Satire handler om mere end Muhammed

Hvad sker der, når man inviterer en gruppe nydanskere til at arrangere en udstilling om satiretegninger? Storm P. Museets medarbejdere lærte noget om grænseløs humor og om at føle metaltræthed ved Muhammed-tegninger.

Udstillingen »Grænseløs humor« på Storm P. Museet er lavet i samarbejde med en række kursister med udenlandsk baggrund fra Københavns Sprogcenter. Foto: Ida Marie Odgaard  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For ti år siden lærte Danmark på den hårde måde, at satiretegninger kan føre til rødglødende konflikter. Men kan satiretegninger også forene på tværs af nationale grænser og kulturelle skel?

Det var et af de spørgsmål, som medarbejderne på Storm P. Museet på Frederiksberg begyndte at diskutere i tiden efter skudattentatet i januar 2015 på det franske satiremagasin Charlie Hebdo, hvor 12 tegnere og andre ansatte blev dræbt af islamister. Denne diskussion har resulteret i satiretegning-udstillingen »Grænseløs humor?«, der åbner i morgen, og som er lavet i samarbejde med en række kursister med udenlandsk baggrund fra Københavns Sprogcenter.

For lederen af Storm P. Museet, Iben Overgaard, var Charlie Hebdo-attentatet et eksempel på, at kraftfulde satiretegninger hurtigt kan blive spredt på tværs af kulturer og landegrænser med mange muligheder for misforståelser til følge. Da en tegning kan aflæses uden en eventuel tekst, opfatter mange det, som om at den burde kunne forstås umiddelbart af alle folkeslag, men sandheden er en anden, siger hun.

»En tegnings betydning er i høj grad bestemt af den kontekst, den optræder i, og det var et af de forhold, vi gerne ville undersøge. Vi havde en formodning om, at satiretegninger var potentielt konfliktfremkaldende,« siger formidlingsinspektør Cecilie Monrad.

Det viste sig dog i løbet af forberedelserne til udstillingen, at det konfliktskabende ikke var hele sandheden om moderne satiretegning. I pagt med museets generelle politik om at lave såkaldt inkluderende projekter kontaktede museets medarbejdere sidste år et københavnsk sprogcenter for udlændinge, hvor tilbuddet om at være med til at lave en udstilling om satiretegninger fra hele verden straks vakte begejstring og diskussion blandt de studerende. Dermed var en første del af museets intentioner med udstiklingstemaet »Medborgerskab gennem humor og satire« allerede blevet opfyldt.

»Vi ville gerne undersøge satirens potentiale som emne for dialog på tværs af grænser,« siger museumsmedarbejder Ida Winther Jensen.

Humor er individuel, ikke national

Seks nydanske kursister fra lande som Argentina, Island og Indien blev udvalgt af en stor gruppe interesserede til at deltage i kurateringen af udstillingen, men diskussionen med de nye danskere forløb dog ikke helt, som museets medarbejdere havde forventet.

»Vi tænkte, at der ville være nationale forskelle på, hvad man ville opfatte som sjovt. Men de forskelle viste sig nærmest at være ikke-eksisterende. Skal man lave en hurtig konklusion, handler forskelle på humor mest om, hvad enkelte individer opfatter som morsomt,« siger formidlingsinspektør Cecilie Monrad.

På udstillingen hænger blandt mange andre et værk af Berlingskes hus-satiriker Jens Hage – en tegning, der blandt andet viser en langskægget islamist, der kører motorcykel med sin burkaklædte hustru på bagsædet. Hustruen har en lænke om halsen, som manden holder i et fast greb. Museets medarbejdere havde regnet med, at tegningen kunne blive genstand til diskussion og afstandtagen, og det blev den også. Men ikke helt, som de havde forventet.

»Der var en saudiarabisk kvinde, der var meget begejstret for tegningen, som hun mente var helt i overensstemmelse med saudiarabisk virkelighed, mens en fransk kvinde tog afstand fra tegningen som et eksempel på vestlige fordomme overfor Mellemøstens kønsroller,« siger Iben Overgaard.

En del tegninger blev af forskellige pragmatiske grunde valgt fra på forhånd. En af Charlie Hebdos mest kontroversielle tegninger i nyere tid, der bygger videre på det berømte foto af den druknede syriske dreng, blev valgt fra. En anden med samme motiv, som kursisterne fandt var mere udtryksfuld, blev valgt til, selv om de følte, at den var for »tæt på« i forhold til de grumme realiteter.

