Scones er sprængfarlige

Hvad udtalen af en uskyldig hvedebolles navn siger om folk, er stadig genstand for diskussion i Storbritannien – godt 500 år efter, at sconen blev opfundet.

Scones med chokolade.
Læs mere
Fold sammen

Du kender måske problemstillingen: Man står hos bageren og har lyst til en af de ofte søde og lige så ofte temmelig massive hvide boller – en scone. Men hvordan er det nu, man udtaler det, hvis man gerne vil lyde, som om man er totalt hjemme i den britiske madkultur? Skal man lade det rime på det engelske »tone«? Eller er det mere korrekt, mere classy, at sige det som i »gone«?

Det er ikke kun noget, der kan volde en hvede­hvid dansker kvaler. Briterne og andre engelsksprogede diskuterer også sagen livligt. Senest i gårdagens udgave af The Observer. I den dobbelte anledning af The British Language Day, og at det var Shakespeares fødselsdag (det ligger nu ikke helt fast, at han blev født 23. april, men det er en anden diskussion) tog avisen sagen op. »Hvad afslører det om os, hvordan vi taler?« lød det pricipielle spørgsmål, som sco­nen altså skulle kunne give svar på.

Ofte er udtalen af scone blevet set som et udtryk for klasse. Nogle mener, at man er mere fin på den, mere posh som briterne siger, hvis man udtaler ordet som »tone«. Men ifølge den ekspert i fonetik, som The Observer har konsulteret, Jane Setter, der er medredaktør på »The English Pronouncing Dictionary«, handler det mere om regionale forskelle.

Faktisk har forskere på Cambridge University udarbejdet »The Great Scone Map«, et landkort, hvor man kan se, hvordan befolkningen i Storbritannien udtaler navnet på bollen, der første gang kom ind i sproget i 1513. Det viser, at de, der udtaler scone som »gone« dominerer i Skotland, Nordirland og det nordlige England, mens befolkningen i det sydlige Irland og i The Midlands har en tilbøjlighed til at sige det som »tone«. I resten af England er billedet mere broget. Samlet set skulle to tredjedele af den britiske befolkning dog udtale scone som »gone«. Sådan siger de også i Australien og Canada, mens amerikanere har en tendens til at bruge »tone«-udtalen.

Herhjemme kender vi også til, at måden man udtaler et enkelt ord på, sender signaler, fortæller Marie Maegaard, der er lektor på Nordisk Forskningsinstitut og forsker i dialekter og fonetiske forskelle i det danske sprog.

»Et klassisk eksempel er ordet »altså«. På gammelkøbenhavnsk sagde man a-lyden med det, man kalder et bagtunge-a, som i »far«. Det signalerede klasse, mens et ’a’ som i »kande« havde mindre status. Helt lav­klasse var det, hvis man udtalte »altså« med et ’a’ som i »hane«. Men i dag er det er jo efterhånden udvisket, fordi klasseforskellene også er formindsket,« siger hun og forklarer den britiske diskussion med en anderledes samfund­sstruktur.

»I England og for den sags skyld også i USA har man stadig langt større klasseforskelle, og derfor er det ikke så underligt, at det afspejler sig i sproget.«

I Skotland findes der faktisk en by, som hedder Scone. Men den udtales hverken som »tone« eller »gone«, men i stedet med en lang u-lyd.

Bare for at gøre forvirringen komplet.