Sensitive stemmer

Franske Lou Tavano og tyske Simin Tander er blandt jazzscenens nye sangerinder. Begge går de egne veje i godt og originalt instrumentalt selskab.

Tord Gustavsen/Simin Tander/Jarle Vespestad. Cover Fold sammen
Læs mere

Uden at forfalde til fordomme, ja, så er det jo mændene, der gennem tiderne har sat dagsordenen og skabt stilarterne inden for jazzen. Altså lige bortset fra, når det har handlet om at synge. Så er det nemlig damerne, der over en bred front har varetaget og udsmykket den ædle kunst.

Kontinuerligt lægger nye sangerinder sig i slipstrømmen af de gamle heltinder, og heldigvis er der nogle, der ydermere kan komme op med et udtryk, som er personligt, uden at det virker fortænkt eller anmassende.

Således er det værd at lytte til den 29-årige franske sangerinde Lou Tavano, som gennem det sidste par år er blevet et varmt navn på jazzscenen i Paris, og som nu har fået kontrakt med det velrenommerede tyske selskab ACT Music. På scene og plade har hun allieret sig med den skotsk-hviderussiske pianist Alexey Asantcheeff, og parret, der har skrevet størstedelen af det primært engelsksprogede repertoire, bliver glimrende og ganske originalt sekunderet af trompetisten Arno de Casanove, saxofonisten Maxime Berton, bassisten Alexandre Perrot og trommeslageren Ariel Tessier.

Lou Tavano er en udtryksfuld kunstner, der bevæger sig i stemninger – fra det lyriske til det ekspressive. Her er til tider samme sarthed, som man finder hos den amerikanske sangerinde Melody Gardot, men til andre tider virker Lou Tavano ganske nonchalant eller helt i dramatisk chanson-tradition, specielt i et par sange på modersmålet. Kort sagt – en sensitiv stemme.

Smuk, men anderledes konstellation

Samme betegnelse er det nærliggende at sætte på den 35-årige tyske sangerinde Simin Tander. Hun har været omkring både pop og klassisk, før hun kastede sig over jazzen for – gennem den sidste halve snes år – at skabe sig en solid karriere på den internationale musikscene. Hendes far, der kom fra Afghanistan, døde, da hun var lille. Men til trods for sit begrænsede kendskab til ham, har hun på det seneste søgt sine musikalske og kulturelle rødder og bragt dem ind i en spændende konstellation med de to nordmænd pianisten Tord Gustavsen og trommeslageren Jarle Vespestad.

Førstnævnte har siden årtusindskiftet – med sit folkemusikalske og meget romantisk-melodiske spil – været et af de stærke navne på det prominente tyske selskab ECM Records. Og her mødes de tre kunstnere i en udpræget neddæmpet inderlighed i et repertoire, der blandt andet omfatter norske folkemelodier og salmer, som Simin Tander fremfører på det afghanske sprog, pashto. Det er ret beset en lidt sær konstellation, men ikke desto mindre går tingene op i en skøn højere enhed. Ingen sprogbarriere, ingen tonebarriere, blot musik i et sjældent smukt og helstøbt regi.

 

Lou Tavano. Cover Fold sammen
Læs mere

Hvem: Lou Tavano (4 stjerner)

Hvad: »For You«. ACT Music/Jazzcup

 

Hvem: Tord Gustavsen/Simin Tander/Jarle Vespestad (fem stjerner)

Hvad: »What Was Said«. ECM Records/Jazzcup