Se til venstre der er en svensker

Danske film er fyldt med svenske skuespillere, men ofte er der ingen anden grund til det, end at en svensktalende skuespiller også udløser et støttebeløb fra det svenske filminstitut. Filminstitutterne ønsker et stærkere nordisk filmsamarbejde, men det skandinaviske publikum er ikke specielt interesserede i broderlandenes film.

Nikolaj Lie Kaas, Anders W. Berthelsen, Rebecka Hemse, instruktør Ole Bornedal, Charlotte Fich og Michael Obel <br>under optagelserne til Bornedals »Kærlighed på film«. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man har været i biffen for nylig og set nogle af de mange seværdige danske film, der er på plakaten i øjeblikket, er det svært ikke at lægge mærke til den høje hyppighed af svenske skuespillere i små og større roller. Maria Bonnevie har været med i film som Christoffer Boes »Reconstruction«, Rebecka Hemse har en hovedrolle i Ole Bornedals nye »Kærlighed på film«, mens svensk films grand old man Per Osscarssen sidst blev set som H.C. Andersens sindssyge far i »Unge Andersen«.

Følger man nogle af de populære danske TV-serier, vil man også støde ind i nogle af svensk films største navne som Pernilla August og Stina Ekblad på rollelisten. Som regel med stort kunstnerisk udbytte, da de enkelte præstationer som oftest er af en upåklagelig høj kvalitet.

Hos nogle kan tendensen dog ikke undgå at løfte øjenbryn. Det virker simpelthen urimeligt, at der skulle forekomme så mange mødre, fædre, kærester og bekendtskaber, der er af svensk nationalitet, men som er bosiddende i det Danmark, som dansk film skildrer. En ikke-skandinavisk filmfan kunne jo næsten få den opfattelse, at Danmark og Sverige er det samme land, hvis han alene hentede sin viden ud fra de danske film.

»Hvis ikke de forskellige nationaliteter er begrundet i historien, bliver det ofte noget forfærdeligt juks. Det ser man for eksempel i de såkaldte europudding-film, hvor der er penge fra et hav af europæiske lande og et antal skuespillere fra lige så mange lande,« siger Claus Christensen, der er redaktør af filmbladet Ekko.

Når svenske skuespillere optræder i danske film, skyldes det i mange tilfælde, at der følger støttemidler med fra Svenska Filminstitut, som i år har ydet omkring fire millioner kroner til danske film, eller fra den fællesnordiske Nordisk Film og TV Fond. I år gav Svenska Filminstitutet 1.150.000 kroner til Søren Kragh-Jacobsens film »Det som ingen ved«, der har den svenske skuespiller Maria Bonnevie på en prominent plads på rollelisten.

»Gode film bliver ofte skabt ved, at de bliver lavet af nogle mennesker, der har arbejdet sammen før, taler det samme sprog og som ofte har gået på samme filmskole. Og fordi filmproduktion er en forholdsvis kort process, er der sjældent tid til at lære at »tale samen«. Som en hovedregel vil jeg sige, at alt hvad der er tilføjet et manuskript af økonomiske grunde snarere end rent kunstneriske, gør en film ringere ikke bedre,« siger Claus Christensen.

Den holdning er Charlotte Denward fra det Svenska Filminstitut ikke enig i. Hun er ansvarlig for støtten til danske film og siger, at støtten primært ydes for at få kreative kræfter i de nordiske lande til at arbejde mere sammen samtidig med, at fællesnordiske filmprojekter har bedre mulighed for at få støtte fra EUs filmfond, Eurimage, end rent nationale.

»Vi bliver stærkere sammen, ikke bare kreativt, men ogsåøkonomisk,« siger hun.

For at en dansk filmproducent skal kunne modtage svensk filmstøtte, skal der være en eller anden form for svensk engagement i filmen af kunstnerisk karakter. Charlotte Denward erkender, at nogle måske nok vil synes, at det er kunstigt med de hyppige svenskere i de historier, der folder sig ud i danske film.

»Det kan selvfølgelig blive mærkværdigt. Men mange gange fungerer det også rigtigt og naturligt,« siger Charlotte Denward.

Hun understreger, at filminstituttet af samme grund ikke stiller krav om, at der skal være svenske skuespillere med i de danske film. Det svenske input kan lige så vel ske i teknikken i form af en fotograf eller en filmklipper.

»Vi støtter film med kvalitet og ønsker som danskerne, at filmen skal blive så god som mulig. Vi har selvsagt ingen interesse i at ødelægge en dansk film ved at gennemtvinge, at der skal være en svensk skuespiller med i en unaturlig sammenhæng,« siger Charlotte Denward.

Filmkunstnerne rejser ikke kun fra Sverige til Danmark, men også omvendt. Mads Mikkelsen spillede sidste år med i den svenske film »Exit«, og instruktøren Hella Joof har instrueret den svenske ungdomsfilm »Under ombygning«, der har dansk premiere i efteråret.

