Selvcensur er blevet en kunst

To dage efter, at Charlie Hebdos chefredaktør havde afsluttet sit lille skrift om ytringsfriheden, blev han og hans kolleger myrdet på redaktionen. Hans bog er et friheds- og kampskrift, væsentlig og uforfærdet ligefrem.

Stéphane Charbonnier, kendt under navnet Charb, var chefredaktør på Charlie Hebdo indtil 7. december 2015, hvor han blev dræbt. Foto fra 2012: AFP Fold sammen
Læs mere

Charb lægger ikke fingrene imellem. Han giver dem, der vil gå på kompromis med ytringsfriheden, med grovfilen: »En række store, rædselsslagne intellektuelle, gamle moralistiske klovner og retarderede journalister har helt alvorligt spurgt sig selv, om det nu også var en god idé at trykke karikaturtegninger af Muhammed »konteksten taget i betragtning« (...) Selvcensur er ved at blive en af de skønne kunster i Frankrig.«

Ikke kun i Frankrig, må man tilføje. I Danmark. I Tyskland. Alle vegne i den vestlige verden, hvis hele kultur er bygget på den frie tanke og friheden til at ytre den, lægger folk nu bånd på sig selv. Ikke fordi de har mistet den kritiske sans, der er europæisk arvegods, men fordi de er bange.

Charb er det mærke, Stéphane Charbonnier skrev og tegnede under. Man læser hans lille bog med sorgblandet glæde. I afmagt og vrede. I glæde over den intellektuelle konsekvens, hvormed han fører sit grundsynspunkt igennem. I sorg over, at det blev hans sidste ord. I afmagt over de nedrige handlinger, som nogle lurvede islamister gjorde sig skyldige i. Og i vrede over, at Vesten stadig og i stigende grad lader sig tyrannisere af afstumpede terrorister, der påberåber sig et helligt formål.

Den 47-årige Stéphane Charbonnier var chefredaktør på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, da to fransk-algierske brødre, den 34-årige Saïd Kouachi og den 32-årige Chérif Kouachi, 7. januar sidste år trængte ind på redaktionen og skød ham og hans kolleger, der var samlet til redaktionsmøde. Fire blev alvorligt såret. Tolv blev dræbt, heraf ni med tilknytning til Charlie Hebdo samt to politibetjente og en bygningsarbejder.

En tredje terrorist, den 33-årige Amedy Coulibaly, som arbejdede sammen med brødrene, tog gidsler i det jødiske supermarked Hyper Cacher i Paris-forstaden Porte de Vincennes. Han myrdede fire gidsler og blev ligesom de to andre dræbt af politiet.

Charb satte sidste punktum i sit skrift 5. januar 2015, to dage før han blev myrdet. »Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde« – den uhåndterligt lange titel rummer faktisk hele bogens budskab – blev hans åndelige testamente.

Syv ud af 523 forsider med islam som tema

Charlie Hebdo beskyldes ofte for at være besat af fjendskab til islam. Det har ikke noget på sig. Af Flemming Roses »Hymne til friheden«, der udkom sidste år, fremgår, at i tiåret 2005–2015 har kun syv ud af 523 forsider haft islam som tema, mens bladet har været ude efter kristendommen tre gange så ofte. Bladet er ikke ude efter nogen speciel religion, men efter alle religioner, alle institutioner, alle politiske ideer, der hævder en særlig magt i forhold til det enkelte menneske.

Charlie Hebdo havde bragt tegninger af Muhammed længe før Jyllands-Posten, men som Charb skriver: »Først efter en gruppe ekstremistiske muslimers protest imod og instrumentalisering af de danske karikaturtegninger, blev karikaturer af de troendes profet et emne, der kunne udløse hysteri i medierne og blandt islamister.«

Det vrimler med gale, tåber, klovne, fjolser i det galleri af modstandere, Charb retter sit skyts mod. Hans karakteristikker er ligefremme – for ikke at sige grovkornede ligesom satiren i Charlie Hebdo. Her får man holdninger ind med skeer.

Man skal være utroligt naiv, mener han, for at tage bogstaveligt, hvad der står skrevet i alle de store religioners grundlæggende skrifter, og »en stor psykopat« for i det daglige at efterleve deres bud: »Problemet er hverken Koranen eller Biblen, to søvndyssende, usammenhængende og sjusket skrevne romaner, men de troende, der læser Koranen eller Biblen, som var de brugsanvisninger til samlingen af en Ikea-reol.«

Det er en lovlig flot måde at afvise teksterne på. Koranen er ganske rigtigt søvndyssende med sine ulidelige gentagelser og enkle synsmåder, men den er dog kulturelt interessant. Og Bibelen? Det Gamle Testamente er en vild og drabelig kompleks eventyrverden. Og menneskelivet er ikke bedre forstået i nogen tekst end i Det Nye Testamente.

