»Seksualitet er et underligt dyr«

Den 49-årige franske stjerne Mathieu Amelric har hovedrollen i Roman Polanskis »Venus i pels«, og sammenligner filmbranchen med Sacher-Masochs skandale-roman af samme navn.

Den franske skuespiller Mathieu Amelric har hovedrollen i Roman Polanskis »Venus i pels«, hvori han spiller en instruktør meget lig Polanski selv. Hans modspiller i filmen er Polanskis hustru, Emmanuelle Signer, der har rollen som den dominerende kvinde, der opsøger instruktøren for at få en rolle i en af hans opsætninger. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De fleste danskere kender den franske filmstjerne Mathieu Amelric som den sadistiske skurk Dominic Greene i James Bond-filmen »Quantum of Solace«, men i Amelrics hjemland er Bond-filmen kun en parentes i en lang række af kunstneriske film, som han har løftet med sit raffinerede skuespil, såsom »Dykkerklokken og Sommerfuglen«.

Han har også selv instrueret film, og da Berlingske møder ham under filmfestivalen i Cannes differentierer Mathieu Amelric meget selvbevidst mellem skuespillere, der »kun« er skuespillere, og skuespillere der, som ham, også kan instruere. Den skelnen kommer dog ikke ud af det blå, idet årsagen til interviewet med Berlingske er Roman Polanskis »Venus i pels«, der i morgen har dansk premiere. I filmen spiller Mathieu Amelric nemlig en meget Polanski-lignende teaterinstruktør, der opsøges af en ung kvindelig skuespiller, som plager ham om at få lov til at aflægge prøve til en rolle. Stykket, som instruktøren vil opføre i filmen, er Sacher-Masochs skandale-roman »Venus i pels« fra 1870, der var ophav til ordet »masochisme«, men det er kun et af de mangfoldige fiktive og virkelige lag, der blander sig på svimlende vis i Polanskis film.

Mest bemærkelsesværdig er Mathieu Amelrics slående fysiske lighed med en ung udgave af den i dag 80-årige Roman Polanski, og at den unge kvindelige figur i filmen spilles af Roman Polanskis skuespillerhustru, den 40-årige Emmanuelle Signer. »Det er selvfølgelig en speciel oplevelse at spille overfor din instruktørs kone, ovenikøbet i rollen som instruktør. Det er som at træde ind i en spejlsal, hvor figurerne spejler sig uendeligt i hinanden. Men det er i høj grad sådan, Roman er. På trods af hans uhyre præcision under optagelserne, er det at lave film som en slags leg for ham. Han er selv en dygtig mangestrenget skuespiller, der forstår, at skuespil kan handle om meget mere end realisme. Det handler om dæmoni,« siger Mathieu Amelric med en af sine hyppige metaforer, som han med afslappet selvbevidsthed undlader at uddybe.

Kompleks erotisk interaktion

Polanskis »Venus i Pels« er en videreudvikling af romanforlæggets historie om en mands fascination af en dominerende kvinde. I filmen udvikler den arrogante teaterinstruktør og den underdanige kvinde en kompleks erotisk interaktion, hvor rollerne som bøddel og offer ikke længere er så entydigt trukket op.

»De to parter leger en indforstået leg. Offeret er måske ikke så meget offer alligevel, når det er offeret der fortæller bødlen, hvordan denne skal dominere, så det passer med offerets æstetik og krav til en iscenesættelse af legen. Sådan er reglerne, men dertil kommer at både offer og bøddel på et tidspunkt ønsker at fortabe sig i legen, så at dens regler udviskes,« siger Mathieu Amelric.

Offer-bøddel temaet kan uden videre overføres til teater og filmverdenen, som Mathieu Amelric kender både som skuespiller og instruktør. Men også her er rollefordelingen mere kompleks end man skulle tro, siger han.

»Der findes sadistiske instruktører, men de laver dårlige film. At kommandere med folk er ikke den bedste måde at få dem til at yde deres bedste. Alligevel vil jeg sige, at det instruktørerne, der er de største masochister. Ganske enkelt fordi kun en masochist ville påtage sig ansvaret for at lave en film. Det er så svært, så svært, og det bliver aldrig helt som man have drømt om,« siger Mathieu Amelric.

De sande sadister er forkælede filmstjerner, mener Mathieu Amelric. I de værste tilfælde udvikler de en meningsløs tilbøjelighed til at forlange særbehandling, bare fordi de kan. Men måske er det hævn for de år af karrieren, hvor de måtte finde sig i lidt af hvert.

»At gå til casting som karakteren Wanda i filmen, kan hurtigt udvikle sig til en ydmygende affære for skuespiller. Det tror jeg, de allerfleste kvindelige skuespillere kan skrive under på,« siger Mathieu Amelric.

Havde ti dage til at øve replikker

Selv snublede han nærmest ind i rollen som teaterinstruktøren Thomas, idet han blev kontaktet af Roman Polanski kun ti dage før optagelserne gik i gang. Den befippede skuespiller fik tilsendt det ordrige manuskript, og gik prompte i gang med at terpe replikker. Nogle dage senere ringede Roman Polanski.

»Jeg ville så gerne sige noget klogt om manuskriptet, men det blev ikke til andet end at jeg sagde »OK lad os lave noget sjov!«, hvilket viste sig at være det helt rigtige at sige, for Roman hader at forklare, hvorfor han gør som han gør, når han instruerer, men endnu mere hader han, at folk forklarer hans film til ham,« siger Mathieu Amelric.

Skuespilleren beskriver Roman Polanski, som en kunstner der »tror på filmens kraft og som tror på publikums intelligens«. Ifølge Mathieu Amelric, tror Roman Polanski ikke på nogen som helst højere mening med livet. Tilværelsen er nøjagtig lige så latterlig og absurd som handlingen i instruktørens lange række af film.

»Tag min karakter i filmen – en midaldrende mand, stolt og forfængelig, og tynget af livets byrder, som kun den ambitiøse mand kan være. Allerede det er grinagtigt. Den ældre mand, der med livserfaringen kan se hvor lidt ens anstrengelser tæller i den store sammenhæng,, kan derimod ofte besidde en sand og fri ånd,« siger Mathieu Amelric, der dog ikke selv deler Polanskis syn på livet som absurd.

»Nej, jeg er ikke gammel nok. Jeg har stadig utopiske ideer. Jeg er stadig et lidende menneske,« siger Mathieu Amelric med et tørt grin.

Han trækker på skuldrene som kun en franskmand kan gøre det, da Berlingske spørger ham, om han kan se nogen udvikling i den måde sex bliver skildret på i film.

»Sex på film kan være så ligegyldigt. Det kan betyde så lidt, at jeg hellere vil se en scene med en mand, der drikker kaffe. Men det kan også skildres inspireret. Seksualitet er et underligt dyr. Det bemægtiger dig i cyklusser. Nogle gange er det ikke en del af dit liv, og du har det fint. Nogle gange er det i dit liv, og du er glad og lykkelig: Nogle gange er det der, og det gør dit liv til et helvede,« siger Mathieu Amelric.

Roman Polanskis »Venus i Pels« har dansk premiere i udvalgte biografer i morgen.