»Hella Joof blev simpelthen valgt, fordi der ikke var en tilsvarende svensk instruktør med det temperament, der skulle til,« siger Charlotte Denward.

Det Danske Filminstitut yder en tilsvarende støtte til svenske film, der har et dansk engagement, men ifølge områdedirektør Klaus Ladegaard, bliver en svensk film ikke nødvendigvis »mere sexet« som støtteobjekt for danske skattekroner ved, at der kommer en dansk skuespiller med i filmen.

»Det sker selvfølgelig, men det er reelt meget langt nede på vores liste over støttekriterier. Vi ser meget mere på, om filmen indeholder kunstnerisk kvalitet, om det danske filmmiljø kan få et kreativt udbytte ved at deltage, eller om filmen har et potentielt publikum i Danmark,« siger Claus Ladegaard som områdedirektør for Produktion & Udvikling.

Om de svenske skuespillere siger han, at de om ikke andet kan ses som et slags svar på den kritik, der også har lydt fra filmkritikere om, at de danske film altid indeholder de samme ti-femten danske skuespillere.

Den danske filminstruktør Simon Staho har i november premiere på sin film »Daisy Diamond«, der har den svenske skuespiller Noomi Norén i hovedrollen. Staho afviser, at svenske støttemuligheder skulle have påvirket hans manuskript i retningen af at vælge en svensker til hovedrollen.

»Allerede da vi skrev manskript, vidste vi, at hun skulle være svensk. Der er med andre ord højtravende grunde som ægte kunstnerisk nødvendighed, til, at vi har Noomi Norén i hovedrollen. Det handler om en svensk kvinde, der kommer til København og som blandt andet på grund af sin nationalitet er særligt sårbar,« siger Simon Staho.

Principielt bryder han sig ikke om, at der stilles krav til ham fra producenter og støtteinstanser. Og reelt mener han ikke, at det har givet ham nogen fordele at bruge en svensk skuespiller i hovedrollen.

»At bruge en svensk skuespiller har for eksempel ikke udløst støtte fra det svenske filminstitut, og i Danmark har jeg kun fået spark i skridtet fra dem med pengene, der hellere så et kendt dansk ansigt i rollen,« siger Simon Staho.

Generelt mener instruktøren, at det kan virke forstyrrende, når en svensk skuespiller uforklarligt dukker op i en dansk filmscene.

»Og så forstår jeg heller ikke, hvorfor store svenske skuespillere, der har rigeligt at lave, lader sig nøje med at være med i småbitte roller i danske film,« siger Simon Staho.

Michael Obel var filmproducent på Ole Bornedals »Kærlighed på Film«, der har svenske Rebecka Hemse i en af de tre hovedroller. I filmen har hun en dansk-svensk familie og en dansk kæreste, men skal selv forestille at være det, hun er, nemlig svensk. Filmen fik et mindre støttebeløb fra Noridsk Film og TV Fond og svensk statsfjernsyn SVT, men Michael Obel afviser helt, at det på nogen måde har haft betydning for valget af Hemse.

»Det er først og fremmest, fordi hun er en fremragende skuespiller, og så bidrager det også til den mystiske aura, der skal være om hendes figur i filmen, at hun ikke er en kendt dansk skuespillerinde,« siger Michael Obel.

Både i Danmark og Sverige ydes der støtte til broderlandenes film i håb om, at filmene også har et publikum på den modsatte side af Øresund. Og hvis man kunne krydre en film med en svensk eller dansk skuespiller, har filmselskaberne håbet, at det kunne trække publikum til i skuespillernes hjemlande. Det håb er dog falmet, efterhånden som det har vist sig, at der kun er begrænset publikumsinteresse for film fra hinsidan.

»Danske film rejser generelt dårligt i Sverige og omvendt. Og at have en svensk skuespiller i en dansk film er ikke på nogen måde nogen garanti for, at en film kan klare sig i Sverige. Vi havde overvejelsen, da vi brugte Torkel Petersson, som havdes storhittet i filmen »Jalla Jalla«, i »Gamle mænd i nye biler«. Men »Gamle mænd...« blev ikke set af ret mange i Sverige. Ligesom ikke ret mange danskeere så den svenske film »Exit«, der trods alt havde en stjerne som Mads Mikkelsen i hovedrollen. Der er ganske enkelt en grund til, at svenskerne genindspillede »Olsenbanden«-filmene fremfor at vise de danske,« siger Michael Obel, der heller ikke har vidtløftige forhåbninger for »Kærlighed på film« i Sverige, på trods af, at den klarer sig godt netop nu i Danmark.

»Europæiske film har tidligere haft et stort publikum i andre europæiske lande, men sådan er det ikke mere. Jeg tror, at det dybest set hænger sammen med, at den europæiske filmtradition har bevæget sig væk fra den type historier, som et stort publikum gider se, medmindre det altså drejer sig om historier fra ens eget land,« siger Michael Obel.