Selma har fået danske vinger

Selma Lagerlöfs 100 år gamle forfatterskab oplever en litterær revival i Danmark i disse år, hvor Gyldendal ikke kun nyoversætter alle hendes bøger, der er solgt i over 125.000 eksemplarer, men også har genudgivet Henrik Wivels biografi om eventyrtanten fra Mårbacka.

Selma har fået danske vinger - 1
Selma Lagerlöf. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Næsten ligesom Nils Holgersson, der en søndag morgen i kirketiden bliver offer for en nisse, trylles om til en tommeltot-stor dreng og får et lift med en tam gås, der følges med en flok vildgæs på en eventyrlig rejse gennem Sverige, er danskerne de sidste femten år blevet fortryllet af Selma Lagerlöfs forfatterskab.

Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, gnider sig tilfreds i overskægget. Konstaterer, at forlagets satsning - at nyoversætte hele forfatterskabet - er blevet kontant belønnet af danske læsere. Mere end 125.000 Selma-bøger er siden 1994 blevet langet over disken i den danske boghandel, ligesom bøger som »Gösta Berlings Saga«, »Mårbacka«, »Kristuslegender« og »Hr.Arnes penge« - alle vidunderligt og virtuost nyoversat af Anne Marie Bjerg - udlånes flittigt på landets biblioteker.

»Det begyndte med romanen »Jerusalem« i 1994,« fortæller Johannes Riis. »På grund af Bille Augusts filmatisering fik bogen et ordentligt boost, og solgte vidt og bredt på kort tid. Vi havde egentlig ingen planer om at nyoversætte Lagerlöf fra a til z, men succeen gav os blod på tanden, ligesom efterfølgende udgivelser viste, at der var et stort behov og marked for Selma Lagerlöf-bøger.«

Johannes Riis kan ikke forklare, hvorfor danske læsere i vor tid i den grad har taget Selma Lagerlöf til hjertet. Det er en herlig gåde, hvis løsning han gerne overlader til pressen eller litteratursociologer. I resten af Norden findes der nemlig ikke en tilsvarende stor interesse. End ikke i Sverige, siger Riis.

»Tag bare en lille og blandt menigmand ukendt fortælling som »Hr.Arnes penge«, der er en thriller fra 1500-tallets protestantiske Sverige. Vi udgav den i 2004, og bogen har på et års tid solgt 3.500 eksemplarer, ligesom erindringsbogen »Mårbacka«, der udkom i 2003, nu er ude i 3.oplag og også har solgt ualmindelig godt i bogklubben.«

Spørger man litteraturprofessor ved Københavns Universitet, Hans Hertel, som kender meget til bøgers uransagelige veje mellem forfatteren, forlaget og læserne, hvorfor Selma Lagerlöf hitter så voldsomt i Danmark, glæder han sig for det første over den gode nyhed, og peger derefter på arten af Lagerlöfs litteratur, samt på det enkelte menneskes længsel efter større eksistentiel sammenhæng, som er i dagens Danmark:

»Vi ser blandt mange læsere en markant interesse for det, man bredt kunne kalde magisk-realistiske fortællinger. Altså store episke konstruktioner med masser af swung og bredde i fortælleformen. Som handler om familien, slægten og hjemstavnen. Det er samme magisk-realistiske fortælleform, man også finder i andre populære nordiske forfatterskaber som Göran Tunströms og Herbjörg Wassmos. Også de kan, som Selma Lagerlöf, stille det dybe, episke behov i os allesammen.«

Religiøse rødder
Og så er Hans Hertel da slet ikke i tvivl om, at danskernes glæde ved Lagerlöfs fortællinger hænger sammen med den genopstandne interesse for religiøsitet og eksistentielle sammenhænge. Mange unge læsere i dag oplever, tror Hertel, hvad litteraturprofessoren selv oplevede som dreng på Krebs Skole, hvor han hørte »Kristuslegender« blive læst op, og aldrig glemte den store episke stemme i historierne, samt den unikke blanding af fortælling og tro.

Weekendavisens kulturredaktør, Henrik Wivel, der også er forfatter til den i Sverige prisbelønnede Selma Lagerlöf-biografi, »Snedronningen«, der udkom første gang i 1988 og netop er udkommet i en nyskrevet, revideret udgave på Gyldendal, er meget enig med Hans Hertel:

»Lagerlöf er en forfatter med et helt ekstraordinært potentiale. Man behøver kun at læse fire linjer i en af hendes fortællinger, så hænger man på og kan slet ikke stoppe, før man er færdig. Jeg har flere venner, der som jeg selv er litteratur-opdraget i det, som man kunne kalde »den kerne-modernistiske tradition« herhjemme. Det er venner, der - som jeg selv - engang fik en bog af Selma stukket i hånden og med en vis modvilje gik i gang med at læse den, fordi man jo har sine fordomme om Selma Lagerlöf: At hun er en lidt klæg religiøs og sentimental forfatter. Men jeg skal love for, at både jeg selv og vennerne kom på bedre tanker. Flere af dem kom med tiden ind til mig, lettere fortumlede og svimle og sagde: »Det er saftsusemig en god bog det her!«

Det har naturligvis altsammen at gøre med Lagerlöfs evner som fortæller,« understreger Henrik Wivel. »Det at hun skriver direkte ind i menneskers hjerter. Hun er ikke spor gammeldags, og der er ikke et gram patina i hendes prosa. Derimod er det tekster, der taler direkte om den menneskelige eksistens. Og så er Selma Lagerlöf jo også hemmelighedsfuld og dyb som en Dostojevskij,« tilføjer Wivel:

»Hun afslører ikke alt direkte, men lader selv læseren gå det sidste stykke ind i fortællingernes mysterium. Heri ligger magien hos Lagerlöf: At hun bruger læserens forestillingsevne som medspiller. Hun siger det så smukt i »Kristuslegender«, hvor hun beskriver, hvordan hun sidder med sin gamle farmor, der fortalte historier. Når farmoren havde afsluttet sin historie, lagde hun gerne hånden på Selmas hoved og sagde: »Og alt dette er lige så sandt, som at jeg ser dig, og du ser mig«. Altså, jeg kender ingen bedre definition på magisk-realistisk litteratur: Farmoren indgår en kontrakt med lille Selma, og det er den samme kontrakt store Selma den dag i dag indgår med hver enkelt dansk læser.«

Hun er dynamit
Når man spørger Henrik Wivel, hvad det er for en religiøs dimension, vor tids danskere søger og åbenbart finder i Selma Lagerlöfs bøger, svarer han, at hun ikke var konfessionel kristen og engang i 1920rne sagde til dagbladet B.T. der ville vide om hendes forfatterskab var religiøst præget: »Nej, det er snarere æstetisk«.

Wivel mener nemlig, at Lagerlöfs religiøse passion har meget med skønhed at gøre. At hun igennem sin digtning er i stand til at skabe en skøn og fortryllet verden. Men samtidig er hun ikke bange for at fokusere på de valg, som vi mennesker må træffe gennem livet, og det fænger læseren den dag i dag. Der er store ting på spil:

»Træffer hendes personer et »forkert« valg, så må de sone deres skyld. Tilgivelsen er ikke absolut hos Selma Lagerlöf, og deri adskiller hun sig klart fra den evangelisk-lutherske kirke. Hun mener i høj grad, at det er op til mennesket selv at skabe sin egen tilværelse. Hun stiller store krav til den enkelte. Også i dag.«

Eros' store rolle
At guden Eros også spiller en rolle i Lagerlöfs forfatterskab vil Henrik Wivel ikke benægte. Allerede i sin debutbog »Gösta Berlings Saga«, der udkom i 1891 og blev berømmet af Georg Brandes, udråbte hun Eros til at være den almægtige Gud, der behersker alt og alle:

»Og selv var hun et overmåde vitalt menneske, der skrev om sin debutbog, at den havde »dynamit mellem arkene«. Det kan hun selv være! Én stor eksplosion! Lidenskaben er i hvert fald helt uomgængelig i hendes bøger. Det der gør dem så strømførende.«

Alligevel valgte han i 1988 at kalde sin biografi for noget så køligt som »Snedronningen«. Og det har Wivel holdt fast ved i den nyskrevne, reviderede udgave, der udkom i august i år, fordi Selma Lagerlöf som menneske var spaltet til roden:

»Hun havde en mægtig indre varme, som hun af forskellige dybt traumatiske grunde ikke kunne leve fuldt ud, og som hun derfor omsatte i sin digtning. Som alle moderne forfattere var hun meget bevidst om sin splittelse og skriver om den talrige gange i sine bøger, tydeligst i »Gösta Berlings saga« og erindringerne »Mårbacka«, hvor hun henviser direkte til én af sine forgængere og forbilleder i litteraturen - H.C. Andersen. Også Selma havde fået en splint af troldspejlet i øjet og kom derfor - ligesom Andersen - »til at se alting forkert«. Som den store manipulator, Snedronningen, kom hun til at sidde i sit isslot og lege med menneskeskæbnen.«

Og hvad er eventyrtanten for Mårbacka så kommet til at betyde for Henrik Wivels eget liv, udover at han i 1990 blev dr.phil. på sin biografi om Selma Lagerlöf og lige siden har holdt et utal af foredrag om hende overalt i Norden?

»Jamen, hun er jo blevet »min sjæls veninde«. Jeg troede naivt til at begynde med, at jeg kunne holde hende ud i strakt arm og beskrive hende »videnskabeligt«. Den gik jo ikke! Selma har sin egen kontrakt med læseren, og man kommer til at indgå i hendes forestillingsverden på godt og ondt. Jeg tror ikke længere, at jeg kommer fri af hende og hendes bøgers fortryllelse.«