Forfatteren er selv fundamentalist

I sin kategoriske afvisning af bogstavtro tekst-fundamentalister gør Charb dog ret, og dette er et af hans vigtigste ærinder.

Man kommer ikke udenom, at Charb selv er fundamentalist. Det er han i den forstand, at de værdier, republikken principielt står for, og som er arven fra den franske revolution, er urokkelige for ham: de borgerlige frihedsrettigheder, den ateistiske stat, borgernes egalitet. Men selv om de er fundamentale, er de ikke hævet over satire, spot og latterliggørelse. Det er sagens kerne.

Derfor afslutter han sit skrift med at invitere anti-islamofoberne, de »kære, skinhellige venner« til at gøre sig til ateofober, ateisme-hadere: »Udgiv aviser, skriv blogs, spil teater, lad marionetter danse for at gøre nar ad den absurditet, som I mener et liv uden Gud er – et liv uden jeres ypperste sutteklud. Tegn karikaturtegninger af Guds fravær, udstyr det med en stor næse eller en lille næse, med tosseøjne, strithår, ingen ateist finder nogensinde på at retsforfølge jer, I får ingen dødstrusler, og der bliver ikke stukket ild til jeres lokaler.«

Det, han siger til Charlie Hebdos hovedfjende, er: Værsgo, giv bare os af den medicin, vi har givet jer, vi vil ikke slæbe jer i retten for ateofobi, vi vil ikke true jer med døden, vi vil ikke stikke ild til jeres lokaler. Vi vil kort sagt aldrig gøre mod jer, som I har gjort mod os.

Så stærkt og enkelt kan forskellen tegnes op mellem dem, der i religionens navn forfølger kritikere med retssager, dødstrusler, bål og brand, og dem, der står fast på de borgerlige frihedsrettigheder.

»Multikulturalister« og »anti-islamofober«

Hvem er så hovedfjenden? Det er »multikulturalisterne« eller »anti-islamofoberne«. De to betegnelser dækker over det samme, nemlig de mennesker, institutioner, foreninger, der under påberåbelse af multikulturalisme anklager kritikere af enhver art for at være islamofober, islam-hadere.

Et eksempel fra bogen, genfortalt i forkortet form: Når en muslimsk, tilsløret kvinde bliver krænket, bakker anti-islamofoben hende op, ikke fordi det drejer sig om en krænket medborger, men i hendes egenskab af muslim. For hendes forsvarer er det alvorligste, at hun er blevet krænket som muslimsk kvinde, ikke som en borger, der har ret til at gå klædt, som det passer hende. Det sande offer er altså islam.

Charb viser, at denne mekanisme fungerer som redskab til at skaffe sig magt for islamister og islamiske foreninger. Han viser, at medierne bruger den, fordi der er salg i nyheder, så snart det drejer sig om noget islamisk, der er blevet forulempet. Og han peger på, at den katolske kirke støtter denne multikulturelle anti-islamofobi, fordi den kan styrke kirkens egen stilling.

Men han vender sig også mod dem, der mener, at man kan grine ad alt undtagen visse aspekter af islam, fordi muslimer er meget mere sårbare end resten af befolkningen. Det er diskrimination, siger han med rette og kommer med en opfordring, der burde få også de danskere, vi i mangel af mere præcis betegnelse kalder Politiken-segmentet, til at spidse øren:

»Det er på høje tid, at vi får sat en stopper for den ulækre paternalisme, som de hvide »venstreorienterede« burgøjserintellektuelle lægger for dagen i deres forsøg på at mænge sig med »de stakkels fattige og underuddannede«. Jeg er naturligvis et dannet menneske, jeg kan forstå, at Charlie Hebdo mener visse ting humoristisk (...). Men af respekt for dig, der endnu ikke har lært, hvad ironi er, hudfletter jeg solidarisk med dig disse islamofobiske tegninger ...« Som man måske husker, var henvisningen til de svage danske muslimer et bærende argument i de venstre-intellektuelles modstand mod Jyllands-Postens tegninger i sin tid.

For den grundlæggende humanistiske idé at man kan tale til alle som ligemænd, satte Charb og hans kolleger livet ind. Hans lille bog er et friheds- og kampskrift. Det fortjener seks stjerner, ikke for tankens dybde, men for sin væsentlighed, sin uforfærdede ligefremhed og for den vilje til at lade holdning blive til handling, som dets erfaringer bygger på.

Titel: »Hvordan de som råber islamofobi i virkeligheden går racisternes ærinde«.

Forfatter: Charb (Stéphane Charbonnier).

Oversætter: Jesper Tang.

Sider: 88. Pris: 99,95.

Forlag: Informations Forlag.