Selve beviserne på arvingerne til søhelten Niels Juels tilhørsforhold til Valdemars Slot og beviserne på familiens adelighed kommer om få dage på auktion.
Det ærgrer Louise Iuel Albinus, som sidste år år købte slottet, men uden store dele af slottets inventar, som står i hendes søster Caroline Flemings 18-årige søn, Alexanders, navn. Hun håber nu, at hun selv kan købe nogle af dokumenterne tilbage.
»Skødet er jo selve det dokument, der gør, at vi nu – 12 generationer senere – stadig er på Valdemars Slot. Det dokument har været på slottet i 400 år, og det undrer mig, at det skal sælges. Det hører hjemme på Valdemars Slot,« siger Louise Iuel Albinus.

Ved Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677 udmanøvrerede admiral Niels Juel den svenske flåde og tilføjede den et afgørende nederlag under Den Skånske Krig.
Udover at give Danmark det fuldstændige søherredømme under resten af krigen, fik Juel international anseelse og så store prisepenge for de mange erobrede svenske skibe, at han kunne købe det meste af øen Tåsinge med Valdemars Slot.
Beviset på erhvervelsen har siden 1678 været i familiens besiddelse, men efter en familiestrid mellem søstrene Caroline Fleming og Louise Iuel-Albinus er selve skødet med underskrift og segl fra kong Christian 5. nu et blandt flere dokumenter, der er til salg hos Bruun Rasmussen.
Ifølge Louise Iuel Albinus er hun ikke blevet tilbudt at købe skødet eller nogen af de andre effekter, før hun pludselig så, at det var på auktion. Bruun-Ramussen beskriver det som »grunddokumentet til familiens Juels besiddelser på Tåsinge og Valdemars Slot, der fortsat ejes af admiral Niels Juels efterslægt«.
Udover skødet fra 1678 er der også to andre dokumenter til salg, som er særligt vigtige for Louise Iuel Albinus.
Det andet er et såkaldt adelspatent fra 1691. Et adelspatent er et dokument, hvorved en konge ophøjer en person til adelstanden, i dette tilfælde baron Schack von Brockdorff til Scheelenborg. Adelspatentet er ligesom skødet underskrevet af Christian 5.

Schack von Brockdorffs tipoldedatter, baronesse Sophie Frederikke Stieglitz-Brockdorff, blev i 1812 gift med Carl Juel til Valdemars Slot. Og Carl Juels adelspatent er det tredje og sidste need to have-dokument, som Louise Iuel Albinus er ked af, nu er kommet på auktion.

Dokumentet er fra 1812 og er underskrevet af Frederik 6. Det ophøjede Carl Juel til den friherrelige stand med navnet Baron af Juel-Brockdorff, og patentet indeholder også kongens godkendelse af baronens våbenskjold.
Samlet set er det altså væsentlige dokumenter, der cementerer familiens status. Men det bør ikke kun være for familien, at det er væsentligt, at dokumenterne bliver på Valdemars Slot, siger Louise Iuel Albinus.
»For mig virker det, som om man ikke respekterer kulturarven, som egentlig er alles. Nu kan den kulturarv blive spredt ud over landets grænser fremfor at være tilgængelig det sted, hvor det har været i hundredvis af år.«
Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Caroline eller Alexander Fleming.
Auktionen finder sted 14. juni hos Bruun Rasmussen i Bredgade i København.




