Sex før revolutionen

Den norske film »Kammerat Pedersen« er en vittig og præcis satire over revolutionære politiske fantasterier

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Kapitalismen vred sig i sine sidste krampetrækninger, og det gjaldt om at frigøre sig fra borgerskabets falske bevidsthed og slutte sig til proletariatets revolutionære fortrop. Faktisk kunne proletariatet ikke rigtig selv finde ud af det, så det var vigtigt, at de intellektuelle gik i spidsen som frygtløse marxister-leninister.

Sådan tænkte ellers intelligente mennesker virkelig i perioden omkring 1970, og det var ikke spor morsomt at være i nærheden af. Set i bakspejlets blide lys bliver komikken i de gravalvorlige revolutionære fantasterier dog ret tydelig, og det er den komik, der dyrkes i Hans Petter Molands norske film »Kammerat Pedersen« efter en roman af Dag Solstad.

Titelpersonen er pæne unge Knut Pedersen, der bliver gymnasielærer i Larvik samt medlem af det kommunistiske parti AKP-ml, hvis dusin stærkt engagerede medlemmer drømmer store drømme om væbnet opstand og nye tider. Knut drømmer måske ikke ganske helhjertet, men til gengæld falder han - selv om han er gift med en nydelig kvinde - med et gigantisk brag for kommunisten Nina, og de indleder en passioneret affære. Hvis revolutionen ikke kommer, gør Nina i det mindste.

Men hov! Er sådan en affære ikke småborgerlig og kontrarevolutionær? Jovist, her må øves ideologisk selvkritik, og Nina kvitter både Knut og sit job som læge for at arbejde på en fabrik, så hun virkelig kan blive medlem af arbejderklassen. Imens klamrer den vege Knut sig til lærerjobbet og længes i sin ensomhed efter Nina, for hans kone er i mellemtiden flyttet langt væk og har taget deres barn med sig.

Ak ja. Hvor der handles, dér spildes, og »Kammerat Pedersen« er en sørgmunter beretning om mennesker drevet dels af deres drifter, dels af en ikke helt ufarlig politisk naivitet. De groteske ideologiske diskussioner i AKP-ml skildres med stor præcision sådan, som de virkelig fandt sted i begyndelsen af 1970erne, og Hans Petter Moland pepper dem ironisk op med smeldende dokumentaroptagelser af Stalin, Mao og andre koryfæer - begejstret hyldet af beundrende masser, som ikke minder meget om de forfrosne nordmænd i sneklædte Larvik.

Hele historien fortælles af Knut Pedersen i flashbacks, hvad der er et lidt overflødigt kunstgreb, men Kristoffer Joner - senest set herhjemme i Pål Sletaunes psykogyser »Next Door« - er eminent til at fremstille den kejtede høflighed og viljesvage følgagtighed hos en konstant befippet og i grunden sympatisk mand, der bare ikke kan holde politik og liderlighed adskilt fra hinanden. Og mindst lige så velspillende er det unge kvantetalent Ane Dahl Torp, som overbevisende forvandler Nina fra silkeblød elskerinde til benhård ideolog. Uhyggeligt!

Filmens melodramatiske slutning skurrer, men ellers er »Kammerat Pedersen« - der tidsmæssigt og tematisk er en smule i slægt med Niels Arden Oplevs danske »Drømmen« - en træfsikker og klædeligt overbærende satire, som man ser med latter på læben og lettelse over, at kalenderen ikke længere siger 1970.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse