Den er sjov, den er sørgelig - og den er måske verdens bedste musikdrama.
Giacomo Puccinis korte »La bohème« fra 1896 ligner den perfekte forening af opera og underholdning.
Så når Det Kongelige Teater tager sin to år gamle opsætning tilbage på programmet, kunne det umiddelbart ligne en satsning på det sikre.
Men lige præcis dét skal til sommetider! Gå endelig ind og se en af nationalscenens helt store succeser. Nyd flittige Elisabeth Lintons dejligt voksne instruktion og Astrid Lynge Ottosens tilpas naturalistiske scenografi.
Og giv så efter for både grinet og gråden.
»La bohème« er historien om fire ungersvende med væsentlig flere følelser end penge. Tre af dem vil fejre ankomsten af noget så sjældent som et honorar og dropper ned på den lokale beværtning.
Kun skønånden Rodolfo bliver siddende tilbage og har inden længe selskab af singlesyersken Mimi med den grumme hoste og det triste tællelys uden flamme.
Man kan gætte sig til resten. Helten synger sin »Så kold den lille hånd er« og får heltindens »De kalder mig Mimi« til svar. Ikke færre end to af de største melodier i operaens verden arriverer lige efter hinanden og gør enhver med bankende hjerte forelsket.
Sorrig og glæde
Cristina Pasaroiu ligner rent guld som Mimi med den heldige hudsult og livsfarlige brystsyge. At se hende gå ud af døren og vende tilbage efter ét sekund med den lille løgn om nøglen er både sødt og helt utrolig komisk! Den rumænske sopran kom i øvrigt til skade under en prøve på tysk jord sidste år og gennemførte produktionen dengang med sin fod i gips - oplagt nok til megen hæder fra både publikum og presse.
Og vor egen Niels Jørgen Riis med den vidunderlige varme i toppen er så hendes gennemført sympatiske kæreste. Rollen som digteren Rodolfo kan gribes an på mange måder og bliver det på operascener kloden rundt hver eneste dag. Danskeren finder sin helt egen måde med masser af mening i ordene og gribende underspil i selv de mest sentimentale øjeblikke.
»La bohème« på Operaen er i det hele taget hveden uden klinte. Hvor waliseren David Kempster måske var en lidt tung Grev Luna i »Trubaduren« for nylig, kan man ikke sætte en finger på hans Marcello med malermanererne.
Sofie Elkjær Jensen giver på samme måde ekskæresten Musetta en væver stemme og herlig komik i særligt de afgørende scener om erotikkens evigt drillende væsen.
Man får også Kyungil Ho som filosoffen Colline i en magtfuld udgave af sangen til den gamle frakke og den permanent unge Jens Søndergaard som musikeren Schaunard med festgenet.
Ikke færre end to af de største melodier i operaens verden arriverer lige efter hinanden og gør enhver med bankende hjerte forelsket.
Plus selvfølgelig stensikre Sten Byriel som gamle Alcindoro med regningerne plus nogle fine drenge og flot besatte biroller i almindelighed - alt sammen flankeret med hjertefuld rutine af Det Kongelige Kapel under unge Marius Stieghorsts ledelse.
Det Kongelige Teater har sommetider virket bedst til værker i udkanten af skønsangens repertoire. Man har ikke altid kunnet måle sig med scener i det store udland og derfor satset på noget, de andre lod ligge.
Operaen på Holmen skal i virkeligheden begge dele og kan nu uden videre kreere en »La bohème« til seks stjerner og stående bifald.
Snøft og hurra!
»La bohème« af Giacomo Puccini. Repremiere på Operaen lørdag. Spiller frem til 18. december.