Selvmordsbomber og miltbrand på scenen

Mens englængerne ler af en musical om fundamentalistisk terror, tøver danske dramatikere med at tage fat på religiøse emner. »Muhammedkrisen har gjort os alt for pæne«, mener professor. »Et svært emne at tage op«, påpeger tekstforfatter, der er blevet misforstået af jyske rockere.

»Jeg vil være som Osama. Jeg vil bombe mig vej op til berømmelsens højeste top. Folk vil næppe ignorere mig, når de ser prisen, CIA sætter på min krop«.

Det er grovkornet satire, der præsenteres i den britiske forestilling »Jihad The Musical«, der gør tykt grin med muslimske ekstremister. Englændere i massevis strømmer til for at more sig over burka-klædte cancandanserinder og en selvmordsbomber, som springer ud som bøsse i sin afskedsvideo.

»Jihad The musical« er netop blevet vist på den aktuelle Edinburgh Fringe Festival, der også præsenterer »Tony! The Blair Musical« og »Tony Blair: The Musical«. Politiske emner er for alvor blevet en del af britisk teater.

I mellemtiden tøver de danske dramatikere med at lave satire over islam og mellemøsten.

Ifølge Jørn Langsted, professor i dramaturgi påÅrhus Universitet, har Muhammed-krisen gjort dem alt for sarte.

»Mit højeste ønske er ikke at se terror lavet om til sommerrevy, men jeg savner lidt mod. Efter Muhammed-krisen er vi blevet så pæne. For fåår siden var ingen kunstneriske tabuer, men i dag er alle religioner fuldstændigt fredet,« mener Jørn Langsted.

Han understreger, at satiren er et af samtidskunstens vigtigste ærinder, fordi den får os til at grine af de ting, vi frygter. Desværre tør vi ikke.

»Da Muhammed-krisen stod på, sagde vi, at »vi har ytringsfrihed, men...«. Dette »men« fylder enormt meget i dag. På et tidspunkt må der komme nogle kvikke folk, der kan angribe religiøse temaer på en morsom måde«.

Bortset fra Flemming Jensens musical »Lets kick ass« og den grovkornede »MungoRevy« på teatret Mungo Park har der ikke været mange danske anledninger til at grine af international terrorisme. Emnet er blevet pakket ind og gemt væk.

Rockere misforstod parodi
Andreas Garfield, der skrev Reumert-succesen »Hjem kære Hjem« om hjemvendte Irak-soldater, savner dog ikke emnet.

Han synes, at der er andre og mere væsentlige ting at skrive teater om.

»Religiøs fundamentalisme interesserer mig ikke særlig meget lige nu. Terrorfrygt er ikke så stor del af min hverdag, at jeg ikke tør tage et fly eller at jeg holder mig væk fra oplagte terrormål«, siger Andreas Garfield, der hellere så mere kunst og dramatik om Irak-krigen.

Heller ikke Jannik Fuglsang. der sammen med Rene Vase har skrevet tekster til næsten alle landets revyer, savner sketches om muslimsk ekstremisme.

»Vi lavede et nummer om Muhammed-krisen sidste år, så jeg synes absolut ikke, at vi har fritaget de ekstremistiske kræfter,« siger Jannik Fuglsang, der mener, at emnet er for svært at gå til.

»Du skal tænke på, at et revynumre ofte varer 4-5 minutter og skal fungere sammen med steg og rødvin. I den sammenhæng kan du sagtens lave et modeshow med burkaer, men der bliver lidt sværere, når vi snakker om terror og 9/11«.

Jannik Fuglsang understreger, at han nødigt vil ende med at dæmonisere Dansk Folkeparti, fordi det er let. På den anden side er det heller ikke skægt at ende som den evige pladderhumanist.

»Det er ikke godt at blive misforstået. Vi skrev en gang en ironisk sang om Rockerkrigen til »Pejserevyen«. Senere fandt vi ud af at en rockergruppe brugte den som slagsang. Det var ikke ligefrem vores intention«.