En racistisk tegning af præsident Obama blev valgt fra, fordi den var for dyr i copyright. Til gengæld er der fundet plads til den engelske The Guardian-tegner Steve Bells omdiskuterede tegning af »Lars Lokke Rasmussen« med nazi-armbind, der ved offentliggørelsen førte til telefoniske dødstrusler mod tegneren på gebrokkent engelsk.

Ingen Muhammed-tegninger

Endelig var der fra starten enighed mellem museets medarbejdere og kursisterne om, at man ikke ville have tegninger af Muhammed på udstillingen.

»

Når man siger ordet »satire«, er det næste ord altid »Muhammed-tegninger«, og netop derfor føler vi en metaltræthed i forhold til dem. Vi vil gerne vise, at satire kan have en anden funktion i vores samfund, end at vi bare slår dem, vi ikke kender, oven i hovedet med tegninger, som vi mener, de skal finde sig i,« siger museumsleder Iben Overgaard.

I mange borgerlige ører vil dette lyde som en uheldig måde at styrke »krænkelseskulturen« blandt de nye medborgere, og man kunne indvende, at der ville komme en skarpere dialog ud af at lave en udstilling, der krænkede flest mest muligt. Så kunne man samtidig få hærdet de nye medborgere til at tåle den berømte »hån, spot og latterliggørelse«, som Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør, Flemming Rose, talte om som en præmis for vestlig ytringsfrihed.

Museets medarbejdere mener dog ikke, at det er den rigtige vej for en udstilling, der både vil fremme medborgerskab og udfolde satirens væsen og potentiale.

»For hvad ville man få ud af det? Vi har valgt at invitere til en dialog om udstillingen, hvor vi indkredser, hvad vi kan være enige om, og hvad satiretegninger også kan. Og der var stor enighed om, at vi var trætte af Muhammed-tegningerne, som der er kogt meget suppe på i mange år. Ambitionen har været at være dialogskabende og at vise, at satire kan skabe gensidig forståelse,« siger Cecilie Monrad.

Ifølge museets medarbejdere er Storm P. faktisk et af de bedste eksempler på en tegner, der bruger »underfundig og inkluderende« satire for at få læserne til at tænke.

»Hans menneskelighed har ikke gjort ham mindre skarp eller mindre elsket. Måske er det netop hans evne til at lave satire, der ikke er ond, og som ikke nedgør eller træder på nogen, der gør ham så elsket,« siger museumsleder Iben Overgaard.

Hvem skal fredes for satire?

Må man slet ikke have satire, der træder på nogen? Lars Løkke Rasmussen har da sikkert følt sig trådt på af Steve Bells nazi-tegning?

»Jamen der er forskel på at sparke nedad og at sparke opad. Magthavere må finde sig i at blive udstillet i satiren. Da vi tidligere havde en udstilling med religiøs satire, kunne vi se eksempler på ældre satire, der udstillede kirken. Og det var, fordi kirken tidligere besad magten,« siger museumsleder Iben Overgaard.

Men hvem bestemmer, hvem der er magtesløs nok til, at de skal fredes for satire?

»Man kan måske sige det sådan, at de magtesløse er dem, der har svært ved at tage til genmæle, altså de, der ikke bliver hørt, hvis de forsøger at forsvare sig,« siger museumsmedarbejder Ida Maria Winther Jensen.

Berlingskes tegnere går tit efter islamisterne – er islamisterne magtesløse?

»Jeg vil sige det sådan her: De fremmer ikke integrationen. Når det bliver gjort på en måde, der er generaliserende, og en måde, der er stereotypificerende. Hvis det giver indtryk af, at alle de, der går med tørklæde, er islamister, så fremmer det jo ikke integrationen,« siger Iben Overgaard.

Ud over værker af danske tegnere som Lars Andersen, Jens Hage, Bo Bojesen, Roald Als, Nikoline Werdelin og Anders Morgenthaler er der udenlandske tegnere fra blandt andet USA, Afrika og Mellemøsten. Udstillingen fordeler sig på to museer: Storm P. Museet viser fra 4. maj til 18. september tegninger, der belyser emnet medborgerskab igennem temaer som ligestilling, digitale fællesskaber, klima, økonomi og integration; set både nationalt og internationalt. Museet for Dansk Bladtegning fokuserer på danske bladtegninger, der forholder sig til immigration og integration i Danmark. Denne del af udstillingen kan ses på Bladtegnergangen på Det Kongelige Bibliotek fra 3. maj til 18. juni.