Sejr for enhver pris

Cykelsporten har til alle tider kendt til brugen af præstationsfremmende stoffer. Floyd Landis er blot sidste navn i en sport af faldne og falmede helte.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forundring. Forargelse. Fordømmelse. Måske endda med en snert af fortvivlelse, hvis man da stadig har en sentimental og rørstrømsk åre at gøre godt med.

Følelsesregistret er under alle omstændigheder blevet kørt godt og grundigt igennem siden det torsdag stod klart, at Floyd Landis, en all american bondedreng fra Farmersville, Pennsylvania med overvejende sandsynlighed kørte et hårdt kæmpende felt sønder og sammen i kraft af en dosis af det mandlige kønshormon testosteron, da den 29-årige Phonak-rytter vandt en meget hård Alpe-etape og med den årets udgave af Tour de France.

Med afsløringen af Floyd Landis og hans mirakuløse tilbagekomst i et løb, han reelt havde forspildt chancen for at vinde dagen forinden, er professionel cykelsport således igen sat under kritisk lup. Men ingen burde være voldsomt chokerede over - igen - at blive konfronteret med en historie fra pedal-atleternes biokemiske overdrev, eftersom sporten i en mere end 100 år lang tradition repræsenterer en uendelig tirade af episoder med død og selvdestruktion på programmet.

Det kan være en bitter pille at sluge efter en Tour-årgang, hvor duellen mellem Team CSC-stjernen Ivan Basso og den tyske førsteudfordrer Jan Ullrich indledningsvis blev tilintetgjort, fordi de hver især blev ekskluderet fra løbet på grund af relationer til den madrilenske heksedoktor Eufemiano Fuentes og hans dopinginficerede netværk.

Lad os bare springe de mest støvede og forældede røverhistorier om flid, fedt og Tour-snyd over. Lad os nøjes med at forholde os til dét begreb, vi for en nemheds skyld kalder vor tid. Og lad os se på en 40 år gammel sag, der for så vidt er meget sigende, når det kommer til cykelsportens selvforståelse.

Det franske parlament havde i 1966 netop vedtaget en lov, der gjorde det muligt for politiet at dukke uanmeldt op hos de deltagende hold og udtage urinprøver.

Tiltaget vakte furore i feltet. Rytterne gik i strejke på 9. etape og stod af cyklen i en forstad til Bordeaux. Anført af feltets helt store stjerner, franskmanden Jaques Anquetil og belgieren Riik van Looy.

»Hvorfor skal cykelryttere være under mistanke, når enhver anden fri mand kan gøre og tage, hvad han har lyst til?« spurgte Anquetil retorisk.

Dopingspøgelsets moder
Svaret blæste lidt i vinden. Men det kom året efter, da feltet på en skoldhed dag skulle bestige monsterbjerget Mont Ventoux. Englænderen Tom Simpson, en af datidens skrappeste i den hårde metier, viste tidligt på etapen, at han var i sadlen for at vinde. Simpson rykkede fri af favoritflokken, men syntes så at mangle momentum på det sted, hvor bjerget endegyldigt siger farvel til trægrænsen og hvor luften er så tynd, at rytterne også i dag kan mærke, når organismen begynder at gispe efter ilt for at holde kredsløbet i gang.

På det tidspunkt var Simpson på vej ind i den krise, der skulle koste ham livet. Han zig-zaggede faretruende meget på sin Peugeot-cykel, hovedet hang underligt på sned, og da englænderen til sidst tumlede omkuld, løb hans mekaniker ud af følgebilen for at se, hvor galt det i virkeligheden stod til.

»Kom Tom, Touren er forbi for dig,« forsøgte mekanikeren sig, mens Simpsons øjne i tiltagende grad lignede udslukt liv.

»Op, op, op,« lød svaret med de dirrende læber, der skulle komme til at forme Tom Simpsons sidste ord inden han definitivt mistede bevidstheden for senere at glide ind i døden som det første offer for dopingmisbrug i moderne tid.

Simpson døde af en livsfarlig cocktail af amfetamin og cognac, blev det fastslået i obduktionsrapporten. Og med Simpsons død i 1967 var der for alvor kommet fokus på den dopingkamp, som siden har haft professionel cykelsport som omdrejningspunkt.

