollega Barbara Covett, der opdager, hvad der foregår, men undlader at fortælle det til nogen - tilsyneladende fordi hun er Shebas loyale veninde, men reelt fordi hun er skabslesbisk og forelsket i den kønne yngre kollega, hvad der gør den fundamentalt forbitrede Barbara til en frygtindgydende fjende, hvis hun føler sig afvist og forkastet.

Som i romanen beskrives og kommenteres begivenhederne også i filmen af den sarkastiske misantrop Barbara, der omhyggeligt fører dagbog, og hendes hvasse ord giver historien en skarp kant. Men et heftigt melodrama proppet med forbudt begær, fortærende attrå og voldsomme opgør er filmen ikke desto mindre, hvad Philip Glass' musik absolut heller ikke forsøger at skjule, og måske ville »Notes on a Scandal« have virket rigeligt sensationalistisk, hvis ikke den havde været så sublimt spillet i hovedrollerne.

Men det er den altså, for Cate Blanchett har jo en fantastiske evne til helt hudløst at fremstille skrapsøde typer, som både er seje og sårbare, og ingen kan som Dame Judi Dench suverænt forme en kultiveret furie, så man gyser frydefuldt. Hendes Barbara er barsk som bare fanden, men med udsøgte antydninger lader Judi Dench os forstå, at der inde i dette intrigante magtmenneske sidder en ensom lille sjæl, som lydløst skriger af længsel efter ømhed og kærlighed.

Som Shebas hårdt prøvede ægtemand viser den efterspurgte Bill Nighy endnu en gang, at han nærmest er Englands svar på Jesper Christensen, mens instruktøren Richard Eyre knap så heldigt viser, at han mere er teatermand end filmskaber. Som leder af National Theatre fra 1988 til 1997 indlagde han sig uvisnelig scenisk hæder, men visuelt visionær er han ikke, og »Notes on a Scandal« kunne sagtens have været en TV-produktion med sine mange nærbilleder og pænt velfungerende, men anonyme stil.

Pyt med det. Filmen er et stærkt underholdende melodrama præget af prægtig nederdrægtighed, og selvfølgelig er både Judi Dench og Cate Blanchett - samt Patrick Marber og Philip Glass - nomineret til de Oscar-priser, der uddeles i overmorgen. Det skulle bare mangle.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse