Selv skønsang kan være farlig

Kostumer, kulisser og kongelige klange. Tag til London, og se den fantastiske udstilling om opera gennem tiderne i en genial balance mellem sans og samling.

1. Matthias Schaller er blevet verdensberømt på sin fotoserie af 150 italienske operahuse. Rummene ligner hinanden meget og spejler det omgivende samfund. Foto: Daniel Leal-Olivas Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Opera: Passion, Power and Politics« på Victoria and Albert Museum i London åbnede i lørdags og kører til 25. februar 2018

Gæsterne får allerførst en advarsel: Den nye udstilling på Victoria and Albert Museum i London kan være eksplicit.

Om det voksne nu hedder sex eller måske vold, finder man ud af hen ad vejen – det er lidt af det hele. For opera handler nu engang om dig og mig og vi to og kan derfor byde på mennesker med knopper her eller uden knop der.

Lige netop »Opera: Passion, Power and Politics« handler så samtidig om rigtig meget andet. Museets funklende nye Sainsbury Gallery byder på både lyde og billeder, på falske skæg og ægte kårder, på masser af originaler i dobbelt forstand. Udstillingen er formidling af klassisk musik og teater på hidtil uset niveau og taler lige intenst til husarer af begge køn og kultiverede i alle aldre.

Ikke så få effekter vil især tage vejret fra nørderne. For eksempel noderne til Monteverdis snart fire århundreder gamle »Poppeas kroning«. Eller for den sags skyld Händels håndskrift med rettelser og noderne til »Figaros bryllup« i selveste Mozarts pen.

Stjernen mellem de mange malerier er rammende nok Joseph Langes ufærdige portræt af samme Mozart – ifølge komponisten selv det bedste af alle!

Den tilhørende tekst virker som altid kort og præcis og rammer værkets kerne: At verdens største komponist ikke stiller sig an og ikke engang vender sit ansigt mod os. Han giver sig hen til sine elskede tangenter og noderne og viser sig altså i et øjebliks inderlighed. Romantikken er på vej.

Kuratorerne har haft travlt med ansøgninger om indlån og ikke ladet sig nøje med nemme løsninger. Victoria and Albert Museum ligger til daglig inde med franskfødte Roubiliacs berømte statue af Händel med lyre i hænderne. Men vi skal da ikke snydes for billedhuggerens lige så detaljerede og stærkt henrivende udkast i terrakotta – hentet ind fra et af Cambridges museer.

Og selv om italienske Bernardo Strozzis maleri af den barmfagre gambespiller med sovekammerøjnene fra Dresdens fantastiske Gemäldegalerie ikke handler om opera i streng forstand, så fanger hun barokkens dramatiske kontraster i ét hug. Hun er udstillingens første stjerne. Et stærkt valg.

Når man har sagt ja til den nye fløjs første udstilling, skal man også sige ja til audioguiden. Også selv om man måske ved det hele. Eller tror, man ved det hele. Tag den! For man får både fantastiske musikeksempler og fine introduktioner ved dirigenten Antonio Pappano fra briternes kongelige opera.

Eksemplerne tæller både en række af de klassiske indspilninger og nogle stemningsfulde takes fra diverse prøver med sangere og musikere. Klippene begynder og ender af sig selv og følger altså udstillingen på magisk vis. De langsomme udfadninger fungerer fuldt ud tilfredsstillende og byder endda på en overraskelse her og der. Teknikken har længe været den slags eksperimenters svage led og virker først nu klar til professionelt brug.

Udstillingen forfølger et par hovedtemaer – om end den aldrig pukker på dem: At verdens operahuse er et sindbillede på resten af samtiden og samfundet. Og at genrens fortællinger har bygget meget på sanselighed og seksualitet set i et mandligt perspektiv.

Så hvad enten man sætter nye værker op på gamle måder eller gamle op på nye måder, ender man uvægerligt med en social kommentar.

Opera som social kritik har været en nødvendig udluftning på det politiske plan og holdt liv i tilhørernes interesse og dermed husenes økonomi.

At det selvsamme værk kan tage sig forskelligt ud i forskellige lande, demonstreres smukt med videoklip fra opsætninger af Wagners romantiske »Tannhäuser« – herunder fra vor egen Kasper Holtens fire år gamle version på Det Kongelige Teater i København.

Og nej, censur af skønsang fandtes ikke kun i meget gamle dage. Dmitrij Sjostakovitj fik i lang tid livsfarlig kritik fra politisk hold og måtte revidere sin »Lady Macbeth fra Mtensk« så sent som i 1962. For livet som erotisk væsen var jo ikke en kvindes ret. Det skulle være i statens tjeneste.

Man ser og hører den russiske komponist spille klaver med hektiske hænder – næsten som om han er på flugt fra Kremls onde skygge.

Sindbilledernes sociale præcision er på skift rørende og ganske frygtindgydende.

En rekonstruktion af havscenen fra Händels succesfulde »Rinaldo« anno 1711 virker på afstand som et herligt knirkende verdensteater.

Den legendariske fotoserie ved tyske Matthias Schaller af 150 italienske operahuse afslører til gengæld nogle påtrængende realiteter både i og uden for operaens univers.

For eksempel at der endnu i dag er forskel på folk. At liv i loger og død på billige gallerier stadig er virkelighed. Både folk med fødderne i vandskorpen og de med bagdelen samme sted går til opera.

»Opera: Passion, Power and Politics« følger syv af historiens vigtigste operabyer. En klassisk og for operaens vedkommende yderst effektiv struktur. Byer og deres operahuse har altid været tæt forbundne historier.

Prisen er så nogle fravalg her og der. Kuratorerne får ikke fortalt meget om den højt elskede Puccini og den historisk skelsættende Debussy. Og de har nok lagt en smule for lidt vægt på operaernes orkestre, der ellers kan være de respektive landes vigtigste overhovedet. Men den store opsamling til sidst retter op på meget: Gigantiske lærreder viser moderne operaer fra amerikanske George Gersh-wins »Porgy og Bess« til engelske Benjamin Brittens »Peter Grimes« på stranden i britiske Aldeburgh og endda helt nye ting.

Victoria and Albert Museum har fundet en genial balance mellem sans og samling, mellem det tidsbundne og det evige, mellem det historiske og det evigt aktuelle.

Den nye udstilling i museets sponsorerede fløj er spændende som et eksperimentarium. Lige egnet for de rutinerede operaelskere og de nye i klassen, som efter en times tid vil ligne hinanden til forveksling.

Tag hele familien med!