Selv om sangen allerede er væk

Neil Young, Nick Cave og Allan Olsen viser på hver deres album, at koncertoptagelser kan gemme på store, blivende oplevelser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er aldrig to øjeblikke, der er ens. Heller ikke to koncerter, og det er en af de kvaliteter, der bliver ved med at lokke publikum til spille­stederne: At få noget nyt, noget unikt, som ikke findes andre steder og alene derfor er værdifuldt.

Men da en koncert er mere end lyd – syn, dufte, musikernes dagsform, publikums humør – kan en optagelse af den aldrig gengive oplevelsen. Det er som at forsøge at fange en fugl i flugten. Men mindre kan naturligvis gøre det, og nogle live-album gemmer faktisk på store, blivende oplevelser.

Tag bare de nye udspil fra Allan Olsen, Neil Young og Nick Cave. De har ikke kun de nye live-plader til fælles, men også stemmerne, der ikke er store i snæver teknisk forstand, men indimellem passer så godt til sangene, at de transcenderer populær­kulturen, og bliver til, ja, kunst.

Men lad os tage dem en ad gangen og først Allan Olsen, der efter at have udgivet årets stærkeste dansksprogede album, »Jøwt«, nu er aktuel med »D’damer«. Og selv om han har sin helt egen stemme og underspillede nordjyske frasering, har han langt hen ad vejen overladt mikrofonen til kvindelige kolleger. Annika Aakjær, Marie Bergman, Dorthe Gerlach og Maria Timm tager således livtag med hans personlige, karakterdrevne og diskret velskrevne tekster.

En overset følsomhed

Optagelserne på »D’damer« stammer fra to koncerter, men er blevet til ét harmonisk album, som allerede kulminerer i de to indledningsvise numre. Først Annika Aakjærs fortolkning af »En stille glød i mørket«, der lyser med en egen poesi og intensitet, og siden svenske Marie Bergmans brillante, accentfarvede omgang med »Toreador«.

Numrenes bløde, disede arrangementer leder tankerne mod Emmylou Harris og hendes Daniel Lanois-producerede »Wrecking Ball«. En sound man kun kan finde, hvis bandet er rigtig godt, og Allan Olsens musikere spiller hele vejen igennem sikkert, varmt, indfølt. Også da Allan Olsen selv synger for i eksempelvis »Mergelgraven« og »En mistænkt for meget«.

Men det er dog de mange kvindelige stemmer på albummet, der kaster nyt lys over de gamle sange og peger på den følsomhed, der let overhøres, når Allan Olsen synger dem med sin no nonsense-røst.

Utrolig sætliste

Hvor Allan Olsen på »D’damer« forsøger at rykke sine sange ud af vante spor, er Neil Youngs »Live At The Cellar Door« del af hans omfattende, årelange arbejde med at dokumentere sin egen fortid.

Her gælder det så to aftener i 1970 på et spillested i Washington D.C. Og hvad jeg ikke ville give for at have været der, hvor han solo – og bare 25 år gammel – gav en stribe sange fra sit allerede fabelagtige bagkatalog.

»Live At The Cellar Door« åbner med »Tell Me Why«, som er sigende for albummet og bærer de signaturer, der tegner hans akustiske sangskrivning: Den smukke, selvfølgelige melodi, de let raslende anslag på westernguitaren og en lys stemme, som ikke interesserer sig for rent eller falsk, men kun for at virke sand.

Netop sådan, sand, fremstår han i omgangen med blandt andre »Only Love Can Break Your Heart«, »Cinnamon Girl«, »After The Gold Rush«, »Down By The River« og ikke mindst »Expecting To Fly«. Afdæmpede, indfølte oplevelser med stemme, guitar og klaver. Mere behøves ikke for at skabe stor, skrøbelig skønhed. Når man altså er en canadier ved navn Neil Percival Young.

Efter reklamen

En af Nick Caves sange blev for nylig brugt i en reklame, selv om han tidligere har sagt, at det aldrig ville ske. Fordi det ville være at pisse på fansene, og det var svært at leve med, at han alligevel gjorde det.

Men når man lytter til hans »Live From KCRW« må man sluge skuffelsen og – igen – bøje sig for den kunstneriske kraft, som udgår fra ham og The Bad Seeds.

Foran blot 180 gæster giver de et sæt, der på pladen er gengivet uden redigering, og hvor sange som »Higgs Boson Blues«, »Stranger Than Kindness«, »The Mercy Seat«, »Far From Me« og »Push The Sky Away« forløses i lavmælte, mørktonede og skønhedssøgende arrangementer, der ikke er ulig dem, som findes på superpladerne »The Boatman’s Call« og »No More Shall We Part« og med Cave liggende et sted mellem croon og poetisk recitation.

Som Neil Young på »Live At The Cellar Door« og Allan Olsen på »D’damer« demonstrerer Nick Cave og The Bad Seeds på »Live From KCRW«, at en live-plade ikke er som at være der selv, men alligevel kan noget. Er i stand til at fange flere fjer fra fuglens flugt.

Fire stjerner

Allan Olsen: »D’damer«, Zoobaba

Fem stjerner

Neil Young: »Live At The Cellar Door«, Warner/Reprise

Fem stjerner

Nick Cave & The Bad Seeds: »Live From KCRW«, Bad Seed/Playground