Selvfølgelig kan børnebøger også være stor litteratur

Søren Kassebeer byline til bøgsektionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Det skønne i skønlitteraturen ligger ofte i begrænsningen. I den selvpålagte begrænsning. Begrænsningen behøver nemlig ikke være en begrænsning, den kan være en udvidelse, og når noget virkelig lykkes litterært (men også i andre kunstneriske sammenhænge), så hænger det ofte sammen med netop begrænsningen, forstået på den måde, at forfatterne (og kunstnerne i det hele taget) laver benspænd for sig selv og tvinger sig selv til at udfolde sig inden for en ramme, som, fordi den er begrænsende, på en tilsyneladende, men netop også kun tilsyneladende måde frigør ny kreativitet.

Denne frigørelse kan ske, i og med at forfattere (som er dem, det skal handle om her) beslutter, at deres næste bog skal være på et bestemt antal sider og dermed slut, sådan som min yndlingsforfatter, norske Dag Solstad har gjort det. Eller den kan ske, i og med at de beslutter, at alt det, der skal fortælles, skal skrives i en bunden form, for eksempel som sonetter, sådan som den danske forfatter Pablo Llambías har gjort det i en række stærke og stærkt personlige bøger. Eller den kan ske, i og med at forfatterne, mere radikalt, beslutter sig for ultimative benspænd, sådan som den geniale franskmand George Perec gjorde det i sin debutroman, »La Disparition«, hvor bogstavet »e« ikke forekommer én eneste gang på de omkring 300 sider, værket strækker sig over.

Jo, begrænsningen udvider, når den lykkes, og det er én af grundene til, at mange af de fineste, mest slidstærke, mest langtidsholdbare bøger er bøger, der er skrevet for børn, som nu de fem fantastiske titler, der udkom i Danmark for 50 år siden, og som vi fejrer i dag på disse sider. Der ligger en begrænsning i at skrive for børn, for børn kan ikke forstå alt, selv om de forstår så meget, og de fleste børn ved jo heller ikke så meget, som de fleste voksne trods alt ved, og det må der tages hensyn til, og der er ting, børn ikke skal vide, så længe de er børn, men så meget mere må den gode børnebogsforfatter bruge sin fantasi og sin digteriske evne og sin sproglige præcision, og det var det, de alle sammen gjorde så eminent, Halfdan Rasmussen, Flemming Quist Møller, Cecil Bødker, Benny Andersen og Ole Lund Kirkegaard, dengang i 1967, da de på hver deres måde var med til at gøre netop dét år børnelitterært legendarisk.

Og det er derfor, børnelitteratur også kan være stor kunst, selv om nogle vil hævde det modsatte. Stor kunst kan nemlig sagtens udfolde sig i mindre rum, ja, den kan ligefrem trives i mindre rum, for stor kunst kan have så godt af begrænsninger, og derfor står sådan noget som 1967-jubilarerne »Lille Vergil« og »Silas og den sorte hoppe« og »Cykelmyggen Egon« ikke litterært tilbage for noget. De og »Snøvsen og Egil og katten i sækken« og »Halfdans ABC« er evigtgrønne udgivelser for børn og voksne til alle tider. Og dertil ganske grænseløst fornøjelige.