Åh ja, lad gå, at den canadiske 100-meter løber og verdensrekordholder Ben Johnson blev taget ved OL i 1988 og sendt hjem i vanære efter brug af blandt andet anabole steroider. Eller at alle tiders bedste fodboldspiller, Diego Armando Maradona, både har excelleret i drivende oplagt snyd med sin helt egen guds hånd og senere i karrieren måtte forlade VM-slutrunden i 1994 med en banal dopingsag på halsen. Eller at der eksisterer forbudte præparater i et væld af andre sportsgrene, hvor dopingkontrollen notorisk er mindre restriktiv end i cyklismen.

Hvordan man end vender og drejer det, er det i professionel cykelsport, man har fået eksponeret og afsløret de dybt fordunklede sider af moderne topidræt, vi som forbrugere har ualmindeligt svært ved at leve med og acceptere som en del af vilkårene.

Vi vender lige tilbage til historien om Tom Simpson igen. For om nogen personificerer han måske den selvforståelse, der både er cykelsportens velsignelse og svøbe.

Når der i dag er opført et mindesmærke for Simpson på Mont Ventoux, er det som en loyal og hjertevarm hyldest til en af sportens faldne. Ikke en stjerne, hvis glans falmede i takt med årsagen til hans død.

»Simpson skulle blive husket som en impulsiv, intelligent, veltalende og yderst karismatisk mand, som havde en enkelt sort plet: Trangen til at sejre uanset prisen,« som forfatteren og journalisten William Fotheringham skriver det i sin biografi om den engelske stjerne.

Det kan måske være svært at forstå, hvorfor nogen kan være villige til at gå så langt med livet som indsats og eksperimentarium.

Nogle taler om, at der hos de mest ærgerrige synes at brænde en altfortærende ild. Det er hard core atleterne. Dem, vi betragter med en blanding af beundring og ærefrygt. Fordi de med deres kompromisløshed er villige til at afsøge grænserne for deres formåen. Og måske endda gøre brug af de bioteknologiske hjælpemidler, der nu er ved hånden.

Gennem tiden har der været tragikomiske eksempler på snyd, som da Michel Pollentier med en slange forsøgte at vride en urinprøve ud af en skjult gummibeholder i 1978, fordi han ville skjule brug af amfetamin.

Eller da litaueren Raimundas Rumsas, som knap havde forladt sejrspodiet i Paris efter en meritterende tredjeplads i 2002, måtte efterlade sin hustru i Frankrig, fordi toldere havde ransaget parrets bil og fundet både EPO og anabole steroider med en søforklaring om, at »det var til svigermor«.

Samme toner slog det belgiske supertalent Frank Vandenbroucke an, da han i februar 2002 fik sit hjem ransaget og forklarede fundet af cortison og steroider med, at det »var fordi hans hund havde været syg«.

Den slags er grinagtigt, hvis ikke det var fordi, det også afspejler bagsiden af medaljen. Den, der ikke tales højt om, men som eksisterer.

»Aldrig testet positiv«
Da Jan Ullrich i sit hidtil eneste interview efter Tour-skandalen i Strasbourg blev spurgt, om han vitterligt er så skyldig, som bulletinerne fra Spanien indikerer, lød den fyrede T-Mobile rytters undvigende svar: »Jeg har aldrig snydt en anden cykelrytter«.

Et svar, der er udsprunget af samme retoriske stamtræ som Bjarne Riis benyttede sig af, da han i syndefaldsåret 1998 svarede, at han »aldrig var testet positiv« på et direkte spørgsmål fra Line Baun Danielsen.

Heller ikke Floyd Landis ville for alvor give svar på tiltale, da der på det afsluttende pressemøde efter Tour-sejren blev spurgt om hans syn på de kolleger, som på grund af doping ikke havde ydet ham modstand.

»Det var en uheldig situation for os alle, og ingen af os fik nogen tilfredsstillelse ud af det faktum, at de (Ullrich, Basso osv., red.) ikke var med i løbet«.

Så meget for en reaktion, hvis forståelsesramme ligger langt udenfor den, de fleste af os bruger til at skelne mellem rigtigt og forkert.

For Floyd Landis var der måske en form for logik i den måde at tænke på. Eller også var hans udsyn omtrent så kortsigtet, som da han ifølge vennen og CSC-rytteren David Zabriskie blev set på hotelgangen aftenen før sit vanvidstogt, mens han tranceagtigt repeterede: »Jeg skal vinde det her cykelløb, jeg skal vinde det her cykelløb.«

Det gjorde Landis så. Efter alt at dømme med alt til faget hørende, hvad enten vi taler om amerikanerens ubændige, på mange måder beundringsværdige ærgerrighed. Eller hans vilje til at vinde for enhver pris og med alle til rådighed stående midler.